x
Annonce
Udland

Virus tvinger EU-Parlamentet ud i historisk fjernafstemning

Vincent Kessler/Reuters
For første gang nogensinde skal medlemmer af EU-Parlamentet fjernstemme til en ekstraordinær samling torsdag.

Det bliver en noget anderledes samling i EU-Parlamentet torsdag, end parlamentarikerne er vant til.

For første gang nogensinde har EU-Parlamentets politiske ledere valgt at tillade midlertidig fjernafstemning per e-mail som følge af situationen med coronavirus.

Det er EU-Parlamentets formand, David Sassoli, som har indkaldt til en ekstraordinær samling i Bruxelles torsdag, hvor der skal stemmes om flere tiltag for at afbøde konsekvenserne af coronapandemien.

Og fjernafstemning er en god løsning under disse særlige omstændigheder, mener den danske parlamentariker Peter Kofod (DF).

- I udgangspunktet synes jeg, det er bedst, at man møder fysisk op, debatterer ting og til slut vedtager, hvad der er flertal for at vedtage.

- Men jeg synes, det her er en fin måde at gøre det på i den her helt ekstraordinære situation, siger han.

Normalt skal medlemmer af EU-Parlamentet møde fysisk op og afgive deres stemme under plenarsamlinger i enten Strasbourg eller Bruxelles.

Men coronapandemien har imidlertid vendt op og ned på arbejdet i EU-Parlamentet.

Allerede 10. marts valgte David Sassoli at aflyse mange af Parlamentets aktiviteter i marts.

På den baggrund burde beslutningen om at gøre fjernafstemning mulig være truffet for længe siden, mener Pernille Weiss (K), som er dansk medlem af den konservative gruppe i EU-Parlamentet.

- Tid er et afgørende aspekt i den her coronakrise. Hvis vi havde haft et nødberedskab, så havde man allerede haft en model for, hvordan man kunne fortsætte arbejdet og holde fjernafstemning i krisesituationer, siger hun.

I Folketinget i Danmark er det muligt at bruge en clearingmodel, hvor ikke alle folketingsmedlemmer behøver at være til stede ved alle afstemninger i salen.

Her er målet, at fraværet af nogle medlemmer ikke ændrer det overordnede styrkeforhold mellem partierne, så der fortsat kan træffes beslutninger.

Der bliver altså sørget for, at der er forholdsmæssigt lige mange medlemmer til stede fra regeringen og støttepartier som fra oppositionspartierne.

En lignende model ville Pernille Weiss gerne have brugt i EU-Parlamentet i denne situation.

Men en clearingmodel er slet ikke en mulighed i EU-Parlamentet, mener Peter Kofod.

- Clearingmodeller ville ikke fungere i EU-Parlamentet, fordi partierne er så mange og forskelligartede i de forskellige grupper.

- Jeg ville ikke være i stand til at give noget andet parti muligheden for at stemme på Dansk Folkepartis vegne - det er forskellene simpelthen for store til i gruppen. For mig at se er sådan en model helt umulig, siger han.

Fjernafstemningen torsdag foregår ved, at medlemmerne af EU-Parlamentet får tilsendt stemmesedlen på e-mail.

Her skal de afgive deres stemme og underskrift for derefter at skanne den ind og sende den tilbage.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce