Annonce
Genforeningen

Versailles blev en dansk-tysk skæbnestund

Maleren William Orpen skabte dette billede af underskrivelsen i Versailles Slottets berømte spejlsal. Wikimedia.
Sejrsmagterne forhandlede efter krigen Europas nyordning i Versailles ved Paris. Her blev folkeafstemningerne i grænselandet besluttet, hvilket skabte den dansk-tyske grænse, vi kender i dag.

Egentlig emmer Versaillestraktaten af ånden fra den store verden. Forhandlet gennem et halvt år mellem 32 stater nyordner det 440 paragraffer store værk Europa efter første verdenskrig. Men alle store tanker til trods blev perspektiver også meget lokalt i teksten fra juni 1919. De mindste landsbyer omkring Flensborg som for eksempel Jarplund, Munkbrarup, Langballig, Goldelund eller Joldelund samt mange flere fremgår i aftalens afsnit 12 om Slesvig. Opremsningerne afstemmer penibelt, i hvilket område befolkningen skal stemme om, hvorvidt de fortsat vil tilhøre Tyskland eller hellere vil til Danmark. I paragrafferne 109 til 114 blev det afgjort, hvordan det skal gå videre i det høje nord.

Afstemningen her blev en af fire, som Versaillestraktaten medfører for fire af Tysklands grænseregioner. De øvrige omhandlede naboområder til krigsmodstanderne Belgien og Frankrig samt den nyoprettede, polske stat. Da Polen ikke havde eksisteret som stat under første verdenskrig, havde polakkerne i deres delte land kæmpet som soldater i de tyske, østrig-ungarske og russiske armeer. Men Danmark var det eneste ikke-krigsførende land, der havde anmodet om en folkeafstemning. Andre regioner som Alsace-Lorraine og Posen blev straks overgivet til henholdsvis Frankrig og Polen uden folkeafstemninger.

Annonce
Nok var der formelt fred efter våbenstilstanden den 11. november 1918. Men tyske soldater kæmpede fortsat i såkaldte frikorps både mod indre og ydre fjender. Således var der kamphandlinger i den tysk-polske grænseregion samt i Baltikum. Her ses en hverveplakat. Foto: Wikimedia.

Var tyskfjendtlig

Den 28. februar 1919 var der for første gang møde i den kommission, der skulle tage sig af såvel de dansk-tyske som de tysk-belgiske grænseområder. Kommissionen havde 11 medlemmer og blev ledet af franskmanden André Tardieu. På 11 møder afstak kommissionen kursen for den nordlige del af den hidtil prøjsiske provins Slesvig-Holsten. Foruden franskmænd sad briter, amerikanere, italienere og japanere med omkring bordet.

Tyskland havde dårlige kort på hånden. Ikke blot tillagde de allierede Tyskland hele skylden for krigen. Hertil kom en Tardieus udpræget antityske, personlige holdning. I sin erindringsbog ”Slesvig på fredskonferencen” fra 1926 lægger den franske ministerpræsident Georges Clemenceaus fortrolige ikke skjul på dette. Han betegner det tilmed som en forbrydelse, at Prøjsen efter krigen i 1864 indlemmede hele Slesvig og Holsten – og ser bort fra at krigen faktisk blev udløst, fordi Danmark krænkede internationale aftaler om Slesvig.

Passive danskere

Tardieu mente, at Danmarks socialliberale regering under konseilspræsident (statsminister) Carl Theodor Zahle udviste en bemærkelsesværdig beskedenhed. Helst ville Danmark nøjes med en afstemning i det område, der i det store og hele svarer til, hvad Tyskland senere må afstå, nemlig regionen mellem Kongeåen og en linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Der var man sikker på et dansk flertal, når der bliver stemt samlet. Kravet svarer også til den såkaldte Aabenraa-erklæring fra den dansksindede Vælgerforening for Nordslesvig.

Denne erklæring fra det dansksindede bagland havde den danske regering lagt til grund for sine ønsker ved Versailles-konferencen – dog med tilføjelsen: Naboområder i Mellemslesvig skal gennemføre en afstemning for sig selv for at tilkendegive, om de ønsker at komme til Danmark. Appellen var først og fremmest rettet mod det prestigeprægede Flensborg. Et flertal i kommissionen ønskede, at indbyggerne i zone to skulle træffe deres beslutning under påvirkning af udfaldet i zone et.

- Uden tvivl er et flertal af indbyggerne i Flensborg tyske. Byen omfatter imidlertid også et betydeligt dansk mindretal, og det kan ikke udelukkes, at økonomiske overvejelser kan få de tyske indbyggere til at slutte sig til Danmark, vurderede Tardieu.

Til den tyske sides forfærdelse forudså den belgisk-danske kommission desuden i sit forslag fra den 19. marts yderligere en tredje afstemningszone mellem Slien og Ejderen. Det havde båret frugt, at ikke blot repræsentanter for det danske parlament og ambassadøren, men også private, danske lobby-organisationer havde fået foretræde hos forhandlerne i Frankrig. De medbragte 65.000 underskrifter og rygdækning til en så sydlig grænse fra 302 danske organisationer. Mest vidtgående var den såkaldte danevirke-bevægelse, der krævede denne sydlige grænse på baggrund af påståede, historiske rettigheder – og endda uden en afstemning.

I den forbindelse blev såvel regeringen i Berlin som tyske kredse i Slesvig-Holsten afvist, når de forsøgte at komme i personlig kontakt med kommissionen i Frankrig.

Den danske udenrigsminister Erik Scavenius betegnede et afstemningsområde markant syd for Flensborg som en karikatur på folkenes ret til selvbestemmelse. Han afviste at indlemme områder, der ikke havde udvist den fjerneste, danske nationalfølelse i tiden, efter modsætningsforholdet mellem dansk og tysk var opstået.

Afstemningen fandt sted i to zoner henholdsvis nord og syd for den nuværende grænse. Selv om der begge steder var nationale mindretal, var udfaldet dog ret klart, med dansk flertal i zone et og tysk flertal i zone to. Historisk kort/Grænseforeningen.

Frygtede stort mindretal

Ganske som den tyske side, var Scavenius bekymret for, at mennesker kunne beslutte sig for Danmark af nød og ikke overbevisning – de ubemidlede for at overleve og de velbjærgede for at bringe deres formuer i sikkerhed. Han og hans regering ville undgå et stort, tysk mindretal inden for Danmarks grænser, hvor denne gruppe kunne være en potentiel kilde til uro og åbne for indblanding fra Tyskland. For ved en grænse ved Slien havde kongeriget fået mindst 200.000 tyske indbyggere.

Til den slesvig-holstenske sides lettelse droppede de fire, førende allierede en tredje afstemningszone. USA’s præsident samt regeringscheferne fra Storbritannien, Frankrig og Italien sløjfede denne mulighed i den endelige udgave af bestemmelserne om Slesvig. Det skete den 14. juni 1919 – blot to dage før aftalen blev overrakt til den tyske delegation.

Kommissionen tog ikke hensyn til en note fra rigsregeringen i Berlin fra den 13. maj. Kernen i noten var en afvisning af en anden afstemningszone med Flensborg og omegn samt det nordlige Nordfrisland. Berlin ville også havde det primært tyske Tønder i det umiddelbare naboskab pillet ud af zone et.

I Nordslesvig (Sønderjylland) forlangte Tyskland, at stemmerne skulle tælle inden for den enkelte kommune og ikke samlet – for i enkelte lokalområder var der bestemt udsigt til tysk flertal. Desuden pressede Berlin på for, at afstemningerne først skulle finde sted, når forsyningen med levnedsmidler atter var normaliseret.

Til det sidste blev der kæmpet om Flensborg. Befolkningens flertal var tysk af både overbevisning og sprog. Men fra den danske side forsøgte man også at hverve stemmer med tysksprogede afstemningsplakater. Foto: Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Tvivl om tidsfrist

Også efter udfærdigelsen af den endelige aftale var det fortsat et åbent spørgsmål, hvor lang tid begge sider ville få til den barske, nationale valgkamp. I teksten stod blot, at begge zoner ville blive overladt til en international kommission med sæde i Flensborg senest ti dage efter aftalens ikrafttræden. Endvidere skulle der finde afstemninger sted i zone et senest tre uger senere og i zone to senest fem uger senere. Men ingen forudså, at det skulle trække ud til den 10. januar, før aftalen trådte i kraft. Men så længe varede det, indtil samtlige deltagende nationer bortset fra USA havde godkendt aftalen. Det førte til afstemningerne i zone et den 10. Februar 1920 og i zone to den 14. marts 1920.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Esbjerg For abonnenter

Ramt af vandmasserne: - Vi kan sidde i stuen og fiske

Annonce