Annonce
Sport

VM-jokeren Rej frygtede en brækket næse

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mia Rej fik en blodig VM-debut og gennemlevede nogle nervøse minutter, hvor hun frygtede en brækket næse.
Annonce

Med tre mål fik Mia Rej en fin VM-debut, da håndboldkvinderne besejrede Holland med 27-24. Men hun frygtede undervejs, at den første VM-kamp også ville blive den sidste i denne omgang.

Hun havde kun været på banen i få minutter, da hun fik et slag over næsen. Kort efter gik hun i omklædningsrummet med blodet silende, og den 29-årige bagspiller gennemlevede nogle nervøse minutter.

- Jeg var mega bange for at den var brækket. Jeg vidste jo godt, at det så ville være forbi, før det egentlig var kommet i gang.

- Jeg var lige ved at blive uvenner med lægen. "Er den brækket", råbte jeg. Men vi tror ikke, at der er sket noget med næsen. Jeg har fået en flænge, der nok skal sys senere, og det er vist det.

Hun har været med i Japan som reserve, men blev mandag morgen hentet ind i den danske VM-trup som afløser for Simone Böhme.

Beskeden fik hun af landstræner Klavs Bruun Jørgensen klokken to natten til mandag.

- Først sagde han, at de overvejede at sætte mig ind, og at jeg ville få besked ved morgenmaden. Men en time senere bankede de på igen og fortalte, at nu havde de besluttet sig.

- Jeg sov faktisk fint. Selvfølgelig var jeg glad, men det er også trist, når det er på en andens bekostning. Også når hun ikke er skadet, siger Mia Rej.

Hjemme i København Håndbold er hun suveræn ligatopscorer med 102 mål i 13 kampe i efteråret.

Og hun fik mod Holland demonstreret, at målnæsen ikke har taget skade af den blodige flænge.

- Vi havde ikke talt om, at jeg skulle gøre noget specielt. Jeg skulle spille, som jeg plejer at gøre, siger Mia Rej, som fandt ind i et godt samarbejde med sin tidligere klubkammerat Anne Mette Hansen.

- Jeg har spillet sammen med "AM" tidligere, og vi har trods alt en eller anden timing. Mie Højlund faldt også godt ind i spillet, siger Mia Rej.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce