Annonce
Sport

Wada udelukker Rusland fra sportsbegivenheder i fire år

Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Rusland er blevet straffet af Wada med udelukkelse i fire år fra store internationale sportsbegivenheder.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) udelukker Rusland fra store, internationale sportsbegivenheder i fire år. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer mandag.

Udelukkelsen skyldes, at Rusland fra et laboratorie i Moskva har manipuleret med dopingdata, som blev sendt videre til Wada.

Straffen betyder, at Rusland som nation går glip af blandt andet OL i 2020 samt vinter-OL i 2022.

Wada oplyser ifølge mediet Inside The Games, at beslutningen blev enstemmigt vedtaget.

Til AFP er der kommet en kommentar fra en Wada-talsmanden James Fitzgerald.

- Den fulde liste af anbefalinger er blevet enstemmigt vedtaget, fortæller talsmanden.

En ekspertkomité under Wada er kommet med en lang række anbefalinger til måder, hvorpå man kan straffe Rusland for dopingfusk.

Anbefalingerne sker, på baggrund af at Rusland i en årrække har set stort på antidopingreglerne og har manipuleret med udleverede antidopingdata, inden dataene blev overdraget til Wada.

Straffen åbner dog op for russiske deltagere ved OL, hvis de opfylder en række kriterier.

Russiske atleter, der kan bevise deres uskyld - blandt andet ved ikke at have været en del af dopingprogrammet - må godt deltage i store idrætsevents som OL. Men de skal konkurrere under neutralt flag.

- De skal bevise, at de ikke har været involveret i dopingprogrammet som beskrevet i McLaren-rapporten, og at de ikke har fået deres dopingprøver manipuleret, siger Fitzgerald.

Den uafhængige McLaren-rapport blev offentliggjort i 2016 og afslørede omfattende doping i Rusland i årene fra 2011 til 2015.

Ifølge The New York Times er Rusland også udelukket fra at afholde eller byde på værtskaber for internationale sportskonkurrencer i den fireårige periode.

Udelukkelsen kommer ikke til at få indflydelse på Ruslands deltagelse og værtskab ved EM i fodbold næste sommer. Det var allerede meldt ud fra Wadas side inden mandagens afgørelse.

Et af de store spørgsmål er, om Rusland bliver udelukket fra fodbold-VM i 2022 i Qatar. Det er en del af den periode, hvor russerne er udelukket.

Wada har endnu ikke meldt noget specifikt ud angående russisk deltagelse ved VM-slutrunden i fodbold i 2022.

Rusland kan appellere sagen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Det skal ske inden for 21 dage, skriver The New York Times.

Det vil russerne tage stilling til på et møde 19. december, oplyser Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) til nyhedsbureauet Tass.

Det bekræfter Svetlana Zhurova, der er tidligere speedskater og i dag er politiker i det russiske parlament.

- På mødet vil det blive besluttet, om Rusada accepterer anbefalingerne eller ej.

- Jeg er 100 procent sikker på, at vi vil appellere, fordi vi skal forsvare vores atleter, siger Svetlana Zhurova.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

3F Kolding er uforstående over for at Danfoss flytter fabrik til Polen

Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Annonce