Annonce
Debat

Vi vil ikke have mere centralisering

Michael Arbirk

Finanslov: Det Venstre, Liberal Alliance og DF arbejder på er at kunne bestemme alting selv. Med andre ord: De tager penge fra museer, uddannelser, sygehuse og fra kommunerne.

Men nu - hovsa - er der penge tilalt muligt. Til 'sundhed, ældre og børn', siger Venstres finansminister. Ja, endog til kultur og uddannelser. Men nu skal disse penge administreres af ministrene. Så de skal sidde i København og uddele midlerne til dem, der skal have en bevilling.

Det er en total undergravning af den måde, Danmark normalt bliver regeret på. Det normale er, at dem, der har ansvaret, også har pengene. Men det laver Venstre, Liberal Alliance og Konservative med aktiv støtte af DF om på. Nu vil de sidde i København og bestemme.

I Nordfyns Kommune synes vores Venstreborgmester og hans udenbys bureaukrater at understøtte denne udvikling. De har det åbenbart helt fint med at være højtbetalte forvaltere af regeringens beslutninger. Man er vel partisoldat.

Vi som borgere er nødt til at protestere. Vi er nødt til at sige, at vi vil have administrationen af midler tilbage til dem, der har det direkte ansvar. Vi vil have decentralisering! Kommuner skal have penge nok. Uddannelser skal have penge nok. Kulturinstitutioner skal have penge nok.

Og vi må kræve af oppositionen, med Socialdemokratiet i spidsen, at de sætter hælene i overfor de skjulte dagsordener. Folketinget skal bestemme rammerne og opgaverne. Men alt andet skal de holde fingrene fra

Centralisering er populisme af værste skuffe. Vi har allerede set, hvordan en følsom Løkke fortæller, hvordan han nu giver støtte til de stakkels børn. Krokodilletårer!.

Vi har en regering, der med 'spar-og-giv'-politik splitter Danmark i atomer. Så alle vil sidde og skrive ansøgninger til den kære tårevædede statsminister: Hjælp mig! Hjælp os!

Og han vil sidde med sine ministre og uddele milde gaver.

Det er den gale vej. Vi skal tilbage til det lokale. Vores børn skal kunne cykle de 500 meter til skole. Vi skal kende hjemmehjælperen. Vi skal kende folk på biblioteket. Ja, selv dem i Borgerservice skal vi kende.

Ja, vi vil have decentralisering! Giv institutionerne fri. Lad os det danske folk være en del af Danmark.

Vores politikere skal lede - det vil sige vise vejen - male striberne, andre skal følge. Vore ledere skal glemme valg og deres person. De skal tro på sagen. Det Danmark, vi kender, er skabt af os - af folket! Gennem tusinder af andelsforetagender i landbrug, el , telefon, brugs, vand, sport og idræt har vi bygget dette land. Tusinder af danske har siddet aften efter aften til møder i alle disse organisationer. Vi gik på højskole og lærte om dansk kultur, tradition og dannelse.

Alt det gjorde vi, fordi der var mulighed for det. Fordi visionære ledere gav os muligheden. Dem, der kalder sig ledere nu, er mere bange for at miste magten end for at nedbryde det danskeste af det danske - den lokale involvering - de lokale beslutninger.

Vi må protestere. Beslutningerne skal tilbage til os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Terror skal bekæmpes uden tøven

Takket være en dygtig indsats fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og syv af landets politikredse kan Danmark meget vel være sluppet for ét eller flere terrorangreb. Ved en koordineret aktion onsdag blev flere end 20 adresser over hele landet ransaget og omkring 20 personer anholdt. Ifølge det oplyste fik politiet fat i alle de personer, der var mistænkt, og der menes derfor i denne sag ikke at være flere potentielle terrorister på fri fod. De anholdte vil blive fremstillet ved grundlovsforhør, flere af dem sigtet efter straffelovens såkaldte terrorparagraf. Det er sparsomt med oplysninger i sagen, men ifølge politiet har flere af de anholdte haft "militant, islamistisk motiv" til den planlagte terrorhandling, som vi indtil videre ikke ved noget om. Sagen vidner om den dødsens alvorlige situation, vi som land befinder os i. Der findes iblandt os mennesker, der drevet af islamisk fundamentalisme vil os det ondt, som ingen midler skyer og hvis mål er at skabe skræk og rædsel ved så dødelig terror som muligt. Det er hinsides vores fatteevne, hvorfor de er i besiddelse af så indædt had til de frie samfund, hvis beskyttelse de nyder godt af hver dag, men det er de. Det er ubegribeligt, hvorfor de overhovedet lever i vores vestlige demokratier, men det gør de. Desværre. Det må vi indrette os efter og droppe enhver naiv forestilling om andet, end at vi har været under angreb, at vi er under angreb og at vi kommer under angreb. Mindst én gang tidligere har dansk politi afværget et større terrorangreb, da fire mand i 2010 blev anholdt for at planlægge et attentat mod JP/Politikens Hus i København. I 2015 blev der gennemført to terrorangreb i København på Krudttønden og mod en jødisk synagoge. Her blev to mennesker dræbt. Vi har allerede tilladt mere overvågning og registrering i samfundet, men vi bryder os ikke om at ofre vores frihed på terrorens alter. Lige i dag må vi glæde os over, at der med dygtigt politiarbejde formentlig blev afværget et grusomt terrorangreb.

Annonce