Annonce
Sport

Wozniacki spiller første runde i US Open tirsdag

John E. Sokolowski/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki skal i første runde af US Open møde kinesiske Yafan Wang. Kampen spilles tirsdag.

Caroline Wozniackis jagt på et godt resultat i grand slam-turneringen US Open begynder på tirsdag.

Her møder den danske tennisstjerne kinesiske Yafan Wang på Grandstand, som er anlæggets tredjestørste bane med plads til godt 8000 tilskuere.

Kampen er den tredje på banen efter klokken 11 lokal tid, hvilket svarer til klokken 17 i Danmark.

Danskeren er seedet som nummer 19 i turneringen, mens Wang er useedet.

Kampen i første runde bliver den anden mellem de to spillere. De mødtes også i 2015 i Kuala Lumpur, hvor Wozniacki vandt overbevisende.

På verdensranglisten er der 31 pladser, der skiller dem. Danskeren er bedst placeret som nummer 19, mens kineseren er nummer 50.

29-årige Wozniacki har ledt forgæves efter sit topniveau hidtil i 2019, hvor det blot er blevet til en enkelt finaleplads for den tidligere verdensetter. Det var i grusturneringen Charleston Open i april.

I optakten til US Open røg hun tidligere i august ud i første runde af WTA-turneringen i Cincinnati til den 19-årige ukrainer Dayana Yastremska.

Ugen forinden gik det galt i anden runde af Rogers Cup mod den 18-årige polak Iga Swiatek.

Wozniacki kan dog trøste sig med, at hun to gange har nået finalen i den amerikanske grand slam-turnering. Det gjorde hun i 2009 og 2014 uden dog at vinde.

Skulle Wozniacki vinde åbningskampen, så venter der et opgør mod amerikanske Danielle Collins eller Polona Hercog fra Slovenien - i begge tilfælde vil Wozniacki være favorit til at gå videre.

I tredje runde begynder de store udfordringer at melde sig, og her har Wozniacki kurs mod et potentielt opgør mod canadieren Bianca Andreescu.

15.-seedede Andreescu slog tidligere på året danskeren i Auckland i spillernes eneste møde hidtil.

Allerede mandag kan tilskuerne i New York dog se frem til en storkamp, når Serena Williams og Maria Sharapova brager sammen i første runde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce