x
Annonce
Livsstil

- Vi er vildt privilegerede, at vi kan bruge tid og penge på noget, som vi ikke skal have noget bestemt ud af

Chris MacDonald. Foto: Franne Voigt

Mig og kulturen: Chris MacDonald

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- For mig handler kulturopleveler om at hente inspiration og viden. Homo sapiens er den eneste art, som kan skabe avancerede kulturoplevelser. Det, synes jeg, er meget vildt at tænke på. For mange andre arter handler det bare om overlevelse. Jeg synes derfor også, kulturoplevelser er en kilde til taknemmelighed. Vi er vildt privilegerede, at vi kan bruge tid og penge på noget, som vi ikke skal have noget bestemt ud af. Vi er nået temmelig langt i forhold til andre arter, men bestemt også vores forfædre, hvis primære fokus var overlevelse.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Det er ikke helt nemt at vælge, for jeg læser afsindigt mange bøger. Meget af det, jeg læser, er faglitteratur, som har at gøre med mit arbejde. Altså bøger om psykologi og fysiologi. Men faktisk er jeg også virkelig glad for at læse om filosofi. Særligt Pierre Hadots bog ”The Inner Citadel: The Meditations of Marcus Aurelius” har gjort indtryk på mig. Marcus Aurelius var den sidste af de gamle og berømte stoiske filosoffer, og han bliver desuden betragtet som den sidste gode kejser i Rom. Under mange af de lange militære krigstogter førte han dagbog, hvori han nedskrev filosofiske notater. De dagbøger overlevede og er i dag kendt under titlen ”The Meditations of Marcus Aurelius”. Meditation er en af grundpillerne i den stoiske filosofi, og Aurelius’ notater i bogform er efter min mening en af de bedste selvhjælpsbøger, der nogensinde er skrevet.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg har altid håbet, at min søn blev stor hurtigt nok til at høre bandet Rush sammen med mig. Særligt en trommesolo af Neil Peart ville jeg gerne have delt med ham. Desværre er det for sent nu (Neil Peart døde 7. januar i år - han blev 67 år, red.). Rush har været mit yndlingsband, siden jeg var teenager. Og jeg lytter forsat ofte til deres musik i dag. Deres tekster er bare anderledes end så meget andet. De handler ikke om kærlighed, og at livet er hårdt, men er mere politiske, futuristiske og filosofiske.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Det er ikke nemt, men jeg vælger tv-serien ”Chernobyl”. Jeg synes, den var en virkelig god cocktail af stærk dramatik, interessant historisk perspektiv, fantastiske skuespilpræstationer og ikke mindst godt filmet.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Jeg bruger ikke meget tid på museer. Men naturen er noget, som gør stort indtryk på mig. For eksempel dengang jeg stod i Rift Valley i Afrika. Det sted, hvor Homo sapiens menes at være opstået, og stedet, hvorfra de udvandrede og endte med at befolke hele kloden. Eller de gange, jeg har været så heldig at besøge Grønland og se den storslåede natur. Det er noget, som gør indtryk på mig. Og det er ikke kun naturen, men også mødet med andre kulturer, som jeg ofte tænker tilbage på. Jeg synes, det er fascinerende at se den forskel, der kan være i forhold til normer og måder at interagere på.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Det, som jeg til stadighed sætter mest pris på, er naturen. Der er intet kunsthåndværk, der kommer til at nærme sig det design, der ligger bag en blomst, et rådyr eller et træ. Det er dybt fascinerende.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg vil rigtig gerne have mere tid til at besøge andre lande og andre kulturer. Det er en fantastisk øjenåbner i forhold til, hvor stor en faktor kultur er for vores adfærd.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Det værste er nok, engang jeg af min kæreste blev taget med ind at se ”Nøddeknækkeren”. Der var intet galt med skuespilpræstationen, de gjorde det godt, og historien er god, men det var ikke lige mig. Hvis jeg tænker kultur lidt bredere end det, så er det helt sikkert sørgeligt at se, hvordan vi efterhånden interagerer med hinanden. Vi kan gå forbi andre mennesker uden at anerkende dem og lige hilse. Det er virkelig nedslående.

Chris MacDonald

Født i 1973. Kommer oprindeligt fra USA, men har boet i Danmark siden 1999. Han er uddannet cand.scient. i human fysiologi ved Københavns Universitet og er grundlægger af koncepterne ”Sundhed i Balance” og ”Strong Body Strong Mind”.

Gennem de seneste 20 år har han holdt foredrag og workshops om sund livsstil, personlig udvikling og teambuilding.

Han har desuden været fast skribent på blandt andet Politiken og Berlingske Media og været omdrejningspunkt for flere tv-programmer på DR1, blandt andet ”Chris på chokoladefabrikken”, ”Chris på skolebænken”, ”Chris på vægten”, ”By på skrump”, ”U-Turn - sidste chance” og ”U-Turn 2”.

Chris MacDonald har tidligere forfattet bogen ”Du er ikke alene” og er aktuel med ”Ikke til forhandling”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Antallet af alvorligt syge coronasmittede syddanskere bliver ved med at stige

Leder For abonnenter

Det er ikke den ordentlige måde at gøre det på

Det er i modgang, man for alvor bekender kulør. Det gælder også i forretningslivet. Bestseller er en mastodont af en virksomhed, på mange måder et erhvervseventyr. Et fyrtårn for en generation af iværksættere. Derfor er det så meget desto mere forstemmende at se, hvordan virksomheden opfører sig. Coronakrisen rammer brutalt både store og små virksomheder. Enhver ansvarlig ledelse er nødt til at agere, og selvfølgelig skal der kigges på alle udgifter, når indtægtsgrundlaget pludseligt ændrer sig radikalt. Dansk erhvervsliv har vist sig fra en fornem side. Det gælder ikke mindst i form af en trepartsaftale, hvor alle tager ansvar og efter bedste evne – og støtte – forsøger at fastholde så mange på arbejdsmarkedet som muligt. Det er vigtigt for os alle og for vores evne til hurtigt at komme videre på den anden side. Bestseller fyrede alligevel 750 mand. Trepartsaftalen har ikke kunnet hjælpe alle og afværge alle nødvendige foranstaltninger. Fair nok. Det var dog en kende overraskende, at en så velkonsolideret virksomhed som Bestseller trak fyringskortet, da samfundet appellerede om sammenhold. Nu har Bestseller meddelt en række udlejere i landet, at man ikke betaler husleje indtil videre. Det er en uanstændig fremgangsmåde. Det kan ikke siges anderledes. Er situationen, at Bestseller ikke kan betale husleje lige nu, må man melde det ud. Så er situationen selvfølgelig en anden. Men er virkeligheden – og sådan ser det altså ud – at Bestseller udnytter sin størrelse og styrke til at tryne udlejere over hele landet, er der kun et godt råd: Gør den beslutning om. Bestseller er ikke alene. Jysk, Synoptik og Lagkagehuset dikterer også, at man vil have ændrede huslejevilkår. Brede skuldre forpligter. Brede skuldre giver ikke lov til at true sig til sin vilje. Brede skuldre forpligter til at beskytte dem, der har brug for det. En række udlejere, i Esbjerg og Kolding og mange andre steder, gør sådan. Går i dialog med lejere. Udskyder husleje. Dialog er nøgleordet. Man dikterer ikke. Coop og Salling Group har vist et forbilledligt samfundssind. Sørger for at betale regninger hurtigere end man kontraktuelt behøver. Det er ikke en lille ting – det er forbilledlig førstehjælp. Fordi man kan, skal man ikke nødvendigvis. Men man bør. Der er brug for det lige nu.

Esbjerg

Skoleleder blev kaldt til møde efter populær corona-opsang: Byrådsmedlemmer kritiserer forvaltning for at undertrykke ansatte

Annonce