Annonce
Danmark

Venstre sejrede og træder frem i valgkampen med oprejst pande

Bergur Løkke Rasmussen, søn af Lars Løkke Rasmussen og en af Venstres kandidater på listen med en chance for at få et af partiets fire mandater, lader sejrsglæden klinge gennem Landstingssalen på Christiansborg som aldrig før. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Parlamentsvalget skulle give Venstre i koncentreret energiboost i en tung valgkamp. Længe lignede det, at den energi ville sive ud gennem sprækkerne, men i sidste øjeblik samlede den sig fuldstændig efter forhåbningerne - også selv om alle omkring Venstre forlod EP-valget som tabere.

Det endte med "Venstre er de største - LÅ-LÅ-LÅ!"-kampråb i Landstingssalen på Christiansborg, efter alle gode energier samlede sig og gav partiet en fordobling af sine mandater og den største stemmeandel af alle partierne.

Det gav lige nøjagtig det boost, som partiet og statsminister Lars Løkke Rasmussen havde håbet på, da han placerede folketingsvalget sådan, at EP-valget ville fungere som et nationalt midtvejsvalg.

Og så trådte det i baggrunden, at Venstre vandt en knusende sejr på en grum baggrund - at alle dem, som statsministerpartiet omgiver sig, med smed vælgere, som fik de penge for det. Med Dansk Folkeparti klart i front med tre afgivne mandater, med det stolte, gamle Konservative Folkeparti, som dog reddede sit ene mandat hjem, og med Liberal Alliance, der kiksede i Europa igen og heller ikke denne gang opnåede valg.

Længe var stemningen ellers stabilt stagneret omkring "nå ja, så får vi en lille sejr, og hvad så," efter en mildt god exitpoll tidligt på aftenen. Ikke engang næstformand og finansminister Kristian Jensen, der stod i salen og gennem DR's mikrofon og kamera sagde, "det er hele Venstres sejr - alle de frivillige" fik barometeret til at slå ud tidligt på aftenen.

Annonce

Trædestenen holdt

For det lignede grangiveligt, at den trædesten i valgkampen til noget større, som Løkke havde planlagt, at EP-valget skulle være, i stedet var blevet forvandlet til en planke over et vandløb, som man træder ud på og lettet konstaterer lige nøjagtig kan bære ens vægt.

En af Venstre-ministrenes nærmest rådgiver kunne heller ikke på det tidspunkt få øje på den store energiudladning, men talte mat om, at selv om en fremgang på ét mandat ikke ville give nogen videre effekt internt i Venstre, kunne det måske give lidt i vælgerhavet blandt dem, som bare gerne vil være med på et vinderhold, selv om vinderen omgiver sig med tabere.

Da det endelige resultat på 23,8 procent af stemmerne og fire mandater som det eneste parti kom på skærmen, flækkede matheden i rådgiveransigtet fuldstændigt over i et berusende smil fra øre og til øre og en fadøl hævet til langt over skulderhøjde, mens venstrefolkene i salen blev transformeret til en lykkelig enhed af fællesskab som en massiv flok fodboldfans, der lige havde vundet en pokalfinale og i det øjeblik gav pokker i, at det altafgørende mesterskab stadig var langt væk.

For lige der, lige i den time var der ikke længere noget, som føltes uopnåeligt.

Der var et læskende håb

Boostet blev en forstærket udgave af det læskende håb, som pludselig indfandt sig i brede dele af Venstre en uge før valgudskrivelsen, hvor Løkke efter deres mening tørrede gulv med Mette Frederiksen i en debatduel på DR. Hvor den socialdemokratiske leder havde mere end almindeligt svært ved at klare sig i et verbalt slagsmål om pension. Hvor Venstre-folk messede for sig selv, at måske - måske - kunne det faktisk lade sig gøre at vinde et folketingsvalg i forsommeren 2019.

Den effekt fortog sig dog hurtigt, da tiden efterfølgende blot bragte meningsmåling på meningsmåling, der bankede det store Venstre-V dybere og dybere ned i mudderet.

Hvor længe effekten af en klingende klar midtvejsvalgsejr varer, vil de kommende dage vise - om de andre borgerlige parties klare taberprofil kommer til at snige tilbage ind over statsminsterpartiet, så det koncentrerede boost viser sig at være lige så koncentreret og kortvarigt som sidst.

En sejr kræver arbejde

Og så var der den Venstre-kandidat, der havde gjort op med sig selv, at et folketingsvalg ikke vindes ved at rette blikket stift mod et europavalg.

Midt i festen med politikere, VU'ere og partiansatte i jakkesæt og kjoler i den fine Landstingssalen ankom Venstres udlændingeordfører og kandidat i Københavns Storkreds Mads Fuglede tung af regn til Christiansborg iført forvasket sweatshirt, blå Venstre-jakke, gummisko og tykt, vådt hår.

Han trådte ind i elevatoren i vandrehallen og trykkede på tredje, mens jakkesættene og kjolerne civiliseret nippede chips og sippede fadøl.

Han havde været ude i valgaftenen for ikke at spilde et øjebliks maksimeringspotentiale. Han havde kravlet på stiger og spændt strips for at sikre sig de gode plakatpladser i landskabet, som Venstres spidskandidat ved EU-valget Morten Løkkegaard ikke længere skulle bruge.

Om det går op eller ned for Venstre i meningsmålinger eller ved EP-valget, om Venstre fortsætter i regering eller ej - det venter udlændingeordføreren med at beskæftige sig med til efter 5. juni. Lige nu er der kun et: Mads Fuglede vil også have et sæde i Folketingssalen i næste valgperiode. Så kan de andre feste, så meget de lyster.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En læge er en læge is a doctor

Selvfølgelig skal læger på danske sygehuse kunne tale og forstå dansk. Det er sund fornuft, og det er fuldstændigt ligegyldigt, om lægen kommer fra eksempelvis Rumænien eller Indien.Forskellen på de to lande – i denne sammenhæng – er, at det ene, Rumænien, er et EU-land, og det er det andet, Indien, ikke. En læge fra Indien vil derfor skulle bestå en særlig danskprøve for at kunne få en dansk lægeautorisation. Det samme sprogkrav findes ikke til en læge fra et EU-land, og derfor kan vedkommende i princippet praktisere overalt i unionen. Det siger sig selv, at det er noget rod. Kan man som patient ikke forstå det, lægen siger, er det jo ligegyldigt, om det er rumænsk eller indisk, man ikke forstår. Man forstår ikke. Det burde egentlig ikke være en sag, der løses på det regionale niveau, men omvendt er regionen som arbejdsgiver ansvarlig for, at medarbejderne kan udfylde de tiltænkte roller, ikke bare forsvarligt men godt. Region Syddanmark tager nu fat om problemet og laver ens sprogregler for alle udenlandske læger på sine sygehuse. Det manglede bare. Der lægges op til en pragmatisk løsning. Den lokale sygehusledelse kan dispensere, og det er faktisk også sund fornuft. Først og fremmest skal vi nemlig have læger på vores sygehuse, og selv om der ikke findes en præcis opgørelse over antallet af udenlandske læger på syddanske sygehuse, er det givet, at vi vil være ilde stedt som patienter, hvis ikke det var for de udenlandske læger. Ifølge Sundhedsdatastyrelsen arbejder omring 2200 udenlandske læger i Danmark, godt 1200 af dem kommer fra EU-lande. Sundhedsvæsnet ville helt regulært bryde sammen, hvis ikke det var for de udenlandske læger. Står valget mellem en læge, der er udfordret på dansk på det korrekte niveau, og slet ikke nogen læge, er der derfor reelt ikke et valg. Sprogkravet i forbindelse med ansættelse af læger på regionens sygehuse er en helt fin og rigtig ambition. Men i praksis vil indsatsen for efterfølgende at opkvalificere sprogfærdighederne fortsat være helt nødvendig – og måske skulle man også skrue op for ambitionerne her. Det må være et ret centralt parameter i vores sundhedsvæsen, at lægen er til at forstå – for patienter og det øvrige sundhedspersonale.

Kolding

Lysfestivalens nye, store satsning er blevet ødelagt af nattens stormvejr: - Det er ærgerligt for at sige det pænt

Annonce