Annonce
Biler

Voldsomt prisfald på basisudgaven af Audis elbil

Er man blevet lun på Audis nye elbil, e-tron, men finder startprisen på 799.000 kr. lige pebret nok, er der måske råd forude. Til årsskiftet lancerer mærket nemlig en ny basisudgave, kaldet e-tron 50. Foto: Audi
Audi e-tron 50 er navnet på den nye basismodel, der dog får markant kortere rækkevidde.

Batterier til elbiler er dyre, faktisk så dyre, at et mindre et af slagsen får prisen på den store Audi e-tron til at falde fra 799.990 til 569.990 kroner.

Det er den nye indstigningsmodel, kaldet e-tron 50, som Audi Danmark nu er klar til at lancere.

Selv om prisen altså falder markant, må man også leve med et par ulemper, hvor den ene givetvis vil være svær for en del potentielle kunder.

Rækkevidden falder nemlig til 329 kilometer, ifølge WLTP-normen, hvor den eksisterende e-tron 55 officielt når ud på 437 kilometer, efter at Audi har lavet en række forbedringer på bilen.

Årsagen er, at batteriet på basisversionen har en bruttokapacitet på 71 kWh, mod hele 95 kWh i den eksisterende. Når det gælder det reelt anvendelige indhold af energi, er der 64,7 kWh, mod 86,5 kWh.

Samtidig bør interesserede notere sig, at evnen til at modtage strøm ved lynladere er faldet fra 150 kW til 120 kW, hvilket giver en smule længere ladetid. Derhjemme eller ved de offentlige ladere lader den med samme effekt som storebror, nemlig op til 11 kW.

Elsker man accelerationen fra en kraftig elmotor, bliver man ikke nødvendigvis skuffet med den nye variant, men føreren råder ikke over 408 hk længere, for e-tron 50 yder maksimalt 230 kW eller 313 hk via de to elmotorer. Det er dog trods alt nok til at spurte til 100 kilometer i timen på 6,8 sekunder, blandt andet fordi det lille batteri vejer 150 kg mindre. Dagens model klarer sprintøvelsen på 5,7 sekunder.

Annonce
Vælger man den nye Sportback-version er merprisen 20.000 kr. Til gengæld er rækkevidden 10 km længere, takket være bedre aerodynamik. Foto: Audi

10 kilometer længere

Audi e-tron 50 tilbydes i to udstyrsversioner, idét man også kan vælge en e-tron 50 Prestige til en pris på 599.990 kroner. En e-tron 50 Prestige har samme udstyr som en e-tron 55.

Foretrækker man det lidt mere sportslige udtryk fra den nye Sportback-version, fås den også som e-tron Sportback 50 og starter fra 619.990 kroner, hvilket med tilsvarende udstyr er 20.000 kroner mere end SUV-versionen.

Rækkevidden i Sportback-modellerne er 10 kilometer længere, takket være en mere eurodynamisk udformning af karrosseriet.

Med alle Audis elbiler følger i Danmark en standardinstallation af en Clever ladeboks og et Clever Unlimited-abonnement med ubegrænset opladning til en fast månedlig pris.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce