Annonce
Aabenraa

Virksomhed efterlyste hænder: Ansøgninger er væltet ind

Antallet af medarbejdere hos Agri-Norcold i Padborg står næsten til at blive fordoblet. Arkivfoto: Claus Thorsted
Stor virksomhed tæt ved grænsen efterlyste 25 nye medarbejdere. HR-chefen har fået sved på panden.
Annonce

Padborg: I mandags meddelte logistik- og forsyningsvirksomheden Agri-Norcold, der har hovedsæde i Hobro, at den udvider sin forretning fra køle- og fryselagring af fødevarer til også at omfatte pakning af kundernes varer.

Det betyder, at der skal etableres et pakkeri på virksomhedens terminal i Padborg, og til pakkeriet skal der i den nærmeste fremtid ansættes 25 nye medarbejdere.

Det var en udmelding, der for alvor fik folk til tastaturet.

- Vi har på få dage modtaget 270 ansøgninger, hvilket er helt vildt. Det er et vanvittigt højt antal ansøgere, og det tror jeg ikke, vi har prøvet før. Det er selvfølgelig heller ikke hver dag, at vi står og har brug for 25 nye medarbejdere, siger Jan B. Nielsen, der er administrerende direktør i Agri-Norcold.

Foruden at det er rigtig mange ansøgninger, så hæfter den administrerende direktør sig også ved kvaliteten af ansøgningerne.

- Der er rigtig mange kvalificerede ansøgere, og vores HR-chef har fået nok at se til. Telefonen har heller ikke stået, siger Jan B. Nielsen og tilføjer, at der også er en del tyskere blandt ansøgerne.

Annonce

Det rigtige hold

Projektet med pakkeriet i Padborg er udviklet i samarbejde med fødevarevirksomheden Easyfood, der ligesom Agri-Norcold ønsker at udvide sin forretning med leverancer direkte til detailhandlen.

Forventningen er, at produktionsudstyret installeres omkring 1. marts, hvorefter det skal testes. De første medarbejdere skal dog begynde 1. februar for at blive oplært. Resten vil efterfølgende komme til i to hold, og meget tyder på, at det bliver et mix af både mænd og kvinder.

- Vi har fået en del ansøgninger fra kvinder, og det er vi rigtig glade for. En god blanding af mænd og kvinder skader aldrig, siger Jan B. Nielsen, der umiddelbart ikke står og har brug for flere ansøgninger.

- Ud af de 270 ansøgninger er vi sikre på, at vi nok skal finde det rigtige hold, siger han.

Annonce

Godt for hele kommunen

Agri-Norcold har to køle- og frysehuse i Padborg, hvor cirka 35 medarbejdere i dag arbejder. Det nye pakkeri vil dermed betyde en næsten fordobling af medarbejderskaren i den sønderjyske grænseby.

- Det er en fantastisk situation for både byen og os, siger Jan B. Nielsen.


Det er et vanvittigt højt antal ansøgere, og det tror jeg ikke, vi har prøvet før.

Jan B. Nielsen, administrerende direktør i Agri-Norcold


Samme opfattelse har formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune.

- Det er godt for Padborg, men også for Aabenraa Kommune og for samfundet som helhed, siger Ejler Schütt, der også glæder sig over, at der er så mange, der har sendt en ansøgning.

- Det siger mig, at der er nogen, der er villige til at tage fat, og det er meget positivt, siger Ejler Schütt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce