Annonce
Sport

Walisisk Tour-vinder stiller op ved VM i cykling

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Når det britiske landshold skal forsøge at vinde VM på hjemmebane, bliver det med Geraint Thomas på holdet.

Den colombianske Tour de France-vinder fra i år, Egan Bernal, kommer ikke til start i næste uges VM. Men det gør toeren fra årets udgave af det franske etapeløb.

Waliseren Geraint Thomas, der i 2018 stod øverst på Tour-podiet, stiller op ved verdensmesterskabet, som afholdes i Yorkshire i England i næste uge.

Det meddeler den nationale cykelunion i Storbritannien, British Cycling, ifølge BBC.

Geraint Thomas skal både konkurrere i enkeltstart og linjeløb og er en del af et britisk hold, der satser på at snuppe VM-medaljer på hjemmebane.

Foruden Geraint Thomas tæller det britiske hold ryttere som Tao Geoghegan Hart, Ian Stannard og Adam Yates. Forventningerne er store, fortæller landstræner Matt Brammeier.

- Vi har så meget talent blandt de professionelle herreryttere i vores land. Den sidste udvælgelse var svær, selv om ruten er udfordrende, siger han til BBC.

Ineos-stjernen skal blandt andet konkurrere med Jakob Fuglsang og Michael Valgren, der er blandt de otte udtagne danskere.

Mange øjne vil formentlig også være på stjernerne Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Peter Sagan, som er blandt topfavoritterne til sejren.

VM-feltet kommer på en hård opgave i linjeløbet, der køres søndag i næste uge som afslutning på VM-ugen. Ruten er 285 kilometer lang og byder på kuperet terræn.

/ritzau/

Annonce
BBC''s artikel om Geraint Thomas
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce