Annonce
Biler

Vi tester: Den høje koreaner fra Hyundai vil så gerne være lidt mere spændende

Den 48 volts hybridmotor giver et bedre afsæt for den 136 hk dieselmotor, men kører Tucson N-line kører mere som en solid familiebil. Foto: Jens Overgaard
Vi kører den høje SUV Hyundai Tucson med opgraderet mere effektiv dieselmotor på 136 hk og sportsligt N-Line-udstyr.

Det er godt at have forbilleder. Det ved marketingfolkene hos bilproducenterne, der lancerer heftigt motoriserede varianter af kendte modeller og så søsætter varianter med mainstream-motorer og næsten samme styling. Det gælder også hos Hyundai, som forrige år introducerede den voldsomme i30N hatchback med 275 hk, og som er fulgt af flere N-Line modeller, hvor vi tester den høje Tucson, der er i klasse med Nissan Qashqai, men mere rummelig.

Tucson får nu også Hyundai-koncernens 48-volts milde hybrid-system, som spiller sammen med en dieselmotor på 136 hk og blandt andet betyder, at motoren kan slå fra ved 30 kilometer i timen til stop og spare lidt på dråberne. Det er en bil, som løber op i 400.000 kroner og med ekstraudstyr lander på 425.000 kroner. Med den almindelige 136-hk dieselmotor, automatgear og såkaldt Value Edition-udstyr starter modellen fra 305.000 kroner.

Annonce

TUCSON 1.6 CRDI DCT MILD HYBRID N LINE 136 HK

Pris: 424.985 kroner.

Denne model fra: 399.995 kroner.

Brændstoføkonomi: 17,9 km/l (WLTP).

CO2 pr. km: 146 gram (WLTP).

Ejerafgift, halvårlig: 3240 kroner.

Motor: Firecylindret motor på 1,6 liter.

Ydelse: 136 hk.

Moment: 320 Nm.

Topfart: 180 km/t.

0-100 km/t.: 11,2 sekunder.

L/B/H: 4,48/1,85/1,66 cm.

Anhængervægt m./u. bremser: 750 kg/1400-1600 kg.

Mindre fersk

Den rummelige Tucson med rødder tilbage til 2015 er letkørt og praktisk i det daglige. Her er godt med luft og plads i kabinen, hvor det mærkes, at den er 14 centimeter længere end Qashqai og har to centimeter mere mellem akslerne. Her er mange aflæggerum og praktisk dobbeltbund i bagagerummet på 503 liter, som er pænt og cirka 70 liter større end den japanske konkurrent.

På afstand kan Tucson stadig imponere med sin Audi-store front. Det indtryk løftes med N-Line-udstyret, som omfatter matsort trim, full LED-forlygter, 19-tommer alufælge og dobbelt udstødning Det er detaljer, som løfter Tucson fra Hyundais noget leverpostejagtige look til en mere fræk attitude. Det gælder også indendørs, hvor det noget ferske instrumentbord og ditto kabine er peppet op med nyt sort interiør med røde kontrastsyninger og aluminiumsdetaljer, læder og ikke mindst velstøttende og brede sportssæder.

Glidende fremfærd

Storskærmen på otte tommer er med tydelig grafik og hurtig. En fin detalje er en ekstra flap på solskærmen, som kan vippes til at tage sol fra siden.

På vejen har du en glidende fremfærd, hvor det syvtrins automatgear spiller godt sammen med den 1,6-liters motor, og den lille elmotor giver en lettere acceleration fra start. På vejen er den store bil dog ikke så sportslig, som den ser ud. Her er mere tale om en bamset fremfærd med vægt på det stabile. De, der vil mere, kan opgradere med en 2,0-liters version med 48-volts mild hybrid på 184 hk.

Hvis kørselsbehovet er lille, kan det være fristende at gå om bord i benzinudgaven med 132 hk, hvor grundprisen er 255.000 kroner. Men forbruget på 12,5-12,7 km/l er ikke imponerende.

Den velfriserede Hyundai Tucson kommer til at se mere rå ud med N-line-pakken, der bl.a. omfatter matsort styling og kølergrill samt full LED-forlygter. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Udstyret er pænt fra grundniveauet Life. Men det er uden automatisk nødbremse. Her skal du ofre 45.000 kroner for at komme op i Premium, der til gengæld er righoldigt udstyret.

Det gælder også for N-line, der blandt andet har digital instrumentering, nøglefri start og sæder med elektrisk lændestøtte. Men adaptiv fartpilot skal tilkøbes som del af en pakke til 10.000 kroner. Firehjulstræk koster 25.000 kroner ekstra.

Hyundai Tucson er solid og rummeligt SUV, som er et overset alternativ til Qashqai og co. Brændstoføkonomien for benzinversionerne er ikke overvældende, så det undrer, at der ikke er 48-volts-hybrider her. Denne teknologi hjælper til at give en mere glidende kørsel.

Vi har sværere ved at se fordelene på det daglige forbrug i dieselversionen. Det mest fornuftige køb er den 136-hk diesel med Value Edition plus Pack til 299.000 kroner plus automatgear til en snes tusinde kroner.

Indendørs er det ellers noget ferske interiør peppet op med sort styling med rød kontrast. Storskærmen på otte tommer er med til at give liv. Foto: Jens Overgaard
De store 19 tommer N-Line alufælge er med til at fremhæve det lidt rå look til familiebilen. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

112

Dige repareret ved Møllehus i nat: - Vi er fortsat i forhøjet beredskab

Annonce