Annonce
Debat

Vi sygeliggør hellere børnene end systemet

Hjemmeskole: Hvis dit ni-årige barn kom hjem efter skole med hovedpine dagligt og tomme livløse øje, og blot kunne ligge i sin seng med nedrullede gardiner, hvad ville du så gøre?

Hvis dit andet barn på syv år kom hjem efter skole og slog ud efter dig, ville slå dig ihjel og var ekstremt aggressiv og nærmest var “uden for pædagogisk rækkevidde”, hvad ville du så gøre?

Jeg så, at der var to muligheder:

Man kunne kigge på barnet som den, der havde problemet, og som den, der “skulle fikses”.

Eller: Man kunne kigge på noget i den ydre verden omkring barnet, som var problemet og “skulle fikses”.

Jeg møder og ser familier, hvor de vælger at anskue det med de første briller.

Børn, der får diagnoser og medicin. Børn, der bliver sendt på rektors kontor eller til børnepsykolog. Børn, der bliver gjort forkerte eller sygeliggjort.

Jeg har valgt de andre briller. Helt bevidst. Og som helt sikkert kan vække undring eller uforståenhed. Fordi flertallet jo vælger nummer et. Uden at stille spørgsmål til det andet.

Men i mine øjne er det aldrig barnets skyld.

Børn reagerer langt ofte med helt sunde reaktioner og symptomer på noget, der er usundt for dem.

Det er sjældent barnet, der skal laves om, men det omkring dem.

Og jeg behøver vel ikke sige, at ved at tage mine børn væk fra deres “ydre verden” i skolen, har jeg fået to helt nye børn. I bedre trivsel. Fysisk, psykisk og mentalt.

Og i og me,d at vi så har skabt denne forandring for vores familieliv og hverdag, følger nedenstående spørgsmål ofte med. Enten sagt via ord eller usagt og helt lydløst, men med en forundring og et kropssprog som signalerer;

“Hvorfor har du valgt at hjemmeskole, Pernille?”

“Ja, hvorfor har du valgt folkeskolen?” har jeg så lyst til at svare igen.

Da mine børn gik i folkeskolen, havde jeg ikke bevidst valgt skolen til. Ment på den måde, at “børn skal jo i skole - og sådan er det jo..."

Jeg fulgte flertallet. Flokken. Normen. Med tillid. Uden at stille yderligere spørgsmålstegn ved mit valg.

Stemte skolens værdier - eller mangel på samme - overens med mine? Blev mine børn kommunikeret med og til på samme måde, som jeg værdsætter?

Blev mine børn respekteret for egne behov og grænser? Var det rolige, afbalancerede voksne, der var omkring mine børn?

Hvordan foregik undervisningen egentlig? Hvad var indholdet og “metoderne..?"

Jeg Anede Det Ikke!

Og da jeg fandt ud af det, brød jeg mig bestemt ikke om det. For det var i virkeligheden kontrasten til alt, hvad jeg kæmpede for. I vores familie. I min virksomhed. Mit menneskesyn. Mine værdier.

Alt strittede imod. Og modarbejdede alt, jeg prøvede at lære og vise mine børn. At de har en stemme.

Deres egen.

Så at ens børn skal være et sted i så mange timer, hvor man (læs: Jeg) faktisk var imod måden, timerne foregik på, var at modarbejde mig selv og det, vores familie stod for. Og stadig gør. At børns stemme er lige så meget værd, som de voksnes. Og at ens fysiske krop ofte fortæller en, når man mistrives, og at man selv skal lære at handle. Ikke som flertallet dikterer. Men som man selv har brug for.

I starten tog jeg mine børn ud af skolen som et fravalg af folkeskolen. Uden at vide, hvad der så skulle ske. Men nu, tre måneder efter, har jeg mine børn hjemme som et tilvalg. Fordi det giver os en enorm stor frihed og fleksibilitet. Ikke kun i vores hverdag. Men som mennesker. Hele mennesker.

Jeg ser ikke det ene bedre end det andet. Der findes ikke kun en sandhed. Ikke kun en vej. Vi skal bare alle have lov til at følge ens egen.

Og vigtigst af alt; mine børn isolerer sig ikke længere under dynen eller på værelset eller smækker med døre. De er langt mere sociale og ude i samfundet og i det virkelige liv, end de var før, da de sad bag de firkantede vægge.

De lever nu.

En særlig tak til Grundloven, som sikrer os vores ret til selv at vælge. Trivsel kommer før læring.

Annonce
Pernille Neess Blix
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce