Annonce
Rejser

Wien: Sublime Schönbrunn gemmer sig på nethinden

Synet af Schloss Schönbrunn og Wien i baggrunden er smukt fra Gloriette i modsatte ende af parken. Foto: Simon Staun
At tage til Wien uden at se Schloss Schönbrunn svarer til at besøge Paris uden at møde Eiffeltårnet eller Rom uden Colosseum.

Schönbrunn Slot eller på tysk Schloss Schönbrunn er en attraktion, man skal se i Wien. Det er en nærmest ufattelig kulturskat, der, før masseturisme overhovedet blev et begreb, var én af de vigtigste turistattraktioner i Wien.

I guidebøger rådes der til, at man sætter det meste af en dag af til at besøge slottet, den enorme park med dyre- og botanisk have, labyrint og ikke mindst den betagende Café Gloriette på toppen af bakkedraget. Den anbefaling gør man klogt i at lytte til, for der er så mange seværdigheder, at man snarere burde sætte en hel weekend af.

På forhånd kendte jeg kun slottet af navn. Derfor er det interessant at læse om slottets historie på en række informative plancher i kælderen, hvor man indleder de eftertragtede ture på slottet. Her læser jeg, at den romerske kejser Maximilian II købte Katterburg, som slottet hed engang, i 1569.

Han dyrkede med stor interesse Schönbrunns dyrehave og havde ambitioner om at bevare vilde dyrearter. Området fik sit navn fra en brønd, som gav vand til kongsgården i Wien. Mange medlemmer af Østrigs kongefamilie brugte slottet og det enorme parkområde til at holde sommerferie og deltage på jagtture. I en periode var Katterburg belejret af tyrkerne, og som følge deraf blev området næsten ødelagt.

Annonce

Wien

Østrigs hovedstad har cirka to millioner indbyggere og er den syvendestørste by i EU.

Området, hvor Wien ligger, har ifølge arkæologiske fund været beboet allerede fra den yngre stenalder. Romerne kaldte den Vindobona, men skriftlige kilder, der bekræfter byens eksistens, findes kun fra omkring det 13. århundrede.

I 1278 begyndte den habsburgske æra med sejren over Ottokar 2. af Bøhmen. Nu begyndte en fremgangstid for Wien, der fik en speciel status. I 1529 var opgangsperioden imidlertid slut, idet osmannerne invaderede området. Kampen med tyrkerne varede indtil 1683, hvor den anden invasion blev slået tilbage. Herefter begyndte en ny opblomstringstid. I løbet af det 20. århundrede med de to verdenskrige led Wien dog større tab.

Wien er en smule billigere end København, når det kommer til hotel, restaurantpriser og entréer.

Overdådige rammer

Kejser Leopold I gav arkitekten Johann Bernhard Fischer von Erlach opgaven at designe det nye slot. Konstruktionen begyndte i 1696, og tre år senere var den midterste del af slottet færdigt. De følgende århundrede blev der gentagne gange ændret og bygget til i forskellige stilarter.

I 1800-tallet blev særligt ét navn knyttet til Schönbrunn. Det var kejser Franz Joseph I, der tilbragte det meste af sit liv på slottet og døde 21. november 1916 i sit sovekammer. Under hans styre blev slottet opfattet som et Gesamtkunstwerk (helhedskunstværk) og blev igen bygget om, så det svarede til sin historie.

Inde på slottet får man et unikt indblik i ikke bare indretning i 1800-tallet, men også de helt overdådige rammer, som kejserfamilien har levet i.

Man må ikke tage billeder - overhovedet - inde i de rum, som turen gennem slottet går gennem. Der står vagter overalt, og jeg ser indtil flere turister, der venligt men bestemt føres bort efter at have forsøgt at snige sig til et mobilfoto. Der er Verboten med stort V.

