Grindsted: Grindsted: Der var lagt op til stor uenighed, da Billund Byråd tirsdag aften nåede til punktet om Vestre Skole. Skolen mangler knap en mio. kroner til den igangværende renovering, efter at totalrådgiveren er gået konkurs. Et flertal i både børne- og økonomiudvalget havde ved afstemning peget på, at skolen selvfølgelig skal have en ekstrabevilling, da skolen er helt uden skyld i, at der nu mangler penge.
- Det giver ikke menig at spare i sidste øjeblik, for skolen er helt uforskyldt i den her situation, sagde Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S) og opfordrede byrådet til at give lov til, at der gives en ekstrabevilling på én million kroner.
Den opfordring fulgte et flertal på 17 af byrådets 25 medlemmer.
Principdebat om budgetter
Venstre ville - med undtagelse af Bjarne Larsen, der stemte med flertallet, dog gerne tage en principdebat om kommunal budgetlægning og ekstrabevillinger i forbindelse med sagen.
- Her har vi haft et projekt på en skole, der har fået en ramme på i alt 65 mio kroner til en totalrenovering. Og inden for de 65 mio kroner er der indlagt en buffer på over 10 procent, det vil sige syv mio. kroner. Og det, der for os er højst bemærkelsesværdigt og ret uforståeligt, er at vi nu halvvejs i projektet står med en buffer, der er helt brugt op. Eller som der står i sagen: ”en god del af disse midler ER allerede brugt”. Det får os til stilfærdigt at stille det enkle spørgsmål: hvordan kommer man dertil?, spurgte Peter Fredensborg ud i salen.
Mads Helbo (RV)Det er ikke rimeligt at lade aben gå videre til skolen. Byggeprojektet skal gøres færdigt, som det er tænkt.
Derfor pegede flere Venstrefolk på, at pengene skulle tages af den pulje til uforudset udgifter, som er sat af til projektet, en pulje, som altså ifølge sagsfremstillingen allerede er mere eller mindre brugt.
Force majeure
- Her er vi lidt uenige i Venstre, indrømmede Bjarne Larsen, som derfor fastholdt, at man ikke kan tale om almindelig budgetstyring i en sag som denne. Her er tale om force majeure, altså en helt uforudset situation.
Og det skal Vestre Skole ikke bøde for, påpegede Allan Munk Nielsen (K).
Det mente Lars Hansen (løsgænger) heller ikke:
- Det vil være forkert at tage pengene i projektet, når vi nu af forvaltningen har fået at vide, at der ikke er penge. Derfor synes jeg, at vi skal bevilge den ekstra million, sagde han, mens Mads Helbo (RV) med egne ord "skruede budgetbissen på":
- Det er ikke rimeligt at lade aben gå videre til skolen. Byggeprojektet skal gøres færdigt, som det er tænkt.
Mogens Jørgensen (DF) var enig med Venstre i det principielle i forhold til, at budgetter skal overholdes, men:
- Det her er ikke et princip. Det vil betyde en konkret forringelse af Vestre Skole, hvis de ikke får pengene.
17 for og otte imod
For forslaget om at give en ekstrabevilling på en mio. kroner stemte derfor: Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre samt løsgænger Lars Hansen og Venstres Bjarne Larsen. Resten af Venstre stemte imod, og forslaget blev derfor vedtaget med 17 stemmer for og otte imod.