Annonce
Sport

Vital sejr: TM Tønder holder liv i mulighederne med storsejr

TM Tønder tog sejr nummer to på en uge, da holdet søndag gæstede Roskilde Håndbold. Dette billede er imidlertid fra ugens første kamp, hvor HEI Skæring blev besejret med 30-23. Arkivfoto: Flemming Andersen
TM Tønder gæstede søndag eftermiddag Roskilde Håndbold til en særdeles vigtig kamp i den tunge ende af 1. division. Med søndagens storsejr er TM Tønder indtil videre tilbage over nedrykningsstregen, men to af de nærmeste konkurrenter har spillet en kamp mindre.

TØNDER/ROSKILDE: Fuldt udbytte skulle der til - og det fik TM Tønder søndag eftermiddag. Her fik 1. divisions bundprop, Roskilde Håndbold, mildest talt stryg af TM Tønder, som med ugens anden sejr holder liv i forhåbningerne om at undgå nedrykningsspillet.

TM Tønder endte med at sejre med hele 12 overskydende mål og resultatet 19-31.

Indledningsvist så opturen fra tirsdagens kamp ud til at hænge ved. Her vandt et TM Tønder med en ny gejst med overbevisende 30-23 mod HEI Skæring, og de gode takter fortsatte på Sjælland.

TM Tønder fik bragt sig på 0-2 efter to minutter i Roskilde, og formåede at holde kadencen oppe gennem 1. halvleg. 4-8 efter godt ti minutters spil var det tidlige standpunkt.

Siden fik Roskilde Håndbold meldt sig kortvarigt ind i kampen igen med tre reduceringer i træk, men med 8-15 som pausestilling var det med al tydelighed et TM Tønder, som var taget til Sjælland i jagten på sejren.

Annonce

Kampen i tal

Håndbold, 1. division herrer: Roskilde Håndbold Herrer - TM Tønder 19-31 (8-15).

Målscorere TM Tønder: Alexander Hansen 6, Benjamin Holm 6, Felix Kasch 5, Lasse Nikolajsen 5, Casper Rahr Madsen 4, Jeppe Johann Jonasson 3, Jacob Lyck 2.
Topscorer for Roskilde Håndbold: Rasmus Hansen, 6.
Udvisninger: TM Tønder 2x2 min. Roskilde Håndbold 0x2 min.
Roskilde Hallerne D2: 150 tilskuere.

Grundlagde sejren kort før pausen

De gode takter fortsatte i højeste gear i anden halvleg. Efter 44 minutter kunne Felix Kasch bringe TM Tønder i front med ti mål - 14-24. Sejren var aldrig i fare, og mod slutningen lykkedes det sågar at udbygge føringen yderligere til den overbevisende tolvmålssejr.

At TM Tønder lige inden pausen formåede at få slået det afgørende forspring er også noget, som cheftræner Jan Paulsen tager med i sit videre arbejde:

- Det var en fin kamp og en fin sejr. Vi fik en god start, men de var lige oppe at vende, da de kom på 8-7. Men derefter trak vi fra dem, og det var der lige inden halvlegen, vi fik grundlagt sejren. Vi er godt tilfredse med sejren, for det er ofte svært at spille mod et hold, der har alt at vinde, forklarer han.

De gode takter skyldes ikke mindst en fortsat stor indsats omkring at styrke TM Tønders defensiv. Også her ser Paulsen markante forbedringer:

- Vi stod godt imod og har et stort fokus på netop defensiven i øjeblikket. Det viste sig, for vi var endnu bedre på forsvar og mål end vi var sidst mod HEI. Vi gør hele tiden fremskridt i defensiven, og fik god succes med at bruge Benjamin Holm meget derinde i dag. Han gjorde det rigtig godt, og sikrer, at vi får lidt flere kræfter derinde. Det skal vi bygge videre på, forklarer Jan Paulsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce