Annonce
Esbjerg

Voldsom brand i Sønderris: Kvinde lagt i kunstigt koma

En 35-årig kvinde er indlagt med røgforgiftning og er blevet lagt i kunstigt koma efter en brand i Sønderris tirsdag aften. Foto: Sydvestjysk Brandvæsen
Annonce

Esbjerg: En voldsom brand hærgede tirsdag aften et rækkehus i Vædderens Kvarter i Sønderris, og en 35-årig kvinde er indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg med røgforgiftning.

- Vi fik alarmopkaldet klokken 19.51, hvor en beboer på gaden ringede. Det var en politipatrulje, der var først på stedet ganske få minutter efter, men der var så mange flammer og så meget røg, at betjentene ikke kunne komme ind. Klokken 20.01 var Sydvestjysk Brandvæsen fremme, og tre minutter senere havde røgdykkere reddet en 35-årig kvindelig beboer ud af det brændende hus, fortæller politikommissær Ole Hillerup, der er leder af den lokale efterforskning ved lokalpolitiet i Esbjerg.

Kvinden blev kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til behandling for røgforgiftning, og ifølge Ole Hillerup har lægerne valgt at lægge hende i kunstigt koma for at bedre hendes tilstand.

Annonce

Afhøring udsat

- Vi skulle have afhørt hende i forbindelse med branden onsdag, men det bliver på grund af hendes tilstand ikke før en gang i næste uge, siger Ole Hillerup.

Årsagen til branden er ikke klarlagt endnu, politiets brandteknikere skal undersøge brandstedet nærmere, men ifølge Ole Hillerup har arnestedet efter alt at dømme været i soveværelset, hvor den 35-årige kvinde befandt sig.

Der er sket omfattende skade på rækkehuset, men ingen andre personer end den 35-årige kvinde kom til skade i forbindelse med branden. Ifølge politiet bor også en mand og parrets hund i huset, men ingen af dem var hjemme på brandtidspunktet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce