Annonce
Haderslev

Afviste forlig og fik det hele: Morten ville helst have mødt vognmandsfirma i retten

Morten Sørensen har gennem de seneste to år kæmpet for at få oprejsning efter han blev fyret fra VTS, angiveligt fordi han brokkede sig over løn- og ansættelsesforhold, mens han kørte med en vagtlæge. HAn fik omgående erstatning for uberettiget fyring og bortvisning. Sagen om løn og arbejdstid trak til gengæld ud til sidste hverdag inden, han skulle møde sin tidligere arbejdsgiver i arbejdsretten. Arkivfoto: Jacob Schultz
Der er flere sager på vej mod vognmandsfirmaet Vojens Taxi og Servicetrafik, VTS. Det undrer ikke Morten Sørensen, der i to omgange har fået medhold i en sag mod sin tidligere arbejdsgiver, VTS. Dels i en sag om uberettiget fyring og dels en sag om overtrædelse af arbejdstidsregler.

VOJENS: Mandag den 15. marts 2021 skulle chauffør Morten Sørensen have mødt sin tidligere arbejdsgiver, Vojens Taxi og Servicetrafik, VTS, i arbejdsretten i København. Men i absolut sidste øjeblik, fredagen inden retsmødet, blev sagen aflyst, idet VTS i fuldt omfang valgte at betale det krav, Morten Sørensen havde rejst sammen med 3F.

Henning Schrøder, der er direktør for selskabet, kaldte det efterfølgende for et forlig. Det var Morten Sørensen og hans repræsentant ved 3F, Jørn Hedengran dybt uenige i, fordi der i teksten på den aftale der blev underskrevet fredagen før retsmødet, stod:

”Ovenstående parter har d.d. indgået aftale om afgørelse af ovennævnte sag, hvor indklagede tager bekræftende til genmæle i overensstemmelse med klageskrift af 13. februar 2020”.

Annonce

At ”tage bekræftende til genmæle” betyder, at man kapitulerer og giver modparten fuldt ud ret.

Det genmæle VTS tog i Mortens sag er ikke et forlig, og det kan ikke fortolkes. Det er soleklart, mener Jørn Hedengran fra er forhandlingssekretær i 3F Transport.

Brud på overenskomst

- I den aftale der blev underskrevet fredag den 12. marts, står der sort på hvidt, at VTS tager bekræftende til genmæle i overensstemmelse med klageskriftet fra den 13. februar 2020. I det klageskrift står der altså, at VTS brød overenskomsten på flere punkter ved ikke at betale korrekt løn for præsteret arbejds- og overtid, og dermed heller ikke korrekt indbetaling til særlig opsparing, feriefridag, feriegodtgørelse og pension, forklarer Hedengran og fastslår:

- Så der er ikke tale om et forlig. Det svarer jo til, hvis du får en fartbøde, som du først forsøger at nægte, hvorpå sagen er på vej i retten. Men dagen før siger du så: Nej, jeg vil ikke i retten, jeg betaler den bøde i fuldt omfang. Så har man altså ikke indgået et forlig, så har man lagt sig fladt ned og erkendt, at man har overtrådt loven.

Annonce

Set ledelsen i øjnene

Morten Sørensen, der fik det fulde beløb plus renter, havde gerne set topledelsen for VTS i øjnene under et retsmøde.

- Jeg ville klart have foretrukket at have mødt dem i retten, fordi jeg ville gerne have set dem i øjnene, når jeg fortalte, hvordan de i årevis har snydt mig og mange andre kolleger i branchen. Men jeg fik at vide, at når firmaet til fulde accepterede det klageskrift, vi havde fremsendt, så var der ikke længere grundlag for en retssag.

Han bliver derfor også vred, når VTS’ direktør fastholder, at der er indgået et forlig.

- Jeg har hele vejen igennem afvist at indgå forlig. To gange har de tilbudt mig betaling. Første gang 45.000 kroner, anden gang 65.000 kroner, men jeg sagde nej, fordi jeg havde alle beviserne, og ønskede at møde dem i retten. Jeg havde – eller har- mine lønsedler fra VTS og en båndoptagelse, hvor den ledende medarbejder på lønkontoret direkte siger:

- Vil du have overarbejdstillæg for at arbejde over, så gider vi ikke have, at du arbejder over, fordi det har vi ikke råd til. Men der er mange, som siger ja til overarbejde til almindelig timeløn. Han siger endda, at overarbejde foregår på frivillig basis. Det er da at bryde loven, fnyser Morten Sørensen.

Annonce

Lydfil afslører

JydskeVestkysten har hørt den pågældende båndoptagelse med den ledende medarbejder, hvor de gennemgår Mortens lønsedler i forhold til de faktiske timer, han har arbejdet, og der er mange forskelle i VTS’ favør, og det bliver tydeligt, at Morten ikke har fået overtidsbetaling, når han har arbejdet over. Hen mod slutningen af samtalen kommer det også frem, at Morten ikke er den eneste, der ”kun” får almindelig timeløn ved overarbejde. På lydfilen siger medarbejderen blandt andet:

”Vil du have overarbejdstillæg for at arbejde over, så gider vi ikke have, at du arbejder over, fordi det har vi ikke råd til. Der er ikke nogen penge i det for os. Men der er mange, som siger – ved du hvad, jeg vil gerne arbejde noget ekstra, jeg skal bare have almindelig timeløn for det. Det er så, hvad du får, men hvis du siger, nej, jeg vil ikke nøjes med almindelig timeløn, - det er fair nok, for det skal der være plads til - men så er det bare også kun 160 timer hver måned, vi kan tilbyde. Så kan vi ikke tilbyde mere. Det bestemmer du et eller andet sted selv. Det er derfor, jeg siger, det er på frivillig basis, når man arbejder over”.

Henning Schrøder fra VTS afviser at forholde sig til lydfilen med den ledende medarbejder, som ellers skulle have været fremlagt som bevis i arbejdsretten:

- Jeg har ikke hørt den, så den vil jeg ikke kommentere.

- Men hvad siger du til, at du har en ledende medarbejder ansat, der udtaler sig sådan?

Det har jeg ingen kommentarer til, fordi jeg har jo ikke hørt lydfilen, jeg kender overhovedet ikke noget til den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Jens og Inger er tredje generation på Cathrineberg: Nu sætter de proprietærgården til salg for 38 millioner kroner

Erhverv For abonnenter

22-årige Katarina var solgt første gang hun sad bag rattet i en bus:  - Det var fedt og overvældende pludselig at styre sådan et kæmpe køretøj

Annonce