HADERSLEV: Den store bestand af grågæs i Damparken giver nu dagligt problemer for ikke bare gæsterne med de nærgående hvæsende og skidende gæs, men også for trafikken på Omkørselsvejen. De står ubekymrede og græsser helt ude i rabatterne. Især gæslingerne vader bare ud i trafikken.
Vildtkonsulent Thomas Iversen KlindtGæssene elsker jo de her tæt slåede græsarealer; det er jo slik for dem. Der er let tilgængeligt foder for dem, og de er ikke generet af mennesker.
Det har forårsaget mindst et færdselsuheld. Og flere døde gæs.
Derfor vil udvalgsformand Benny Bonde (NB) have tilladelse til at skyde bestanden ned. Men det kræver en ansøgning fra kommunen til Naturstyrelsen. Sådan en har man endnu ikke modtaget i Naturstyrelsen Vadehavet, der udsteder den slags for hele området.
Skal være sundhedsfare
Og tilladelsen er heller ikke sådan lige at få. Det kræver dels, at gæssene skal være til fare for folks sundhed. Og at der ikke kan findes andre tilfredsstillende løsninger på problemet.
Det første, er vildtkonsulent Thomas Iversen Klindt ikke sikker på, er et problem.
– Da der er tale om en park, er der tilstrækkelig langt til folks huse, til at der for eksempel kan være støjproblemer, vurderer han.
Så er der problemet med de krydsende gæs på Omkørselsvejen.
– Det må man forsøge at afværge med et hegn, foreslår han.
Så umiddelbart mener han ikke, at kommunen vil få en tilladelse.
– Kommunen skal gøre noget for at undgå, at folk fodrer gæssene. I første omgang skal der sættes ind overfor den adfærd, der gør, at gæssene er der. Så længe folk fodrer gæssene, så giver jeg ikke tilladelse, til at der kan skydes. For det er skruen uden ende: Så kommer der nye gæs til. Så man kan ikke skyde sig ud af problemet. Men det vil selvfølgelig altid bero på en konkret ansøgning, vurderer han.
Gæs invaderede plejehjem
Man kan få tilladelse i helt særlige tilfælde. Det fik man for eksempel i et plejecenter på Als, hvor gæssene simpelthen gik ind i bygningerne til de ældre. Her var årsagen også, at folk fodrede dem.
– Rent juridisk er der ikke noget til hinder for, at man regulerer inde i byerne. Man regulerer også måger. Men det skal bero på en konkret vurdering. De skal være til fare for menneskers sundhed. Det var blandt andet problemet på plejecenteret, forklarer vildtkonsulenten.
Attraktivt yngleområde
Men Damparken er nabo til Haderslev Dam, der er et kæmpe yngleområde for grågæs.
– Så jeg tvivler på, at man kan løse problemet, ved at skyde sig ud af det. Gæssene elsker jo de her tæt slåede græsarealer; det er jo slik for dem. Der er let tilgængeligt foder for dem, og de er ikke generet af mennesker. Gæssene har en hurtig fordøjelse og skal have frisk græs. Jeg kan forestille mig, at hvis man i stedet ændrede driften, så det var noget højt stridt græs, der var rundt om søen, så var det mindre attraktivt for gæssene. Men det er jo så knap så attraktivt for beboerne.
Det har allerede været drøftet på udvalget for plan og miljø tilbage i februar, at lade nogle af arealerne ”gro til”. Især foran Hotel Norden, hvor mange af gæssene holder til.
Forvaltningen foreslog, at man undlader at slå græsset her indtil sensommeren. Men vurderingen er også, at gæssene måske bare flytter sig eller selv holder græsset nede.
Ideelt for gæs om mennesker
Nogle arealer i Damparken er allerede indhegnet og gro til, men det er af hensyn til biodiversiteten.
– Helt generelt; når vi skaber ideelle betingelser for gæssene, så skaber vi også nogle problemer for os selv. Man vil jo gerne have et tætklippet areal, man kan lige og solbade på. Men samtidig er det jo ideelle forhold for en masse gæs. Så der vil blive ved med at komme gæs. Der bør kunne findes en anden tilfredsstillende løsning end at skyde dem, siger Thomas Iversen Klindt.
Flere tiltag er forsøgt
Der er allerede et ”fodring forbudt” skilt i Damparken, men det gælder kun lige omkring dambåden.
Et forsøg i foråret, med at lade jægere gå og jage gæssene væk med hunde, måtte opgives, fordi flere brugere af Damparken reagerede vredt på den metode. Så der er delte meninger om gæssene er et problem eller ej.
Senest efter sidste måneds trafikuheld, fordi en bilist bremsede for gæs på vejbanen, er der kommet skilte op, der advarer om ”ænder ” i trafikken. Advarselstavlerne findes ikke med gæs.