Annonce
Esbjerg

Voxpop: Hvad skal EfB gøre nu?

Foto: Søren Eibye Svenstrup
Esbjerg fB rykkede søndag ud af superligaen.
Annonce

Esbjerg: Esbjerg fB rykkede søndag ud af superligaen, landets bedste fodboldrække, da holdet tabte til Hobro.

Nedrykningen er klubbens tredje på bare ti år.

Ifølge klubbens administrerende direktør, Brian Knudsen, venter der nu en større omorganisering af klubben, og EfB drosler ned fra et superliga-setup til et, der økonomisk passer mere til 1. division.

JydskeVestkysten har derfor spurgt otte markante personligheder med interesse for EfB om, hvad der nu skal ske i klubben, for at den kan vende tilbage til superligaen.

Jens Jørn Bertelsen, EfB-legende:- Som elevatorhold er det for svært at drive virksomhed. Stabilitet er noget, der har manglet. Hvis bare man kigger tilbage på sæsonen, der er gået, er det for voldsomt med fire trænere, alt for meget uro og ustabilitet.Jeg synes, at det er svært at komme med mit bud på, hvad der skal ske. Det overlader jeg til andre. Men direktøren sagde, at ambitionen er en hurtig tilbagevenden til bedste række, og den sportslige ambition skal man have i en klub af EfBs størrelse, som hører til i toppen af dansk fodbold. Det er trist og usundt for byen med nedrykningen. Vi har et pragtfuldt stadion at gå til fodbold på, det her er under det niveau, vi har.Jeg er frustreret og trist på byens vegne. Man fik lidt håb med tilgangen af Troels (Bech, red.), at han ville tage udfordringen, men det var jo svære odds for ham og truppen. Spillermaterialet har bare ikke været godt nok, siger han.
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune:- Man er jo nødt til at kigge indad og finde ud af, hvordan vi får vendt skuden, og hvordan vi får skabt et mere bæredygtigt fundament. Det er jeg sikker på, at der er dygtige folk, der er klar til at kigge på. Jeg tænker ligesom alle andre, at det er ærgerligt, og at vi må op på hesten igen, siger han.
Flemming Jensen, tømrermester hos Jensen&Jensen:- Vi skal selvfølgelig satse på at komme op igen. Det skal være med egne talenter. Det er dem, der har hevet dem op før, og det skal ske igen. Så skal EfB have fundet sig en ny træner, men om der skal ske noget drastisk, ved jeg ikke. Økonomien skal jo tilpasses 1. division, så det giver lidt sig selv, at det skal være klubbens egne talenter, som bærer det. Der er ingen tvivl om, at der skal et stort lokalt engagement til. Sponsorerne er jo trofaste, så hvis vi kan blive enige, genforhandler vi også vores sponsorat, siger han.
Peter Jørgensen, ejer af Sportsconnection, som laver Skechers-sko.- Først og fremmest vil jeg sige, det har været utrolig trist at følge udviklingen rent sportsligt. Det er trist for hele området og for byen. Omvendt skal man huske på, at kigger man på virksomheden, har man faktisk transformeret den. Jeg er ret sikker på, at den ledelse, man har derude, nok skal sikre tingene. Den har tænkt mulighederne igennem. Så jeg mener, man har det rigtige setup ledelsesmæssigt. Der skal bare være et endnu større engagement og opbakning fra lokalområdet. Vi skal stå sammen og være med til at give den nødvendige opbakning, siger han.
Steffen Kristensen, fanformand:- Der skal være en langsigtet strategi. Jeg er ikke ekspert, men jeg håber da, at vi nu bruger chancen på at få en ny stamme af egen avl, så vi ikke skal ud og leje en masse spillere igen. Der skal kontinuitet og stabilitet ind på trænersiden. Det med at skifte trænerne ud hele tiden, det er jo en parodi. Så vi skal finde den rette mand, som kan banke et nyt hold op. Hvis det så kræver et år eller to længere tid at komme op, så må det gøre det, siger han.
Erik Hilmar Kragh, EfB-fan og lokalhistoriker:- Vi skal have noget kapital fra en ny investor. Troels Bech kunne måske være manager – træner og sportschef på samme tid for at spare penge. Uden penge gør det ondt, som en faggruppe engang sagde.Man skal selvfølgelig bibeholde klubånden og navnet med en investor, men jeg synes i forvejen, at meget af klubånden er forsvundet, fordi spillerne aldrig kommer i klubhuset.Vi skal også have spillere udefra. Der skal rutinerede spillere til. Det kan vi ikke undgå. I gamle dage fik de ingen penge for det og lavede masser af mål, og nu får de masser af penge, men laver ingen mål, siger han.
René Holm, kunstner:- Vi er jo 110.000 fodboldeksperter, og det er nemt at stå på sidelinjen, men det er klart at som indfødt esbjergenser, der har spillet i klubben som ungdomsspiller og været træner for min søns hold, så gør det ondt, og man bløder blåt.Nu har man forsøgt med lokale direktører, og jeg ved godt, at de har gjort deres bedste, men hvis en virksomhed går ned, må man kigge fra toppen og ned. Der må være et eller andet, de gør galt med nu tre nedrykninger på ti år.Den her klub handler om, at vi skal slås for logoet, så vi kan gå stolt ned i byen, også efter nederlag. Der skal være nogen oppefra, der trumfer det igennem. De skal fortælle, hvordan den her klub hænger sammen. Om en blå DNA så er at hente en Michael Schjønberg og nogle gamle koryfæer ind i klubben, ved jeg ikke, men opbakningen mangler i hvert fald ikke, siger han.
Peder Haahr Pedersen, lokal afdelingsformand i fødevareforbundet NNF:- Vi skal tilbage i superligaen, der hører vi også til. Men der skal laves en helhedsstrategi, og så skal der en helt anderledes ledelse ind over klubben. Ledelsen har ikke leveret. Jeg afleverede mit sæsonkort for tre og en halv sæson siden til en eller anden uden for stadion. De har kun leveret et lazaret af spillere, man skulle næsten være skadet for at komme til EfB. Man prioriterer ikke trænere, siger han.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Tønder tabte pusten efter pausen

Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce