Annonce
Sønderborg

Vi vil skabe Danmarks bedste regionale lufthavn

Sønderborg Lufthavn havde i 2017 63.000 passagerer og når formentlig i nærheden af 100.000 i 2018, mens der i rekordåret 1997 var 125.000 passagerer igennem lufthavnen. Målet er 300.000 i 2026. Mange skal komme fra mere charterflyvning. Foto: Timo Battefeld

I slipstrømmen på ekspertkritik af lidt for ambitiøse vækstplaner for Sønderborg Lufthavn, svarer ekspertgruppen bag strategiplanen igen og siger, man har en meget forsigtig og realistisk tilgang til målet om at have tredoblet passagertallet i 2026.

Sønderborg: - Vi har haft en både meget grundig og konservativ tilgang til arbejdet med strategien for lufthavnen og fået hjælp af eksperter på området. Jo, det er er en ambitiøs, men også realistisk plan, lyder det fra Jesper Schack - medlem af det såkaldte Advisory board, som har udarbejdet strategiplanen for Sønderborg Lufthavn. En plan der opererer med investering fra privat side på 100 mio. kroner og en tredobling af passagermængden til 300.000 frem mod 2026.

Da JydskeVestkysten for et par uger siden beskrev første konkrete skridt i planen med opførelse af en helt ny terminalbygning fra næste år, var erhvervsanalytiker ved Sydbank, Jacob Pedersen, ude at vurdere det som lige lovligt ambitiøst. ikke mindst forventningerne til langt flere passagerer.

- Man kan godt blive lidt forpustet, og jeg tænker, det bliver meget svært. 300.000 passagerer om året svarer til, hvad Aarhus Lufthavn havde sidste år. Jeg har svært ved at se et tilsvarende opland omkring Sønderborg, siger Jacob Pedersen og påpeger, at det vil kræve et meget stort benarbejde om samarbejde med flyselskaber.

Han understreger dog at med hensyn til den private finansiering, så har Sønderborgområdets erhvervsliv til gengæld en stærk tradition for at bakke op.

Annonce

Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn er drevet af kommunen og blev anlagt på Kær i 1968. Landingsbanen var da på 1200 meter og blev forlænget til 1500 meter i 1975 og igen til knap 1800 meter i 2000. Samme år gennemgik terminalbygningen en større renovering.I 2003 opføres det nye 17 meter høje kontroltårn. De følgende par år udvides forpladsen med ca. 4000 kvadratmeter asfalteret flyparkering og en 700 kvadratmeter bygning, hvori der er kombinerede kursus-, kontor- og overnatningsfaciliteter. Air Alsie udvider og opfører endnu en hangar på ca. 1300 kvadratmeter.

I 2019 er der planlagt spadestik til en helt ny og moderniseret terminalbygning som led i en flerårig strategiplan for lufthavnen med en samlet investering på over 300 millioner kroner. Kommunen har afsat 75 mio. kroner over tre år. Yderligere 100 mio. kroner skal findes hos private investorer. Interesserede har meldt sig, forlyder det fra Advisory boardet bag strategiplanen.

Strategiplanen bygger på arbejdet i et Advisory board bestående af Jørgen Mads Clausen (bestyrelsesformand i Danfoss), Simon Faber (tidligere overborgmester i Flensborg), Peter Riggelsen (direktør i Rimeco) og Jesper Schack (grundlægger af det tidligere TeleBilling og nu selvstændig virksomhedsrådgiver).

Sønderborg Lufthavn havde i 2017 63.000 passagerer og når formentlig i nærheden af 100.000 i 2018, mens der i rekordåret 1997 var 125.000 passagerer igennem lufthavnen. Målet er 300.000 i 2026.

Jesper Schack i ankomsthallen i lufthavnen, hvor man midlertidigt har indrettet så det følger kravene fra politi og toldmyndigheder. Fra 2019 begynder byggeriet af en hel ny passagerterminal. Foto: Henrik Rath

En konservativ tilgang

- Vi har stillet os selv opgaven: Hvad skal der til for at underbygge områdets vækst. Nøgleordene i strategiarbejdet har været økonomisk ansvarlighed og en modulær tankegang, hvor udførelsen af strategien skal ske i mindre faser. Samtidig har vi set meget konservativt på alle data, forklarer Jesper Schack og sammenligner det lidt med udviklingen af Sønderborg havn.

Revisions- og rådgivningsfirmaet EY, som også har en afdeling inden for infrastruktur, har styret processen, mens rådgivere fra blandt andre COWI og Incentive har bidraget med deres ekspertise inden for luftfart. Strategiarbejdet arbejder med et såkaldt "catchments areas" - som er området hvor potentielle passagerer kan komme fra. Det er på knap 950.000 mennesker, hvor 40 procent kommer syd for grænsen.

- Og her har vi indskrænket området til lidt syd for Flensborg og op til det sydlige Haderslev. I hele processen har det regionale erhvervsliv desuden været involveret i arbejdet, hvor vi har forhørt hos omkring rejsemønstre og behov for flyruter, tilføjer Jesper Schack.

Bygge på chartertrafik

Men selv om lufthavnen i dag er domineret af indenrigsruten til og fra København med mange forretningsrejsende, så skal væksten bygges på chartertrafik.

- Den er lufthavnen allerede godt i gang med at etablere. Men der kommer ikke mere, hvis vi ikke investerer i moderne forhold. Rejsende efterspørger gode lufthavnsfaciliteter. Når rammerne er i orden, tror vi på, at succes avler succes. Luftfarttrafikken er i vækst, og hvis vi ikke gør noget, får vi ikke en bid af den kage. Det gælder både forretningsrejsende og ferierejsende, siger Jesper Schack.

Lufthavnens ledelse er i gang med at udbygge samarbejdet med flyselskaber, rejseoperatører og ikke mindst andre lufthavne.

- Vi tror fuldt og fast på dette. Det kræver hårdt arbejde og is i maven, men målet er at skabe Danmarks bedste regionale lufthavn.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce