Annonce
Biler

Vi tester: Overset storfamiliebil med indre kvaliteter

Designet på den rummelige Nissan X-Trail lægger sig op ad Qashqai, den er dog 30 cm længere. Foto: Jens Overgaard
Den rummelige X-Trail med plads til syv har stået i skyggen af Nissan Qashqai, men den fortjener en mere fremtrædende plads. Kombinationen af ny benzinmotor på 160 hk og automatgear klæder den dog ikke.

Du kender det fra supermarkedet: Nogle gange kan du få en portion størrelse XL for en beskeden merpris.

Det sker nogle gange også i bilernes verden.

Det er tilfældet hos Nissan. Her er der "kun" 50.000 kroner fra en Qashqai med mellemudstyret Acenta, 1,3-liters benzinmotor på 160 hk og DCT-automatgear og op til den tilsvarende X-Trail med sæder til syv. Selv om et halvt hundrede tusinde også er penge, er prisen på godt 350.000 kroner her rimelig.

Som udgangspunkt er X-Trail bestykket med fem sæder, mens det koster omkring en snes tusinde kroner at opgradere til en pakke med tredje sæderække og panoramasoltag og er med i prisen ovenfor.

Det er dog ikke alle varianter, som kan sammenlignes direkte, da X-Trail ikke findes i de billigste varianter.

Ugens testbil, en X-Trail med samme motor og gearkasse samt topudstyret Tekna, ryger op i 398.000 kroner - og så er prisforskellen 70.000 kroner.

Annonce

NISSAN X-TRAIL 160 HK DCT TEKNA - SYV SÆDER

Pris: 417.885 kr. - alt efter udstyr

Brændstoføkonomi: 13,2 km/l (WLTP)

Ejerafgift, halvårlig: 1.510 kr.

CO2 per km: 172 g

Motor: Firecylindret motor på 1,3 liter

Ydelse: 160 hk

Moment: 270 Nm/1.800-4.250 omdr.

Topfart: 200 km/t.

0-100 km/t.: 11,5 sek.

L/B/H: 469/182/171 cm

Anhængervægt u/m bremse: 750 kg/1.500 kg.

Mere plads

Det er dog alligevel tankevækkende, for mens Qashqai i fjor blev Danmarks mest solgte bil, har X-Trail stået mere i skyggen. Det er synd, for der er masser af praktikalitet i den store SUV, som er 30 centimeter længere end Qashqai og har seks centimeter mere mellem akslerne. Bagagerummet er med sine 565 liter pænt.

Overtegnede har altid syntes, at Qashqai var noget snæver inden døre, hvor modellen ikke kan måle sig med en stationcar i mellemklassen, der typisk kan sluge en cykel. Derfor kan X-Trail være et fint bud til de mange børnefamilier, der måske har endda tre poder eller små fodboldspillere, spejdere og andet friluftsfolk med om bord.

Jeg skriver med vilje "små", for tredje sæderække er nemlig mest for børn eller voksne, der skal transporteres ganske kort. Komforten hjælpes lidt af en anden sæderække, der kan forskydes i længden, og en tredje sæderække, hvor ryglænet kan tiltes i vinklen, og nakkestøtterne justeres i højden. Adgangen til den tredje række er dog bøvlet.

Letkørt og stor bil

På afstand ligner X-Trail en forstørret Qashqai, og det er den også et stykke hen ad vejen.

Qashqai har aldrig været en sportsvogn, men er lagt an på højbenet familiekørsel, og den oplevelse er endnu mere udpræget i X-Trail, der på grund af størrelsen dufter mere af klassisk firehjulstrækker.

Den fylder godt i terrænet, hvilket du skal tænke på i parkeringsbåsen. Til gengæld er den letkørt med et nemt styretøj og en solid vejbeliggenhed.

Benzinmotoren på 160 hk og et moment på 270 Nm er ny i modellen. Den burde på papiret have kræfter nok til at flytte bilen på 1600-1700 kg gelinde. Men motoren virker ikke helt harmonisk sammen med den automatiske gearkasse med dobbeltkobling.

Benzinmotoren på 1,3 liter arbejder noget anstrengt, og vi blev aldrig helt dus med konstellationen.

Alternativet er kun en væsentlig dyrere dieselmotor på 150 hk med Xtronic-milliongear. Prøv i givet fald begge varianter grundigt af.

Inden døre kan vi skue et instrumentbord i samme snit som Qashqais. Det vil sige funktionelt og i en slidstærk kvalitet, som mere opleves praktisk end lækker. Her er den centrale skærm også noget grynet og langsom.

Modellen, der blev lanceret i 2013, har Nissans omfattende "Safety Shield"-pakke med blandt andet automatisk nødbremse for bløde trafikanter, skiltegenkendelse og vognbaneassistent samt en række yderligere systemer som sensorer for bevægelse ved siderne og kameraer hele vejen rundt. Det trækker op i et marked, hvor konkurrenterne er mere moderne biler.

I samme klasse byderfor eksempel Seat Tarraco og Skoda Kodiaq sig til med priser, der med syv sæder starter fra henholdsvis 398.000 og 416.000 kroner, og hvor X-Trail, der løbende byder på kampagnepriser, har en prisfordel.

Nissan X-Trail er det rummelige og noget oversete alternativ i SUV-mellemklassen med plads til syv. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Nissan X-Trail er det lidt oversete alternativ for den store familie, der behøver plads. Det er ikke den mest moderne bil i klassen, men den giver stor anvendelighed for pengene.

Instrumenteringen i X-Trail minder også om Qashqai. Den er noget rustik, men funktionel og slidstærk. Skærmen er noget grynet. Foto: Jens Overgaard
Som i de fleste syvpersoners biler i denne klasse er den tredje sæderække mest til mindre børn. Adgangen hertil er noget bøvlet. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lisbeths corona-syge mand ligger bevidstløs i respirator: Pas på jer selv - og ikke mindst pas på andre

Leder

Kamp mod corona berettiger meget, men: Der er også en grænse

Regeringer verden over krænker fundamentale frihedsrettigheder for at bekæmpe corona. Værst i lande med udemokratiske regimer, men også Danmark kan være med. Det er en farlig udvikling. Krisen er så enorm, at vi selv i åbne demokratier må acceptere, at nogle af vores frihedsrettigheder sættes på pause. Det kan være retten til at måtte forsamle sig og bevæge sig frit. Det afgørende er ikke at gå for langt. Det har mange gjort. I Kina var og er det ikke sundt at kritisere diktaturets indsats mod corona. I Cambodia er 17 anholdt for at sprede "falske nyheder". I Tyrkiet er 19 anholdt for blandt andet at skrive, at corona var mere udbredt, end myndighederne sagde. I Ungarn er premierminister Viktor Orbán nu reelt diktator, efter at parlamentet har bemyndiget ham til på ubestemt tid at kunne regere per dekret, altså uden politisk flertal. Samtidig vedtog parlamentet en lov, som giver op til fem års fængsel for at offentliggøre "falske informationer". Så vidt er vi ikke i Danmark, men Mette Frederiksens regering er to gange blevet stoppet i forsøget på at gå for langt. I sit udkast til den første hastelov foreslog regeringen at bemyndige sundhedsministeren til at lade myndigheder trænge ind i private hjem uden dommerkendelse, hvis der var mistanke om smitte. I udspillet til den anden hastelov, som blev vedtaget sent tirsdag aften, ville regeringen give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til borgernes dankorttransaktioner for at spore potentielt coronasmittede – også uden dommerkendelse. Også dét blev heldigvis stoppet. I begge tilfælde demonstrerede Socialdemokratiet, hvad det har gjort siden sin valgsejr: Man er tilhænger af en meget stærk stat, som gerne må gribe dybt ind i borgernes private liv, hvis det tjener, hvad partiet opfatter som fællesskabets bedste. Men det sætter Grundloven faktisk grænser for, og det er godt, at nogle partier i Folketinget stadig har den som ledestjerne. Coronakrisen berettiger mange indgreb, men der er også en grænse.

Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Danmark

Lyt med: Har EU spillet fallit under corona-krisen? Nej, EU ender som sejrherre, siger ekspert

Annonce