Annonce
Debat

Vi skal ud af bedøvelsen

Vi har fået ny regering. Det ser faktisk ud til, at det kommer til at rykke, når vi taler politiske indgreb til fordel for klimaet. Selvom man ikke i EU kunne blive enige om at gå forrest i målsætningen om reduceringen af drivhusgasser, så var det tæt på denne gang i modsætning til tidligere år, og begge dele er tydelige tegn på, at stemningen omkring klimakrisen er vendt i store dele af Europa. Det er en glædelig milepæl for enhver, der bekymrer sig om bæredygtighed. Men alligevel frygter jeg, at det meste bliver nogenlunde som det plejer, når virkeligheden rammer. Det er ærgerligt at måtte påpege, men så længe vi stadig i det store og hele lader os styre af den dagsorden, der gang på gang har bragt os på kant med et harmonisk forhold til den jord, vi lever af og på, så har vi stadig de største udfordringer foran os. At rejse sig fra den glidebane, vi gennem vores livsstil har placeret os på, og som på én gang sender det enkelte menneske ind i bedøvelsen og naturen ud i den ene krise efter den anden, kræver betydeligt mere end politiske mål for co2-udledning. Det kræver ganske enkelt, at vi tør at drømme om noget, der er langt mere meningsfyldt end blot fortsat økonomisk vækst.

Problematikken handler ikke alene om global opvarmning, hvis konsekvenser ellers er skræmmende nok i sig selv. Den er blot et af mange symptomer på et sygt paradigme. Det handler tillige om den meget lange række af følgevirkninger, der underminerer vores mulighed for en meningsfuld og bæredygtig tilværelse. De følgevirkninger af vores evindelige jagt på det smerteløse, fejlfrie liv, som nogen har besluttet, bør være selve målsætningen for vores livsbane, og som i sit kølvand efterlader en hærget klode med udpræget ulighed og horder af mennesker, hvis værdi i både egne og andres øjne, alene gøres op i deres evne til at producere og forbruge.

I den fortælling, vi indskriver os selv i, er vores lykke bundet op på opfyldelsen af ethvert tænkeligt behov. Ja, selv alle de behov, vi ikke selv kunne tænke os frem til, men venligt bliver påmindet om i de velkonstruerede reklamespots, der med succes kæmper om resterne af vores overforbrugte opmærksomhed.

Måske er det slet ikke primært opfyldelsen af de stadigt nyopfundne behov, der egentligt driver værket. Måske jager vi for jagtens skyld og ikke så meget for byttet. Måske er det selve jagten på væksten, som udfylder tomrummet efter den meningsfulde tilværelse, der optager os, fordi det er vejen til anerkendelse indenfor det overforbrugsparadigme, vi bekender os til. Men uanset drivmidlet er denne form for stræben uforenelig med et bæredygtigt verdensbillede, der bygger på ideen om balance. Og så længe vi konstant og med fuldt overlæg forskyder balancerne imellem hinanden og imellem os og verden, så bliver de politiske lappeløsninger til stadighed overtrumfet af den egentlige dagsorden for vores daglige fremmøde: Drømmen om den uendelige vækst, der skal fjerne os fra livets genvordigheder.

Jeg tror, at de nye klima-politiske vinde kan være med til at puste til den ild, der med tiden kan fortære et overforbrugsfinansieret verdensbillede. Men i sig selv er de kun begyndelsen på en langt mere radikal ændring i vores livs- og verdenssyn. Vi skal turde drømme om et liv, der ikke måles på succes og fiasko. Vi skal turde vælge et liv langt væk fra den overhalingsbane, der konstant leder os i armene på alt fra stress til ensomhed. Vi skal turde leve et liv, der ikke i al sin ensidige stræben gør os afhængige af det overforbrug, der forveksles med selve livets mening.

Vejen til en værdifuld og bæredygtig tilværelse går igennem erkendelsen af, at det meningsfulde livs essens ikke findes i det bedøvende tomrum, vi pendulerer i imellem væksthysteri, overforbrug og underholdningsnarkomani. Mange af os mangler det klarsyn, der skal til for overhovedet at erkende bedøvelsen, men det er så småt på vej. Hvad værre er: Selvom en narkoman erkender sit misbrug, gør det ikke én stoffri. Og det er enormt svært at frigøre sig fra bedøvelsen. Gang på gang forfalder vi, trods gode intentioner, til kendte løsninger, når trætheden, ugideligheden, gæsterne eller højtiderne indfinder sig.

Vi er vævet ind i et univers af betydninger og ritualer, der gør det enormt svært at bryde med vanen om at købe nyt tøj til festen, bruge energien på at bane vejen for vores børns karriere eller køre til Tyskland og fylde traileren før sommerferien. Vi skal ud af bedøvelsen, og det kræver masser af gensidig opmuntring, nye rammer for sociale aktiviteter og fokus på alle de lækre ting i tilværelsen, der får vækstparadigmet til at ligne en kvalmefrembringende, indtørret lort. Det er alt for tidligt at smide arbejdshandskerne.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Forsiden netop nu
112

Rådyr skyld i færdselsuheld

Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce