Annonce
forside

Vi kan huske nogenlunde lige langt tilbage

Dronning Margrethes nytårstale 1976. De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske? Arkivfoto: KNUD HENRICHSEN/Ritzau Scanpix

De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske?

De fleste husker sikkert korte glimt af oplevelser, fra de var helt små. Måske oplevelsen af at blive løftet op af sine forældre eller køre på cykel for første gang.

Forskellen på, hvor langt vi mennesker husker tilbage, er faktisk ikke særlig stor, konstaterer Dorthe Berntsen, professor ved Psykologisk Institut og leder af forskningscentret Con Amore på Aarhus Universitet.

- Vi kan gennemsnitligt huske tilbage, til vi er 3,5 år gamle, men nogle husker allerede oplevelser, fra de er 2,5 år, hvor andre kun kan huske tilbage, til de er for eksempel fire år gamle. Det varierer også mellem mænd og kvinder og mellem kulturer, siger Dorthe Berntsen.

Men er der en naturlig grænse for, hvor langt man kan huske tilbage?

- Man kan ikke præcist sige, hvad der afgør grænsen. En mulighed er, at børn under tre år mangler nogle basale kognitive færdigheder, som gør, at oplevelserne ikke sætter sig fast over længere tid. Men der er et paradoks her, for toårige børn kan godt huske oplevelser, de har haft, hvis de bliver støttet af en voksen eller får de rette associationer. Gåden er derfor, hvorfor oplevelserne ikke hænger ved, så de kan hentes frem senere i livet, siger Dorthe Berntsen.

Evnen til at huske tilbage og genkalde erindringer til bevidstheden - uden støtte fra for eksempel forældre - udvikles relativt sent. Det er noget, man bliver bedre til, jo ældre man bliver, viser forskningen ifølge Dorthe Berntsen.

- Det er først fra syvårsalderen, at man har en normal hukommelsesfunktion, og det kan skyldes, at vores sprog og begrebssystem først skal være fuldt udviklet. Man kan dog konstatere, at børn under tre år har en fungerende langtidshukommelse. Den fungerer bare ikke så godt uden støtte fra en voksen, siger Dorthe Berntsen.

Annonce

Folk fra Vesten husker længere tilbage


  • Vi er bedre til huske tilbage på vores tidlige oplevelser her i Vesten end andre steder i verden.

- Det skyldes muligvis, at vi har en stærkere individualistisk kultur i Vesten og genkalder vores minder oftere end folk fra andre kulturer, fortæller professor Dorthe Berntsen.


  • Folk fra Vesten husker længere tilbage end folk fra for eksempel Asien.

- Vi mener, at det har noget at gøre med, hvor individualistisk og interesseret man er i sin fortid, og hvor ofte man genkalder sine minder, siger Dorthe Berntsen.

Tre små drenge maler deres legetøjsbil og gør den forårsklar i 1955. De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske? Arkivfoto: Børge Lassen/Ritzau Scanpix

Ikke alle informationer lagres

Faktisk afhænger vores hukommelsesevne også af vores sprogbrug, og hvor ofte vi genkalder et minde og italesætter det.

- Det at få sprog og blive sprogbruger gør, at erindringen sætter sig bedre fast. Man kan sætte ord på og tale om sine oplevelser, og det forstærker mindet, siger Dorthe Berntsen.

Genfortællingen af ens minder er altså en afgørende del af, hvordan og hvor godt man husker en oplevelse.

- Man kan se, at jo mere forældre stimulerer børnene i at strukturere fortællingen af en oplevelse og lærer børnene at fortælle de vigtige elementer, jo bedre og jo længere husker børnene tilbage. Det er ikke noget, vi nødvendigvis har en medfødt forståelse for, siger Dorthe Berntsen.

Desuden filtrerer vores opmærksomhedsevne den information, vores sanser leverer, så kun nogle informationer slipper igennem til bevidstheden og bliver lagret i hukommelsen.

- Den måde, vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer frem for andre og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning. Men det sker faktisk også, når vi genkalder oplevelsen og mindet. Så hiver vi de informationer, der er mest vigtige for os i øjeblikket at huske, frem fra hukommelsen, siger Dorthe Berntsen.

De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske? Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
To drenge sidder i en baggård og læser tegneserier i København i 1954. De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske? Arkivfoto: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce