Annonce
Debat

Vi er nødt til at snakke om, at vi er alt for mange mennesker på kloden

Hedt: Klimadebatten har været et stort emne i valgkampen. Politikerne står i kø for at overbyde hinanden i reduktion af CO2-udledninger

Men ingen tør tage debatten om, hvor mange mennesker, som skal frembringe CO2. I 1996 samledes et panel af verden førende biologer for at beregne, hvor mange mennesker, som kunne leve bæredygtigt på vores planet. De kom frem til, at der kan leve maksimalt tre milliarder mennesker på kloden, hvis der også skal være plads til andre arter. Og kun hvis alle tre milliarder opførte sig miljørigtigt. I dag er vi på vej til ni milliarder, om yderligere 25 år er vi 18 milliarder og 25 år mere 36 milliarder. Måske var det slet ikke så tosset at begynde at tale om disse fakta.

Nogle mennesker har en teknisk løsning på problemet, men i den tid, bilindustrien har brugt på at få biler til at bruge en tredjedel mindre brændstof, er der kommet tre gange så mange biler.

Vi har i Danmark et fantastisk affaldshåndteringssystem med forbrændingsteknologi til at genindvinde plastikaffald til strøm og varme. Det har de ikke i Asien. De kan kun komme af med deres plastikaffald, hvis nogen samler det sammen og genbruger det.

Vi sorterer vores plastik fra forbrændingsaffald med love, regler og afgiftsfinansieret indsamling - og sender det til Asien. Det er kun i Asien, at de vil bruge den kvalitet, som kan opnås ved genbrugsplast. Og da vi har så meget dårlig kvalitet plastik, som skal afsættes et eller andet sted, så betaler vi fragten til Asien samtidig med at modtageren bliver betalt for at genbruge det.

Derfor er genbrugsprisen for plastik i Asien negativ, og det betyder, at ingen har råd til at indsamle det og betale for at få det genbrugt. Årsagen til, at verdenshavene bliver fyldt med plastik fra Asien, er vores samvittighed. Vi vil være de gode, de miljøbevidste og dem med de høje mål for genbrug, så vi ødelægger ulandenes mulighed for at genbruge deres eget affald. Det er ikke af ond vilje, plastikken havner i havene - det er af økonomiske årsager, og det er os, som ødelægger økonomien.

Uanset hvordan miljø- og klimaproblemer skal løses, så er det nok ikke så tosset, hvis vi også overvejede hvor mange mennesker der egentlig kan bebo vores klode. Gode intentioner eller ej.

Annonce
Knud Skov Ahrnkiel
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce