Annonce
Erhverv

Virusudbrud slår hårdt mod Kinas økonomi

Aly Song/Reuters
Det første øjebliksbillede af Kinas økonomiske tilstand under virusudbrud viser større nedgang end forventet.

Virusudbruddet i Kina rammer den økonomiske aktivitet på landets fabrikker hårdt. Det viser nøgletallet PMI.

Annonce

I februar faldt indkøbschefernes indeks (PMI), der tager pulsen på fremstillingsindustrien, til 37,5. Det er det laveste niveau i de 15 år, indekset har været i brug i Kina.

Det oplyser Kinas statistiske bureau lørdag ifølge Reuters.

Skillelinjen mellem fremgang eller tilbagegang går ved 50. Alt under 50 er udtryk for en faldende aktivitet.

Analytikere havde i en rundspørge foretaget af Reuters i snit ventet en måling for februar på 46,0.

Det langt lavere tal er det første officielle øjebliksbillede af den økonomiske tilstand i Kina, siden udbruddet af et nyt coronavirus i provinsen Hubei. Næsten 3000 personer i fastlands-Kina er døde i udbruddet.

I forsøget på at inddæmme virusset er de værst ramte byer stort set blevet afskåret fra omverdenen, og der er indført omfattende rejserestriktioner. Fabrikker er blevet tvunget til at holde lukket, og de mange tiltag har "lammet den økonomiske aktivitet", skriver Reuters.

Kinas økonomi ventes på grund af udbruddet at have udviklet sig svagt i første kvartal. Finanshuset Nomura forventer en vækst i bruttonationalproduktet på 2,0 procent i kvartalet sammenlignet med de tre første måneder af 2019.

Det er efter kinesiske forhold en meget lav vækst, og langt under cirka seks procent, som er det kinesiske styres officielle mål for væksten i 2020.

Officielle data har vist, at kun omkring 30 procent af Kinas små- og mellemstore virksomheder onsdag i denne uge havde genoptaget produktionen efter fejringen af det kinesiske nytår i januar.

Mange migrantarbejdere er på grund af rejsebegrænsninger og strenge karantæneregler for smittede personer ikke vendt tilbage til fabrikkerne fra deres hjemstavnsprovinser.

Små- og mellemstore virksomheder er rygraden i Kinas økonomi. De står for over 80 procent af den samlede beskæftigelse i landet og bidrager med over 60 procent af bruttonationalproduktet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce