Annonce
Sport

Vildfarne cykelstjerner ryster på hovedet efter fadæse

Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
En lang række ryttere blev sendt i den forkerte retning og mistede sejrschancen i Tre Valli Varesine tirsdag.

Flere af cykelsportens største navne har svært ved at begribe, at de blev ledt ad den gale vej med blot 15 kilometer tilbage af det italienske løb Tre Valli Varesine tirsdag eftermiddag.

En stærk gruppe havde opbygget et forspring, men i en rundkørsel opstod der pludselig tvivl om, hvilken vej der førte ind til målstregen i Varese.

Da en forankørende tv-motorcykel kørte ligeud i stedet for at dreje til højre, fulgte rytterne efter, men det var det forkerte valg. Selv om fejlen hurtigt blev opdaget, var sejrschancen forduftet.

- Når arrangørerne vælger at sende dig den forkerte vej, er der ikke meget, du kan gøre ved det, lød det ifølge cyclingnews.com fra en frustreret Dan Martin bagefter.

- Ingen vidste helt, hvilken vej vi skulle, og vi kørte med 65 kilometer i timen, da det skete. Vi var hurtigt klar over, at vi havde kørt forkert, men hvad skal man gøre?

- Du er nødt til at holde farten, så du ikke bliver ramt bagfra, og derefter tager det tid at få vendt om. Vi vidste, at vi havde mistet enhver chance for at vinde, konstaterede ireren.

Det var markante navne, der blev sendt på afveje. Ud over Martin indeholdt udbruddet blandt andre Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Michael Woods og den detroniserede verdensmester Alejandro Valverde.

Primoz Roglic udnyttede bommerten og tog sejren, mens flere af de uheldige udbrydere markerede deres utilfredshed ved at trække sig ud af løbet frem for at trille de sidste kilometer.

/ritzau/

Annonce
Læs hele historien hos cyclingnews.com
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce