Annonce
Esbjerg

VM-heltens opskrift er færdig: Møllgaard-burgeren med bøf og kylling er klar på lørdag

Henrik Møllgaard vandt i januar 2021 VM-guld sammen med blandt andre Magnus Saugstrup og Nikolaj Læsø. Nu har Møllgaard fået to burgere opkaldt efter sig, der begge skal være med til at støtte håndboldsporten i hjembyen Gredstedbro. Foto: Mohamed Abd El Ghany/Reuters/Ritzau Scanpix
Efter endelig at være kommet i kontakt med VM-helten og Gredstedbro-drengen Henrik Møllgaard, har centerleder i Kongeåhallen nu opskriften klar på den meget efterspurgte Møllgaard Burger. Fra lørdag eftermiddag kan to forskellige burgere hentes i hallens cafeteria.

Ribe: Efter mange dages tålmodig venten er halinspektør i Kongeåhallen, Erik Knudsen, endelig klar til at melde ud, hvad den meget efterspurgte Møllgaard-burger kommer til at indeholde, når den snart sælges fra hallens cafeteria.

På grund af et meget stramt program i Aalborg Håndbold har det været vanskeligt for Erik Knudsen at komme til at tale med Henrik Møllgaard. Idéen er at ære VM-guldvinderen med sin egen burger i hallen i barndomsbyen Gredstedbro, og efter at have meldt idéen offentligt ud, er det væltet ind med forudbestillinger på burgeren.

Eneste problem for Erik Knudsen har været, at han ikke kunne sige, hvad burgeren kom til at indeholde, men det kan han nu.

- Henrik er stolt over, at der bliver lavet en burger med hans navn, fortæller Erik Knudsen og afslører så, at der faktisk bliver to Møllgaard-burgere at vælge imellem.

Annonce

Donerer penge

- Der bliver en med bøf og en med kylling. Bøfburgeren bliver med salat, tomat, agurkerelish, mayo, bacon, mexico-salsadressing og ost, mens Møllgaard Kylling får crispy kylling, salat, tomat, agurk, mayo, bacon og mexicansk salsadressing. Og begge bliver med rigtig god grovbolle fra Pompei-bageriet i Ribe, siger Erik Knudsen og forklarer, at håndboldspilleren har givet ham frie hænder.

- Han er selv til både bøf og kylling, og han forklarede, at jeg skulle sætte det sammen på bedst mulig måde, så der kunne samles så mange penge som muligt ind til at støtte Kongeå Håndboldklub, siger Erik Knudsen, der for hver solgt burger i marts og april donerer 10 kroner til håndboldafdelingen i Gredstedbro.

Og det beløb kan hurtigt løbe op.

Onsdag eftermiddag havde mere end 80 personer kontaktet Erik Knudsen for at bestille burgeren, endnu flere har forespurgt på burgeren ligesom en håndboldfan har sagt, han vil betale dobbeltpris for de to første burgere for at støtte den gode idé.

- Vi starter stille og roligt med at lave dem fra lørdag, og så kan man købe dem som takeaway i hallen fra lørdag den 6. marts om eftermiddagen. Den dag starter fodboldtræningen i Gredstedbro også, og så må vi se, hvor mange der kommer, siger Erik Knudsen.

Kylling & Bøf

Møllgaard Kylling kommer til at koste 69 kroner, mens Møllgaard Bøf vil koste 79 kroner, og Erik Knudsen overvejer også at sælge begge burgere som menu med pommes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce