Annonce
Debat

Vi skal insistere på at bestemme i vores eget land

Selvbestemmelse: I skolen lærer vi børnene, at Grundloven fra 1849 gav os folkestyret, således at folket vælger Folketinget, og Folketinget laver lovene – og alle er lige for loven.

Vi fortæller børnene, at i Danmark bestemmer danskerne i fællesskab. Det hedder demokrati, og demokratiet er rammen for vores samfund inden for Kongerigets grænser.

Det er en smuk fortælling. Den er bare ikke sand.

Det er ikke godt at lyve for skolebørnene. Det er ikke godt at opdrage dem med et falsk billede af, hvem der bestemmer i Danmark.

Dommen forleden fra EU-domstolen i Luxembourg, hvor de danske regler for familiesammenføring med tyrkere blev hældt ned ad brættet, fortalte en mere sand historie: Det er ikke Folketinget men EU-domstolen, der bestemmer, hvad der skal være gældende ret i Danmark.

Ikke ud fra en kølig og saglig fortolkning af de love, der er vedtaget i Folketinget og EU, men på baggrund af rene politiske vurderinger fra de udpegede EU-dommere.

Tidligere minister og Folketingets mest erfarne medlem, Bertel Haarder, var da også ret klar i går, da han bemærkede, at EU-domstolens kendelse ’lyder som en meget politisk begrundelse’. ’Som om domstolen mener, at den er bedre til at vurdere, hvad der gavner integrationen i Danmark, end danske myndigheder er’, fortsatte han.

Hvis nu sagen havde drejet sig om krumme eller lige agurker, om runde eller trekantede vejskilte, så kunne man måske have ladet det passere.

Men dommen, der erklærer dansk udlændingelov ugyldig, er inde at pille ved det helt centrale spørgsmål for et selvstændigt land: Hvem skal have lov at rejse ind og slå sig ned i vores land?

Det er ikke folket, der gennem folkestyret og Folketinget bestemmer det. Det er EU-domstolen. Det står tindrende klart i dommen.

Vi kan nu som folk vælge mellem tre muligheder:

1. Skal vi fortsætte med at lyve for skolebørnene og hinanden og lade som om illusionen om folkestyret er sand?

2. Skal vi acceptere åbent, at vi ikke længere er herrer i eget land og fortælle sandheden til skolebørnene om deres fremtid under EU-domstolens herredømme?

3. Eller skal vi tage retten tilbage fra EU-domstolen, genvinde vores suverænitet som et frit folk i et selvstændigt land og gøre det til en del af fortællingen i skolen om danskerne og Danmark?

Jeg håber på, at danskerne vælger den tredje mulighed og griber ud efter friheden i det nationale fællesskab.

Men jeg frygter, at vi aldrig kommer til at tale om det helt principielle værdiskred, som EU-domstolens tiltagende magt over danskerne fører med sig.

Juristerne i ministerierne er allerede i gang med at finde lappeløsninger og smuthuller, så minister og regering kan berolige danskerne: ’Det går nok alt sammen, og EU er til gavn for os alle’.

Jeg er slet ikke enig. Hvis danskerne ikke insisterer på at bestemme i Danmark, så forsvinder vi som folk.

Det vil jeg ikke acceptere. Aldrig.

Annonce
Pernille Vermund
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce