Annonce
Indland

Voksne børn skal få fædre til at opdage tegn på kræft

ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Danske mænd overser ofte tre tegn på kræft. Ny kampagne skal få voksne børn til at lokke fædre til lægen.

Længere perioder med synkebesvær, hoste og ændret afføringsmønster er symptomer på kræft, som mænd ofte overser.

Det viser en ny, stor undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har lavet.

Kræft slår hver dag 22 danske mænd ihjel. Organisationen anslår, at tallet ville være lavere, hvis flere mænd kendte til symptomerne:

- Jo hurtigere man kommer til lægen, desto større er sandsynligheden for, at man bliver helbredt for kræft, siger Janne Bigaard, der er overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

De tre oversete tegn er vigtige, da de kan være symptomer på lunge- og tarmkræft. Det er to af de kræftformer, flest mænd bliver ramt og dør af.

- Det er altafgørende, at flere mænd kender og reagerer på disse tegn, siger Bigaard.

85 procent af alle kræfttilfælde opdages i dag ved henvendelse til egen læge med et symptom, men mange mænd overser alvorlige symptomer på kræft.

Kræftens Bekæmpelse har derfor taget nye midler i brug i forsøget på at gøre flere mænd opmærksomme på tegn på kræft.

I en ny kampagne er det familiemedlemmer, der skal få mændene til at gå til lægen noget før.

- Vi ved, at de fleste mennesker, der har børn, også voksne mænd, har et svagt punkt for deres børn, siger Helen Burén, der er seniorprojektleder ved Kræftens Bekæmpelse.

- Ni ud af ti mænd har i den nye undersøgelse fortalt os, at de ville lytte, hvis deres børn sendte dem afsted til lægen.

I den nye kampagne er der lagt op til, at voksne børn som en del af en konkurrence kan designe en personlig fars dag-hilsen:

- Og på den måde give ham et kærligt puf afsted til lægen, hvis han har behov for det, supplerer Burén.

Sidste år lavede organisationen en lignende kampagne med stor succes.

- Der har været mange positive tilbagemeldinger og effekter af det arbejde, som vi lavede, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Team Esbjerg

Dagens gode nyhed: Esbjergs håndbolddronnning laver ny aftale - derfor forlænger Estavana Polman

Annonce