Annonce
112

Voldsepisode i Munkegade opgraderet til drabsforsøg: 26-årig sigtet for at kvæle kvinde med ledning

Sådan så det ud i området tre timer efter, politiet modtog en anmeldelse om huspektakel på Klostergade.Foto: Søren Gylling
Hvad der tirsdag blev betegnet som en voldsepisode i en lejlighed på Klostergade, blev onsdag opgraderet til at være et drabsforsøg. En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han ifølge sigtelsen mod ham forsøgte at kvæle en 29-årig med en ledning.

Kolding: Når en sigtet sidder på anklagebænken iført en blå dragt, der minder om hospitalstøj, kan man være ganske sikker på, at der er sket noget alvorligt. Den sigtedes eget tøj er i de tilfælde blevet konfiskeret og tjekket for dna-spor.

Det var også tilfældet, da en 26-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag formiddag.

Manden var nemlig en af de to mænd, der blev anholdt i forbindelse med en voldsepisode i området omkring Munkegade og Klostergade tirsdag. Episoden er desuden blevet opgraderet fra at være vold til ifølge sigtelsen at være et forsøg på drab. Ifølge politiet skulle den 26-årige have en relation til den 29-årige kvinde, der var offer for det formodede drabsforsøg.

Af sigtelsen mod manden, som anklager Stina Thorgaard Bach læste op, fremgik det nemlig, at han forsøgte at kvæle en 29-årig kvinde i hendes lejlighed på Klostergade. Ifølge sigtelsen forsøgte den 26-årige først at kvæle kvinden ved at binde en ledning rundt om halsen på hende og trække i den, hvorefter han forsatte med at kvæle hende med hænderne.

Samtidig fremgik det af sigtelsen, at den 26-årige forsøgte at "putte noget i munden på hende for at få hende til at holde mund".

Annonce

Dørene blev lukket

Drabsforsøget skete ifølge sigtelsen cirka klokken 09.48 tirsdag, og den 26-årige blev anholdt omkring klokken 13.00 samme dag.

Ifølge sigtelsen skulle drabsforsøget være blevet begået i forening med en anden mand på 27 år, som også blev anholdt tirsdag. Han blev dog ikke fremstillet i grundlovsforhøret. Den 26-årige undrede sig over, at den 27-årige ifølge sigtelsen skulle have medvirket til drabsforsøget.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men Stina Thorgaard Bach oplyste efter grundlovsforhøret, at den 26-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det utilgivelige læk

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det nyder vi som borgere godt af, når vi eksempelvis kan betale i supermarkedet via en app, eller når vi skal i kontakt med offentlige myndigheder og ikke behøver af møde fysisk op. Tager man blot et smut syd for grænsen, vil man opdage et samfund, der virker tilbagestående i forhold til at høste fordelene af et digitaliseret samfund. Men udviklingen har også sine omkostninger. Eksempelvis kan det være svært for ældre at finde ud af selvangivelsen eller anden form for computerkontakt med myndighederne. Disse generationsudfordringer gøres der meget for at afbøde, men nogle omkostninger er af en karakter, så de er utilgivelige. En sådan er Sygehus Lillebælts læk, som netop er blevet kendt i offentligheden, af fortrolige oplysninger om godt en halv million patienter. Kort fortalt har blandt andet cpr-numre, navne og hjerteoplysninger i flere end fem år ligget tilgængelige for alle 26.000 ansatte i Region Syddanmark samt et ukendt antal samarbejdspartnere fra ind- og udland. Regionen og sygehuset er blevet kritiseret for lækket i en afgørelse fra Datatilsynet, men lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen har "ikke fantasi til at forestille sig", at nogle ansatte uberettiget skal have gjort brug af patienternes oplysninger. Det kræver nu ellers ingen livlig fantasi at forestille sig, at der blandt 26.000 ansatte samt samarbejdspartnere i ind- og udland skulle findes et enkelt broddent kar, hvis moral og syn på tavshedspligt er flosset. Selv om den i øvrigt afgående lægelige direktørs tillid til sine ansatte kan være sympatisk, er den grænsende til naiv. Desværre oplever vi af og til disse helt utilgivelig læk af personlige oplysninger fra offentlige myndigheder, og netop fordi digitaliseringen af samfundet ikke kan spoles tilbage, er der grund til på det kraftigste at indskærpe vigtigheden af, at have styr på den slags. Mister folk først tilliden til myndighederne, kan det være uopretteligt.

Annonce