x
Annonce
Nyheder

Virksomhederne må fortsat kæmpe hårdt for de rette folk

Virksomheder efterlyser både håndværkere, teknikere, kokke og mange andre faggrupper. Der er dog ikke udsigt til, at problemerne med mangel på arbejdskraft bliver meget bedre. Foto: Chresten Bergh
Manglen på arbejdskraft ser ud til at fortsætte næste år, hvor der samtidig er udsigt til en mindre opbremsning for nogle af landsdelens virksomheder. Ledigheden vil dog fortsat være meget lav i Syd- og Sønderjylland.

Erhverv: Der bliver fortsat voldsom kamp om kvalificerede medarbejdere inden for en lang række brancher, som risikerer at gå glip af ordrer på grund af for få hænder. Samtidig begynder pusten at gå en lille smule af økonomien, som kan blive hårdt ramt af internationale forhold.

Sådan lyder 2020-prognosen for landsdelens erhvervsliv.

Ifølge den seneste rapport fra Region Syddanmark vil de små og mellemstore virksomheder fortsat have store vanskeligheder med at finde kvalificeret arbejdskraft. I 3. kvartal 2019 svarede 60 procent af de adspurgte virksomheder, som inden for det seneste halve år havde forsøgt at rekruttere, at de ”i høj grad eller i nogen grad” havde haft problemer med at finde de rette medarbejdere. Rekrutteringsproblemet har været på dette niveau siden 3. kvartal 2017.

Der mangler alt fra kokke, it-folk, elektrikere, chauffører og sygeplejersker.

Annonce

Sagen kort

Den seneste økonomiske redegørelse fra regeringen forudser, at dansk økonomi efter fremgang på cirka 2,5 procent om året de seneste år nu står på toppen af en højkonjunktur. Bruttonationalproduktet forventes at lande på 1,5 procent i 2020 og 2021.

Der er udsigt til, at beskæftigelsen fortsætter med at vokse, og at ledighedskøen vil forblive kort. Udviklingen i udlandet er en usikkerhedsfaktor. Hvis den globale økonomi bremser yderligere op, vil det sætte sig i den danske vækst, fremgår det af redegørelsen.

Lav ledighed

Avisen har bedt Danske Bank vurdere udsigterne for landsdelens erhvervsliv næste år. Direktør for erhvervsområdet, Karsten Andresen, ser ikke tegn på, at virksomhedernes kamp for at finde de rette folk ændrer sig i 2020.

- Mangel på kvalificeret arbejdskraft er et stort problem for mange virksomheder i Syd- og Sønderjylland, og det vil næppe ændre sig det helt store, også selv om presset på arbejdsmarkedet bliver lidt mindre. Der kommer sandsynligvis flere job i landsdelen i det kommende år, men der kommer også flere, der skal deles om jobbene, siger Karsten Andresen.

Han tilføjer, at forventningen er, at ledigheden forbliver uændret eller højest svagt stigende i 2020. Ved udgangen af 2019 er den sæsonkorrigerede ledighed i Sydjylland på 3,3 procent mod 3,7 på landsplan. Lavest ligger Varde og Billund kommuner med 2,6 procent, mens Fanø Kommune ligger højest med 4,2. Af de større kommuner ligger Haderslev, Sønderborg og Aabenraa kommuner højest med 3,5 procent.

Ifølge Region Syddanmarks undersøgelse, hvor 600-700 direktører fra små og mellemstore virksomheder har svaret, siger 27 procent af virksomhederne med rekrutteringsproblemer, at det har medført tabte arbejdsopgaver. 26 procent har mistet omsætning, og 19 procent af virksomhederne beskriver, at problemerne har ført til tab af kunder og aftaler.

Mindre opbremsning

Efter en årrække med højkonjunktur forventes dampen at gå en lille smule af kedlerne i dansk økonomi i 2020.

Danske Bank ser tegn på en mindre opbremsning hos nogle virksomheder specielt i industrien. Det samme gør flere små og mellemstore virksomheder i landsdelen ifølge Region Syddanmarks prognose.

I tredje kvartal i år har 18 procent af de adspurgte virksomheder svaret, at de forventede en mindre omsætning i dette kvartal sammenlignet med samme kvartal forrige år. I starten af 2018 var dette kun gældende for 9 procent.

I dens økonomiske redegørelse fra december påpeger regeringen, at den danske økonomi har et godt udgangspunkt med stærk vækst i de seneste år og rekordhøj beskæftigelse.

- Men i udlandet er økonomien svækket og usikkerheden høj. Det vil påvirke Danmark. Væksten går ned i tempo, og beskæftigelsen stiger mere moderat, fremgår det.

I Syd- og Sønderjylland er særlig industrien udsat, påpeger Karsten Andresen.

- Der er ingen tvivl om, at en del syd- og sønderjyske virksomheder allerede mærker de problemer, som især tysk industri er i, og som igen hænger sammen med ting som handelskrigen mellem USA og Kina. Landsdelen er nok lidt mere sårbar, fordi industrien fylder lidt mere i den samlede beskæftigelse.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce