Annonce
Sydjylland

Vi synes ikke det er i orden: Men næsten 40 procent af sydjyske bilister tjekker mobilen under kørsel

Selv om de fleste synes, det er forkasteligt at bruge telefonen, mens man kører bil, er det alligevel omkring 40 procent af bilisterne, der ikke kan lade telefonen være under kørsel. Foto: Anders Kristensen

trafikusikkerhed

Sydjylland: Knap fire ud af 10 beboere i Region Syddanmark tjekker mobilen, mens de kører. Det er til trods for, at 85 procent mener, at det under ingen omstændigheder er i orden at tjekke mobilen, mens man kører.

Det viser en undersøgelse fra Codan. Her svarer 38 procent, at de tjekker deres mobil, mens de kører. Og ikke nok med at det er farligt at fjerne opmærksomheden fra trafikken for at kigge på skærmen. Efter at en ny lov trådte i kraft 10. september, kan de mange syddanske mobilbrugere også risikere at få et klip i kørekortet.

Annonce

Hårdere straf

Man regner med, at cirka hver tredje trafikulykke skyldes uopmærksomhed. Det er baggrunden for, at politikerne på Christiansborg har skærpet straffen for at køre og bruge mobile samtidigt. Det koster nu en bøde på 1500 kroner, en udbetaling på 500 kroner til Offerfonden og et klip i kørekortet, hvis man for eksempel bruger mobiltelefon, tablet eller GPS håndholdt under bilkørsel.

Ifølge Mette Heering Pontoppidan, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Codan, viser undersøgelsen, at det er nødvendigt fortsat at sætte fokus på, hvor farligt det kan være at bruge sin mobil, mens man kører: - De fleste af os ved godt, at vi ikke skal tjekke mobilen, når vi kører bil, og vi synes ikke, at det er i orden, at andre gør det. Men der er mange, som gør det alligevel en gang imellem. Forhåbentlig vil den nye lovgivning påvirke danskernes adfærd i den rigtige retning, men det er også vigtigt, at vi bliver ved med at tale med hinanden om vores ansvar i trafikken, og hvor galt det kan gå, hvis vi er uopmærksomme, udtaler Mette Heering Pontoppidan i en pressemeddelelse.

Stemmestyret

Det er dog stadig tilladt at bruge telefonen til at finde vej. Dog kun så længe den er placeret i en fastmonteret holder eller kan styres via en stemmekommando.

- Det bedste er enten at lægge mobilen helt væk eller placere den i en fastmonteret holder. Og har man sat den i en holder, er det en god idé at aktivere den "forstyr ikke under kørsel"-funktion, mange telefoner har. Så bliver man ikke distraheret, hvis der kommer et opkald eller en SMS, foreslår Mette Heering Pontoppidan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce