Annonce
Tarm

Vorgod-Barde vil have flyttet A15: For mange overkørsler på den tre kilometer lange strækning

Deltagere i oplysningsmødet studerer de kort over strækningen fra Herning til Ringkøbing, der var hængt op i Videbæk Hallen. Foto Poul Osmunden.
Forslag fra lokalsamfundet om at flytte hovedvejen på strækningen til Videbæk, når den udvides til 2+1-vej; der er for mange overkørsler på den godt tre kilometer lange strækning.

VIDEBÆK: Står det til Vorgod-Barde Borgerforening, skal A15 flyttes på en godt tre kilometer lang strækning fra Barde til rundkørslen i Videbæk.

På oplysningsmødet torsdag aften om udbygningen af Rute 15 Ringkøbing-Herning mødte borgerforeningen op med fuldt færdigt forslag til den - måske - kommende 2+1-vej.

I stedet for at udvide strækningen mellem Vorgod-Barde og Videbæk skal der etableres en ny vejlinje nord for den nuværende linjeføring.

- Strækningen er ganske kort - under 10 procent af den samlede strækning - men målinger viser, at Vorgod-Barde-krydset har det tredjestørste antal bilister pr. døgn i Ringkøbing-Skjern Kommune. Strækningen mellem Shell i Vorgod-Barde og rundkørslen i Videbæk vurderes til at være den mest belastede strækning på hele ruten fra Snejbjerg til Ringkøbing, sagde Jakob Dahl Kvistgaard, der fremlagde planen på vegne af borgerforeningen.

Han pegede på, at ruten er fødevej for 32 ejendomme uden for bygrænsen, at Herningvej er bindeled mellem de to største byer, at der er meget tung trafik, meget landbrugstrafik og betydelige støjgener i Vorgod-Barde.

Annonce
Blandt deltagerne i mødet var borgmester Hans Østergaard (2. fh.), der i sit indlæg understregede, hvor vigtig for udviklingen af Vestjylland, det er, at vi får en 2+1-vej.

Mange ind- og afkørsler

Først og fremmest er der mange ind- og afkørsler på den bare tre kilometer lange strækning.

- Der er 14 direkte udkørsler fra ejendomme plus yderligere fire ejendomme med fælles udkørsel. Dertil kommer otte marknedkørsler mod nord og ni mod syd. Endelig har Vesteragervej udkørsel til Herningvej fra fem ejendomme og Knivsbækvej fra ni ejendomme. Det betyder, at tre kilometer af Herningvej er fødevej for 32 ejendomme, deraf 18 direkte og 17 marknedkørsler, sagde Jakob Dahl Kvistgaard.

Han nævnte også, at beboerne ud til Herningvej alt for længe har været stavnsbundet af hovedvejen - både i forhold til salg og til renovering af ejendomme.

- Vi har også oplevet markant stigende trafik, støj og kørsel med tunge køretøjer, især fra Vestas og Arla. Derfor skal vi have en ny vejføring - også af hensyn til erhvervsudvikling i Ringkøbing, Lem, Skjern, Tarm, Spjald og Videbæk.

Til Dagbladet sagde Jakob Dahl Kvistgaard efter sit indlæg, at efter borgerforeningens mening er forslaget "en holdbar og fremtidssikret løsning".

Ingen løfter

Afdelingsleder Karsten Kirk og projektleder Janie Winther Ipsen fra Vejdirektoratet noterede sig forslaget, men kunne dog ikke sige noget om, hvorvidt det vil være realistisk eller ej at flytte vejen på denne og eventuelt også andre strækninger.

De understregede, at det opdrag til en VVM-redegørelse for udvidelse af A15, som Vejdirektoratet har fået, netop handler om en udvidelse af den eksisterende vej og ikke om en eventuel flytning.

- Vi skal fokusere på at opnå flest mulige trafikale gevinster i forhold til investeringerne med fokus først og fremmest på de bedste tekniske løsninger og fremkommeligheden, sagde Janie Winther Ipsen.

Jakob Dahl Kvistgaard og borgerforeningen i Vorgod-Barde har dog ikke tænkt sig at droppe deres planer af den grund, fastslog han.

- Vi vil køre videre med sagen, og vi vil snakke med alle dem, der vil snakke med os, sagde han.

Karsen Kirk fra Vejdirektoratet fortalte, at det er en lang proces, før 2+1-vejen (måske) er færdig.
Kortene studeres nøje.
Strækningen fra Ringkøbing til Herning er på 38 kilometer, og det er en kæmpe udfordring for Vejdirektoratet at finde tekniske løsninger på især de mange overkørsler.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce