Annonce
Debat

Vi har brug for bange, håbefulde unge

Simon Lægsgaard Madsen

Der er ikke noget, der gør mig mere gal, end når børn, uanset ophav, fratages muligheden for et godt liv. Mit etiske kompas peger ikke kun på barnets forældre, men på enhver af vi voksne, der har magt til at ændre bare et enkelt barns vilkår. Jeg tror på mange måder, jeg deler den opfattelse med mange. Barnet er det levende symbol på den menneskelighed, som hver og en af os, bevidst eller ubevidst, holder for hellig. Der er ikke noget som nødlidende børn, der kan bevæge os og få os på barrikaderne. Alligevel er der en fremmedgørelsesfaktor, der gang på gang forstyrrer vores kompasnål. Jo længere væk fra vores dagligliv og tanker, jo sværere vilkår har vores evne til at sætte os i barnets sted. Den enkeltes dannelse, som i det store hele handler om at søge sig selv i den anden og den anden i sig selv, er et forsøg på at overvinde denne afstand. Men det kommer ikke af sig selv. Dannelsens bedste redskab er møder - møder med mennesker vi ikke ligner, men som vi deler menneskeligheden med.

Et af de forhold, mange af vi voksne har svært ved at forholde os til, er den fremtid, vi ikke selv kommer til at opleve - og derfor er det også, trods et væld af videnskabelige vidnesbyrd, fortsat så svært for mange af os at lade os bevæge af udsigten til en fremtid med økosystemer, der bryder sammen, enorme flygtningestrømme og klimakatastrofer, der sprænger enhver skala. "Postyret" over fremtidsudsigterne kommer ret beset til at forstyrre dagliglivet langt mere i vores levetid end selve omvæltningerne, og derfor er det i vid udstrækning postyret fremfor selve forandringerne, mange reagerer på. Der er altså ikke noget mystisk i, at vi er lidt langsomme i opfattelsen, eller at folketinget med en gennemsnitsalder i slut fyrrerne prioriterer andre og mere nærværende sager højere end klimaet - men vi gør børn fortræd med vores ignorance.

Jeg læste forleden et interview i Zetland med Asger Narud, en ung mand der efter eget udsagn sagde op i Finansministeriet, fordi han her i magtens centrum oplevede en total mangel på interesse for vores miljø- og klimapåvirkning. I Kristian Jensens store visioner for Danmarks økonomi indtil år 2025 fandt han ikke et eneste ord om bæredygtighed. Det var business as usual. Asger Narud sagde: "Jeg begynder at overveje, om vi er vidne til en generationskløft? Ser vi en ung generation, der tager bæredygtighed som en selvfølge, mens den ældre generation - de, der trækker i trådene i dag - er fanget i gamle mønstre?"

Min påstand er, at for rigtig mange af os, der ikke kan kalde os helt unge længere, er det fortsat økonomien, der dybest set sætter den eneste gældende dagsorden, selvom de fleste sikkert vil hævde, at økonomi ikke er noget mål i sig selv. En af de store politiske varme kartofler, pension, vidner om noget andet. Spørgsmålet er bare, om ikke der er langt vigtigere sager at bekymre sig om end pensionen, når vi kigger bare 40-50 år ud i fremtiden. Vore børns allervigtigste pensionsopsparing kunne meget vel vise sig at blive de "investeringer", vi gør i et langt mere bæredygtigt liv.

På Brandbjerg Højskole indledte vi for ganske nylig et samarbejde med en ældreorganisation. Vi skal lave fællessangsaftner sammen, hvor vi både synger, spiser og samtaler. Det er så meningsfuldt at tale på tværs af generationerne - og så sjældent. Jeg talte med en repræsentant for organisationen og drøftede, hvilke emner vi skulle lægge op til samtale om til et arrangement, hvor både højskoleelever og ældre var til stede. Jeg foreslog blandt andet "bæredygtighed og grøn omstilling" som et blandt flere emner, hvortil repræsentanten svarede, at det mente hun ikke havde den store interesse, da det simpelthen lå for langt fra det, som denne offentlige ældreorganisation repræsenterer og arbejder med.

Igen. Det er der måske ikke noget underligt i. Det nemmeste at få øje på er trods alt det, der findes imellem egen næse og navle, men hvis ikke vi vil gøre vore børn, børnebørn og deres børn fortræd, så må vi løfte blikket og gøre op med vort snæversyn - og de unge selv skal være løftestang for vort blik. De er heldigvis på vej. Den seneste tid er initiativerne piblet frem hos de unge - lige dele bekymring, håb, virkelyst og handlemod stikker så småt hovedet frem i de unges rækker. Demonstrationer, bank i bordet, opråb til politikerne og forbrugsmæssigt bæredygtige valg er endelig blevet hverdagskost - og det er på tide, for vi har brug for, at unge viser vejen - både med håb og passende bekymring. Vi har brug for bange, håbefulde unge at spejle os i, hvis vi skal lette den tunge ende fra sofaen. Mødet med disse unge skal simpelthen kickstarte vores bæredygtige dannelse. Uden jer, kære unge og livfulde mennesker, går det alt for trægt. Derfor er det så afgørende, at I står frem, banker i bordet og kræver vores opmærksomhed og vores omsorg for andet end os selv. Lad jeres opgør med den omklamrende økonomiske tidsånd vokse - jo større og hurtigere jo bedre. Så lover jeg jer til gengæld, at I dag for dag vil mærke" vi gamles" opbakning i takt med jeres insisteren. For vi er mange, der ikke kan få over vore hjerter at gøre "børn" fortræd.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Annonce