Annonce
Vejen

Vovser til topmøde i Vejen

Ved hundemessen i Vejen Idrætscenter i weekenden deltager flere end 9.000 hunde. PR Foto
Der holdes hundemesse i Vejen Idrætscenter 21.–23. juni, hvor du kan møde ikke færre end 9.041 hunde af 254 forskellige racer og engagerede opdrættere, der kan give dig rådgivning om hunde.

Vejen: Dansk Kennel Klub (DKK) arrangerer fra fredag 21. til søndag 23. juni årets–indtil videre–største hundemesse i det jyske i Vejen Idrætscenter.

Festen åbner fredag kl. 9, hvor 2.832 skal i aktion i løbet af dagen. Lørdag 22. og søndag 23. juni vil ikke færre end 6.209 hunde deltage i forskellige aktiviteter og konkurrencer.

Messen er for alle hundeinteresserede, og det ventes at flere end 15.000 deltagere kigger forbi idrætscentret i løbet af weekenden. Der vil være masser af aktiviteter, shows og konkurrencer.

Hovedtrækplastret er den store, tredages udendørs hundeudstilling, som lørdag og søndag suppleres af konkurrencer med landets dygtigste lydighedshunde.

Desuden kan man se unge ”juniorhandlere”, der konkurrerer om at blive udstillingernes bedste i konkurrencer, hvor samarbejdet mellem hund og fører er i fokus.

Annonce

Mød eksperterne

I Vejen er ikke færre end 254 af DKK´s hunderacer repræsenteret, og både opdrættere, udstillere og folk fra DKK og udstillere er klar til at svare på alle hunderelaterede spørgsmål.

Uanset om du er på udkig efter en selskabshund, en servicehund, en jagthund, en brugshund, en slædehund eller en familiehund–eller måske noget helt syvende.

Både udstillere og opdrættere er racens ambassadører, og de vil blandt andet kunne svare på, om den race, du har forelsket dig i, kan passes ind i dit liv og til dine behov.

Og - ikke mindst - om du kan tilbyde hunden det liv, den har brug for set ud fra dens medfødte instinkter, mentalitet, fysik og behov.

På messen kan du blive klogere på, om livet som hundeejer er noget for dig og din familie, møde en masse hunde–både voksne og hvalpe - af forskellige racer og møde eksperter, der kan hjælpe dig med at træffe det rigtige hundevalg.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce