Annonce
Aabenraa

Vognmand stoppede i 1994: 25 år efter mødes chaufførerne igen

Allerede fra tidlig formiddag kom de første gæster til Holbøl Landbohjem - to timer før den officielle start på det første chaufførtræf for tidligere ansatte i vognmandsfirmaet Sv.Aa. Barsøe. foto: Jan Sternkopf
Chauffører, der på ét eller andet tidspunkt havde kørt for eksportvognmand Svend Aage Barsøe i Rinkenæs, mødtes igen til en snak om gamle dage - 25 år efter at virksomheden blev solgt. Indehaveren selv døde i 2018, men hans enke, "mor Lis" Barsøe, i dag 91 år, var med til chauffør-træf på Holbøl Landbohjem.

Holbøl: De kom fra nær og fjern - 46 tidligere chauffører, der alle havde det til fælles, at de på ét eller andet tidspunkt havde arbejdet for den sønderjyske vognmand Svend Aage Barsøe med base i Rinkenæs og Padborg. I år er det 25 år siden, at virksomheden blev solgt, og Svend Aage Barsøe døde i foråret 2018, men alligevel blev jubilæet markeret med et chauffør-træf på Holbøl Landbohjem.

- Officielt skulle det begynde fra kl. 12, men allerede lidt over kl. 10 kom de første gæster, fortæller Lindy Olesen, Haderslev, der sammen med Rolf Schmidt - oprindelig fra Holbøl, men i dag bosat i Holland - havde taget initiativ til at samles, 25 år efter at Svend Aage Barsøe stoppede som vognmand.

- Det var det bedste firma i Danmark. På et tidspunkt var han endda den største eksportvognmand i Danmark. Vi var som én stor familie. Svend var chaufførernes mand - og Lis, hans kone, var som en mor for os. Hun blev - og bliver stadig kaldt "mor Lis", når vi kom hos hende i køkkenet for at få en kop kaffe, husker Lindy Olesen.

"Mor Lis" Barsøe, idag 91 år, var selv mødt op for at hilse på de tidligere ansatte.

Det var en travl tid, når hendes mand selv var på langfart.

- Ofte var han jo væk otte dage ad gangen, når han kørte eksport i Syd-Europa. Vores datter var lille dengang - og hun ville slet ikke kendes ved sin far, når han kom hjem, fortæller Lis Barsøe om familien, hvor der var to døtre, Lone og Helle.

Annonce

Svend Aage Barsøe

  • Svend Aage Barsøe startede sin vognmandsforretning i Aabenraa i 1957 med én eksportbil. Efter nogle år blev forretningen udvidet med en lastbil mere, og forretningen flyttede til det gamle mejeri i Rinkenæs. På et tidspunkt byggede Sv. Aa. Barsøe eget værksted, hvor hans efterhånden voksende vognpark blev vedligeholdt og nye biler opbygget.
  • I 1978 overtog Sv. Aa. Barsøe transport- og speditionsfirmaet Knud Hansen International Automobiltransport A/S med afdelinger i både København og i Sverige. Derefter gik Sv. Aa. Barsøe i gang med at udskifte den omfattende vognpark, der på et tidspunkt rundede over 100 trækkende enheder, hvorved han var indehaver af den største flåde af eksportbiler i Danmark, kendt og respekteret af kolleger i branchen.
  • Forretningen blev solgt i 1994. Svend Aage Barsøe boede indtil sin død i Gråsten.

På fornavn med alle

På et tidspunkt var der op mod 100 lastbiler i firmaet. Chefen kendte navnene på alle chauffører, tilføjer Rolf Schmidt:

- Alle fik et personligt kort til jul - og da Lis og Sven solgte i 1994, blev alle orienteret med et brev om den nye situation, fortæller Rolf Schmidt.

Og alle var inviteret med til Svens 60 års fødselsdag. Som faktisk blev holdt på Holbøl Landbohjem for 30 år siden.

Det har før været forsøgt at samle hele banden fra dengang igen.

- Første gang var der slet ingen, der viste interesse, anden gang kom der to, fortæller Lindy Olesen.

Derfor var de to initiativtagere lidt nervøse for at invitere en tredje gang.

- Men der har været en helt overvældende tilslutning. Se bare ud over forsamlingen i dag - vi er 46 tidligere chauffører, nogle af os endog temmelig oppe i årene. Mange har vi jo ikke set, siden vi stoppede, og flere ville gerne have været med i dag - men de har været forhindret af andre ting, siger Lindy Olesen.

Det gør de gerne, for nu er navnene med de nødvendige kontaktoplysninger ajourført.

- Det har taget sådan cirka et halvt år med at finde dem alle og skrive til dem. Det har været et stort og krævende arbejde, men nu er det gjort. Vi er såmænd også blevet bedt om at holde chauffør-træffet vedlige i fremtiden.

Lis Barsøe, kaldet "mor Lis", er enke efter Svend Aage Barsøe, der døde i 2018. Hun er nu 91 år, og hun ville gerne mødes med virksomhedens tidligere chauffører - hér Lindy Olesen og Rolf Schmidt, som havde taget initiativ til træffet i anledning af at det var 25 år siden, at Svend Aage Barsøe stoppede som vognmand. foto: Jan Sternkopf
Der blev snakket og fortalt minder fra en fælles tid som chauffør i vognmandsfirmaet Sv. Aa. Barsøe. foto: Jan Sternkopf
En lille modeludstilling med de lastbiler, der har kørt under Barsøe-flaget gennem tiderne. Modellerne er bygget af Lindy Olesen. foto: Jan Sternkopf
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce