Annonce
Sport

Verdensetteren Osaka afbryder samarbejde med succestræner

Sascha Bajin har været med til at føre Naomi Osaka frem fra en plads som nummer 72 i verden til den absolutte verdenstop. Nu har de to stoppet samarbejdet. (Arkivfoto).

Sascha Bajin, der tidligere har arbejdet med Caroline Wozniacki og Serena Williams, skal igen på jobjagt.

Tennisstjernen Naomi Osaka har afbrudt samarbejdet med sin træner Sascha Bajin.

Det meddeler den 21-årige japaner på Twitter mandag aften.

- Hej, alle sammen. Jeg har afbrudt samarbejdet med Sascha. Jeg takker ham for hans arbejde og ønsker ham alt det bedste i fremtiden, skriver Osaka.

Meddelelsen kommer, blot to uger efter at Osaka vandt årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Dermed er japaneren indehaver af to grand slam-titler, da hun også vandt US Open i 2018 med en finalesejr over Serena Williams.

Sascha Bajin, der tidligere har været hitting-partner for netop Serena Williams og danske Caroline Wozniacki, takker Osaka for et succesrigt samarbejde.

- Tak, Naomi. Jeg ønsker også kun dig det bedste. Sikke en rejse, det var. Tak fordi, du lod mig være en del af det, skriver han på Twitter.

Naomi Osaka er med sine to grand slam-titler den første asiat, der indtager førstepladsen på verdensranglisten.

Sascha Bajin har været tilknyttet som Osakas træner i lidt over et år og har været en stor del af japanerens succes.

Tyskeren har således været med til at føre Osaka frem til verdenstoppen fra en plads som nummer 72.

Opturen startede for alvor, da hun vandt den prestigefulde turnering Indian Wells. Kort efter vandt hun sin første grand slam-turnering i New York.

Succesen smittede også af på Sascha Bajin, der blev kåret til årets træner af tennisforbundet WTA i 2018.

Derfor kommer meldingen om bruddet mellem de to som en overraskelse.

Ingen af parterne giver nogen forklaring på, hvorfor de har afbrudt samarbejdet.

Bajin blev ansat af Osaka i november 2017. Han kom fra et job som hitting-partner for Caroline Wozniacki, der på det tidspunkt havde haft et af sine bedste år i karrieren.

Hun sluttede således 2017 med en sejr i sæsonfinalen og en tredjeplads på verdensranglisten.

Wozniacki fortsatte takterne i 2018, da hun indledte året med en sejr i Australian Open.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce