Annonce
Kultur

Vil du opfylde et barns juleønske?: Gør en god gerning i Julehjertebyen

Der hænger mange røde hjerter med juleønsker, som mangler at blive opfyldt, på juletræet i Sydbank i Julehjertebyen. Privatfoto
I Julehjertebyen kan man igen i år opfylde et barns juleønske. Det kan enten ske med en genbrugsgave eller med en nyindkøbt gave. Børnene får gaverne den 21. december.

Aabenraa: Julen er hjerternes og næstekærlighedens fest, og der hører i de fleste børns liv gaver til i juletiden. Der er dog nogle børn, som af forskellige årsager ikke får julegaver, og dem vil projektet Hjertegaver gerne hjælpe igen i år.

Sidste år fik 66 børn et juleønske opfyldt i Julehjertebyen - opfyldt af andre, som enten havde været hjemme i gemmerne og finde lige den gave, barnet ønskede sig eller havde været ude og købe en ny gave.

- Folk vil rigtig gerne give, og vi måtte ud og efterlyse flere ønsker, fordi der stod folk og gerne ville give en gave. Jeg er meget overrasket over, at så mange vil være med til at gøre andre glade. I den verden, vi lever i i dag, er der megen mistillid, men det her er et vigtigt minde om, at vi egentlig er gode mennesker, som bare vil hinanden det godt, sagde initiativtager til Hjertegaver, Helle Munk-Hansen, sidste år ved uddelingen.

I år har rigtig mange børn igen skrevet deres ønske på et hjerte og hængt det på juletræet i kopien af Sydbank i Julehjertebyen. Her en lille uge før uddelingen finder sted den 21. december, mangler der stadig at blive opfyldt en del ønsker, og derfor håber folkene bag Hjertegaver, at der her i den sidste uge før jul vil komme nogle glade givere forbi og opfylde et juleønske.
Hvis ikke ønskerne bliver opfyldt, sørger de frivillige for at finde de rigtige gaver, så alle børn får den gave, de har ønsket sig.
Det er syvende år i træk, at Hjertegaver opfylder børns juleønsker i Julehjertebyen.

Hjertegaver

Hjertegaver er tænkt som et genbrugsgaveprojekt, hvor børn, som af forskellige årsager ikke får julegaver, kan få et juleønske opfyldt.
Men der er mange, som vælger at købe nye ting til børnene. Blandt andet en mor med ét barn, som gerne vil lære sit barn at give til andre. De er kommet trofast hvert år og har købt en gave til et andet barn.
Den historie er der mange, som er blevet inspireret af, og derfor var der sidste år også mange nye ting blandt gaverne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Bander har kun fortjent foragt

Det er en politisk dom, der fredag faldt ved byretten i København, mener Loyal to Familia. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Men det kan egentlig ikke undre, at bandemedlemmerne med deres systematiske lovovertrædelser ikke har respekt for, at vi lever i en retsstat. Her er det heldigvis sådan, at det er uafhængige domstole, der frikender eller dømmer de tiltalte. Fredag var dommen, at et midlertidigt politiforbud mod Loyal to Familia blev gjort permanent, og at banden blev opløst som forening. Og som det er i en retsstat, kan dommen ankes, hvilket Loyal to Familia har gjort. Så sagen fortsætter i Landsretten 1. september, og det er sandsynligt, at den tabende part i den sag vil forsøge at få en endelig afgørelse i Højesteret. Men uanset det videre forløb er det en meget opsigtsvækkende dom, da det er første gang, at en domstol opløser en forening. At danne en forening er en grundlæggende frihedsrettighed i Grundloven. Men Grundloven siger også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål med vold, kan opløses ved dom. Det er heldigvis meget svært at få forbudt og opløst en forening i Danmark. Og når det gælder rockergrupper og bander, er det kompliceret for anklagemyndigheden at bevise, at de er foreninger i Grundlovens forstand. Derfor er det ikke domme som den, der fredag faldt mod Loyal to Familia, som kommer til at løse problemet med den den organiserede kriminalitet. Det kræver en konstant kamp fra myndighedernes side, og at vi som samfund ikke falder for fristelsen til at forherlige bander. De har kun fortjent fordømmelse og foragt. Forhåbentlig vil dommen dog øge trygheden for landets øvrige borgere. Det er der brug for. Kriminelle bander skaber masser af ulykke og utryghed med deres tyranniske adfærd i form af trusler, vold og afpresning. At omfanget af ugerningerne er stort, viser det skræmmende store antal medlemmer af bander og rockergrupper, som lige nu er varetægtsfængslet eller afsoner en dom: 372.

Annonce