Annonce
Mad og drikke

Vin til efterårets gryderetter: Balance i en overflod af alkohol og syre

Temperaturen i Santa Catarinas mark ved Grazzano Badaglio lå i slutningen af juni på omkring 35 grader - målt i skyggen, men skygge var der ikke meget af. Foto: Kenneth Klingenberg.
Barbera dyrkes over hele Italien, men er på toppen i Piemonte. Druen kan give vine proppet med frugt, alkohol og syre, som passer perfekt til massive gryderetter.

Vin: Det var bagende hedt, da jeg en eftermiddag i slutningen af juni stod i en skrånende vinmark ved vingården Santa Catarina i Grazzano Badoglio små 10 kilometer nordøst for Asti i Piemonte.

Der var så meget knald på solen, at det var tæt på umuligt at koncentrere sig om at følge med i rundviserens oplysninger om klonselektion og pasningen af vinplanterne ved det gamle benediktinske munkekloster.

Varmen illustrerede umisforståeligt, hvorfor området ved Asti ikke er blevet berømt for frisk hvidvin, men fyldig, gennemfarvet, frugtmættet og ofte også alkoholrig rødvin - i særlig grad barbera, som holder af varme. Barbera er en sent modnende sort, som kan udholde tung varme og stærk sol i modningsperioden, uden at druerne mister den kraftige syre, som er et af sortens kendetegn.

Barberas evne til at modne i kraftig varme og sol udnyttes over hele Italien, og i den sydlige del af landet anvendes barbera også til at give syrlighed i blandinger med andre sorter. Men det er særligt omkring Asti og Alba i Piemonte, barbera når sit højdepunkt. Om vinen skal på egefad eller ej - og hvor længe og hvor store og hvor nye fadene i givet fald skal være - afhænger til dels af den stil, som vinmageren vil give vinen.

Annonce

Fadlagring og malolaktisk gæring

Traditionelt, det vil sige for mere end 50 år siden, var barbera en frugtdrevet vin uden fadpræg, som blev drukket ung. I 1970’erne dukkede de første vine med delvis lagring på små fade op, og da Giacomo Bologna i 1984 præsenterede vinen Bricco dell’Uccellone med lang tids udblødning af druerne og det fulde udtræk af barrique-lagring, blev der sat en ny standard for, hvad man kunne tiltro barbera at levere, og andre vinbønder begyndte at kopiere fadlagringen og den malolaktiske gæring, som omdanner vinens hårde æblesyre til den blødere mælkesyre - noget som indtil da ikke havde været standard for ung barbera.

Introduktionen af nye (og nyere) fade har vist sig at passe godt til barbera, som fra naturens hånd ikke er udstyret med store tanniner - dem kan vinen så få, mens den lagrer på egefadet. Så i dag skal en barbera d’Asti for at kunne tilføje “superiore” på etiketten foruden at have en højere alkoholprocent (12,5) lagre seks måneder på fad i løbet af de 14 måneder, som er minimumskravet til vinens lagring.

Det betyder - heldigvis - ikke, at det er slut med barberaer domineret af ung, umiddelbar frugt (særligt røde kirsebær) og mundrensende syre, der kan skære gennem selv den tungeste, kødfyldte gryderet. I dag får du anbefalinger til netop denne type vin, som umiddelbart kun har en ulempe i Danmark: Den er svær at finde i supermarkederne. Vi er heldigvis velsignet med en myriade af vinimportører i Danmark, og vinene i dagens test er fundet hos dem.

Med og uden fad

Nogle af vinene har ikke set noget træfad overhovedet, mens et par af dem har fået lidt tid på fad, men uden at det har ødelagt det overordnede indtryk af en frugtdrevet vin med høj syre og masser af friskhed i behold. Det gælder både Marencos barbera d’Asti Bassina, som har en nydelig integration af bærfrugt og et velstyret fadpræg, og Galarins barbera d’Asti Le Querce, der formår at pakke 15 procent alkohol ind i en smækker syre og intens, mørk frugt. Også en vin som Alasias barbera d’Asti Superiore (fra kooperativet Araldica) har kun et svagt præg af fadlagring, formentlig fra store fade, og stor friskhed i smagen.

En del barberaer får i dag væsentlig længere fadlagring, enten på 225 liter barriques eller på tonneaux der er cirka to-fire gange så store. Eller på store botti der kan rumme op til 10.000 liter. Blandt de producenter, som bruger de store fade, er Scarpa i Nizza, som allerede i 1970’erne viste, at længere tids fadlagring kunne gøre gode ting for en barbera. Det ser vi nærmere på i næste artikel, som zoomer ind på barbera med alder.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce