Sønderborg: Det er lykkedes Syddansk Universitet (SDU) Sønderborg at hente en kapacitet fra industrien til at stå i spidsen for Center for Industriel Mekanik (CIM) på Alsion. Det er professor Thomas Buhl, som har sagt ja til opgaven med at opbygge centret til uddannelse af hårdt tiltrængte ingeniører på området. Buhl har en fortid ved Danmarks Tekniske Universitet på Risø, men kommer fra en lederstilling i det private i skikkelse af LM Wind Power.
Tidligere har han bygget et Blade Science Center i Vejle op fra bunden for den indiske vindmøllekoncern Suzlon Energy A/S. Og netop det med at bygge noget op, er noget, som tiltaler Thomas Buhl.
- Drivkraften har altid været at få ting til at lykkedes og jeg trives bedst med at bygge noget op. Jeg forlod universitetsverdenen fordi industrien tilbød mig en unik mulighed for at bygge et center op fra bunden. Du kan sige, at jeg nu vender tilbage fordi jeg nu igen har fået sådan en unik mulighed, siger Thomas Buhl, som tiltrådte 1. maj.
Langsigtet arbejde
Med et imponerende CV og en lang række meritter, stod mange døre åbne for Thomas Buhl, men at valget faldt på SDU og CIM skyldes, at professoren får mulighed for at arbejde langsigtet.
- I universitetsverdenen kan du arbejde med nye teknologier i tre til fem år. Det kan du ikke i de fleste virksomheder, hvor du arbejder med en meget kortere tidshorisont. I industrien handler det ofte om, at det hele skal være billigere – og helst i morgen, forklarer Thomas Buhl og peger på, at CIM hviler på tre ben: ingeniøruddannelser på internationalt topniveau, forskning i verdensklasse og industrielle ydelser.
- Vores opgave er at kigge på, hvad industrien har brug for på længere sigt. For eksempel er kunstig intelligens meget oppe i tiden. Jeg kan komme i tanke om 1.000 steder, hvor kunstig intelligens kunne implementeres med det same og få stor effekt, men industrien er ofte tøvende, hvorfor det er universitetets opgave at bevise, at det virker og gå til industrien og præsentere løsningen, tilføjer Thomas Buhl.
Appelsin i turbanen
Leder for Mads Clausen Instituttet på SDU, Horst-Günter Rubahn, er i sagens natur også stolt over, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som professor Thomas Buhl.
- Det er en appelsin i turbanen, at vi har formået at tiltrække en så stærk profil til at stå i spidsen for CIM. Thomas Buhl er den kompetente leder vi har brug for. Han har en meget bred og dyb viden om mekatronik, så det bliver ikke kun virksomheder inden for vindenergi, som kommer til at drage nytte af hans viden og erfaring; også de omkringliggende, lokale virksomheder får glæde af hans ekspertise, siger Horst-Günter Rubahn.
Udover SDU står Bitten &Mads Clausens Fond, LINAK, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune bag oprettelsen af Center for Industriel Mekanik. Parterne har skudt mere end 75 mio. kr. i oprettelsen af nye uddannelser på diplom-, bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau, samt etablering af unikke laboratoriefaciliteter og en forskningsenhed i international topklasse inden for industriel mekanik.