Annonce
Esbjerg Energy

Vinder Energy igen over Aalborg, ligner det en top to-placering i grundspillet

Vinder Esbjerg Energy torsdagens hjemmekamp mod Aalborg, vil det være syvende sejr i træk over nordjyderne i denne sæson. Foto: John Randeris
Aalborg er en regulær ønskemodstander for Esbjerg Energy, der kan spille sig hele ni point foran nordjyderne med en sejr torsdag aften. Comeback til Felix Scheel, som på ingen måde har opgivet at vinde grundspillet.
Annonce

Ishockey: Esbjerg Energy kan med en sejr hjemme i Granly Hockey Arena torsdag aften mod  Aalborg skøjte sig meget tæt på en endegyldig top to-placering i grundspillet.

Der resterer otte kampe af grundspillet, og hvis Energy er i stand til at snuppe den syvende sejr i træk over nordjyderne, vil forward Søren Nielsen og holdkammeraterne have hele ni point ned til netop Aalborg på ligaens tredjeplads.

- Det er rigtigt, at det vil se rigtig godt ud for os, hvis vi vinder, men vi har allesammen stor, stor respekt for Aalborg. Selvom vi i denne sæson har haft et usædvanlig godt tag på dem, skal vi virkelig være på vagt, advarer Energy-forwarden.

De to hold mødte senest hinanden i semifinalen i pokalturneringens Final4 - og den kamp vandt Enegy 5-4 efter en afgørelse i straffeslag, hvor Aalborg var uheldig at ramme stolpen to gange, da det hele skulle afgøres.

- Vi må være ærlige og sige, at det kunne være gået begge veje, så vi har også haft heldet i kampene mod dem. Oftest har det i hvert fald været helt tætte opgør, siger Søren Nielsen.

- Vores mål er at slutte så højt i stillingen som overhovedet muligt, så vi står bedst muligt rustet til slutspillet.

OPTAKT

Ishockey, ligaen

Torsdag 19.00: Esbjerg Energy - Aalborg

Truppen

Felix Scheel er tilbage. Jeppe Vinther er fortsat skadet.

JV tipper: 4-3

Og slår Energy igen Aalborg torsdag aften, betyder det med stor sandsynlighed, at modstanderen i kvartfinalen bliver Rødovre eller Herlev - og så betyder det også, at Energy vil være sikker på at have hjemmebanefordelen i en eventuel semifinaleserie.

- Det er rigtigt, men så langt er jeg nu ikke fremme endnu. Alle hold skærper sig i øjeblikket. Eksempelvis har Rødovre lige handlet lidt ind.

Annonce

Scheel er tilbage

Energy kan glæde sig over at have Felix Scheel, der i sidste sæson spillede i Aalborg, tilbage torsdag aften. Scheel har siddet udenfor med en brækket hånd siden den 10. januar.

- Det er mega fedt at være klar igen. Jeg er enig med Søren (Nielsen, red.) i, at vi skal have respekt for Aalborg, men selvfølgelig tror vi på, at vi kan slå dem igen. Jeg har det sådan, at vi da skal gå efter førstepladsen i grundspillet, understreger Scheel, der selv føler sig i fin form, selvom han ikke har spillet kampe i fem uger.

- Men man ved også bare, at det er noget andet at sidde på en kondicykel. Det er altid hårdt at komme tilbage efter en skade, men jeg kommer jo ind på et godt og velfungerende hold, så det skal nok gå.

Energy må fortsat undvære backen Jeppe Vinther, der blev ramt af en puck i hovedet og pådrog sig et brud på kæben i en kamp mod SønderjyskE mellem jul og nytår.

Vestjyderne, der har holdt sig en velfortjent kamppause på 11 dage efter storsejren på 9-2 over Rødovre, har 5,5 point op til Rungsted på duksepladsen, og de to hold har stadig et indbyrdes møde at se frem til.

Annonce
Annonce
Annonce