68 år på tronen

Slottet har ufattelige 1441 rum. Af dem ser turister kun 45. Altså en dråbe i havet. Men alligevel mere end nok til at tabe kæben eftertrykkeligt. Der gemmer sig så mange anekdoter og vilde historier om slottet, at man har svært ved at begribe dem alle.

Stalin og Hitler har været gæster. Mozart har komponeret musik i spejlsalen, Napoleon holdt konferencer i Vieux Lacque-rummet, og John F. Kennedy mødtes med Nikita Khrusjtjov på slottet i 1961. Det er med til at give oplevelsen tyngde og sætte rammerne ind i en historisk kontekst.

Flere af rummene kandiderer til de smukkeste rokoko-rum i verden, og det er virkelig sjældent, at jeg er grædefærdig over ikke at kunne dele billeder af noget sublimt, jeg har set.

Turen går udelukkende gennem værelserne i den vestlige fløj, hvor kejser Franz Joseph og hans kone Elisabeth (Sisi) levede. Det gør indtryk at se den simple seng, hvor kejseren sov ind efter en regeringstid på imponerende 68 år.

Denne efterårseftermiddag går vi i lange køer, der ikke giver tid eller mulighed til at stå for længe ad gangen og suge indtrykkene til sig. Eller spekulere på, hvor vild spejlsalens optiske illusioner må have været for 150 år siden. Selv om man ikke må fotografere, er der alligevel bunkevis af billeder, der brænder sig fast på nethinden.

Audioguiden, som man udstyres med, er absolut uundværlig, hvis man vil have fuldt udbytte af besøget. Selv om man bombarderes med årstal og navne, som de fleste formodentlig ikke kender, er det rart at få et kurateret bud på de vigtigste informationer.

Umiddelbart vil jeg fraråde, at man tager børn under 10 år med på slottet. De børn, jeg møder, ligner i hvert fald nogen, der ville have haft bedre af at besøge labyrinten eller dyrehaven.

Vejen dertil

Man kan flyve direkte fra Danmark (København) til Wien med flere forskellige selskaber. En returbillet koster fra 600 kroner. Flytiden er en time og 45 minutter.

Kejserlig café

Ude i parken, hvor man heldigvis gerne må tage billeder, ligger den klassiske arkade med navnet Gloriette og knejser på en bakketop. Den blev bygget i 1775 og hylder slaget ved Kolin fra 1757, da østrigske tropper besejrede den preussiske hær og Frederik den Store.

Arkitekturen er imponerende med en triumfbue kronet af en kejserlig ørn, man kan spotte blafre med vingerne på lang afstand. Inde i arkaden ligger Café Gloriette, der må være en af de smukkeste og smukkest placerede caféer, jeg har drukket kaffe og spist kage på nogensinde. Udsigten er eminent, og hvis man kigger rundt i det højloftede lokale, er det lige så opsigtsvækkende. Syv-otte meter høje søjler og en udsmykning, der til en vis grad matcher den inde på slottet. Dekadent og overvældende.

Kaffen og kagen er ikke engang specielt dyr omgivelserne taget i betragtning, og hvis du besøger Schloss Schönbrunn, er Café Gloriette prikken over i'et.

For et beskedent beløb kan man komme op i toppen af Gloriette, hvor udsigten selvsagt er lige et nøk bedre. Foto: Simon Staun
Man kan tilbringe hele dage med at udforske den enorme park, hvor få blade vender forkert. Foto: Simon Staun
Efteråret sætter sit tydelige præg på Schönbrunn-parken. Foto: Simon Staun
Café Gloriette er eminent udsmykket. Det er svært at begribe, at der er så højt til loftet, når man ser bygningen fra slottet. Foto: Simon Staun
Der er masser af skoleklasser på visit, og selv om mobilerne gløder, kan man høre, at de unge også er imponerede over udsigten. Foto: Simon Staun
Wien er kendt for sin spanske rideskole, og heste fylder godt i gadebilledet. Man kan naturligvis købe sig en hestevognstur rundt om slottet. Foto: Simon Staun
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce