Annonce
Navne

"Vikaren fra helvede" kom ind i SF-varmen

SF's politiske ordfører Karsten Hønge fylder 60 år den 25. september. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Karsten Hønge var med til at trække SF ud af S-R-SF-regeringen. Nu er han politisk ordfører og opstiller til EU-parlamentet med partifællen Margrete Auken.

SF's Karsten Hønge fik i 2014 øgenavnet "Vikaren fra helvede", da han kom i Folketinget for sin sygemeldte partifælle Anne Baastrup.

Han holdt sig ikke pænt i baggrunden, men kritiserede kraftigt regeringens salg af aktier i Dong til Goldman Sachs. Dermed var han ansvarlig for at trække SF ud af regeringen sammen med partifællerne Trine Pertou Mach og Özlem Cekic.

Mens Özlem Cekic har forladt folkesocialisterne, er Karsten Hønge, som den 25. september fylder 60 år, steget i graderne. Nu er han partiets politiske ordfører. Desuden opstiller han næste år til EU-Parlamentet sammen med partiets EU-parlamentariker Margrete Auken.

Karsten Hønge er en af SF's få arbejdere i Folketinget. Indtil 2007 var han fynsk lokalformand for fagforbundet Træ Industri Byg, som nu hører under 3F. Han har siddet i Odense Byråd, Fyns Amtsråd og Region Syddanmark. Hønge har været tillidsmand på flere byggerier blandt andet Vestbroen over Storebælt, og han har arbejdet som tømrer i Norge, Færøerne og Grønland.

- Jeg er udlært tømrersvend, og det har givet mig indsigt fra skurvognen og udsyn fra stilladset, skriver Karsten Hønge på sin hjemmeside.

Annonce

Kritik af religiøs fanatisme

Modsat andre på venstrefløjen kritiserede han tidligt religiøs fanatisme hos muslimer. Han har talt imod kulturrelativisme og fundamentalistiske grupper. I 2006 skrev Karsten Hønge "En Bandbulle mod fundamentalisme. Et forsvar for frisind". Han gik Enhedslisten stærkt på klingen, da de opstillede Asmaa Abdol-Hamid, som ikke ville give hånd til mænd, til Folketinget.

Karsten Hønge blev i 2013 uddannet fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har kæreste og tre børn og elsker rockmusik.

- Især er jeg helt tosset med Bruce Springsteen, betror han hjemmesiden. /Ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Esbjerg

Vinderprojekt for Museumspladsen møder modstand fra borgerlige byrådspartier

Annonce