Annonce
Indland

Professor frygter ny coronabølge trods færre indlagte

En gradvis genåbning af samfundet er nu i gang. Det vil alt andet lige give coronavirus bedre mulighed for at sprede sig, vurderer professor Nina Weis, Hvidovre Hospital. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Selv om antallet af coronapatienter på sygehusene er faldet, kan vi ifølge professor stå over for ny bølge.

Antallet af indlagte med covid-19 på hospitalerne fortsætter med at falde.

Onsdag morgen var 225 smittede indlagt i Danmark. Det er syv færre end tirsdag, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet er faldet støt siden starten af januar. Her toppede det 4. januar, hvor 964 smittede var indlagt.

Onsdag ligger 34 af de indlagte på intensivafdeling. Det er fem færre end tirsdag og halvt så mange som 15. februar.

Blandt de smittede på intensiv får 19 hjælp af en respirator til at trække vejret. Det er én mindre end tirsdag.

Yderligere 574 danskere er bekræftet smittet med covid-19 i en PCR-test, som anvendes i sundhedsvæsenet.

Det svarer til, at 0,35 procent af de 164.172 test, der er kommet svar på, er positive for covid-19.

Tallet, der også kaldes positivprocenten, er inden for det interval, som det har været de seneste mange uger.

Det er alt sammen pæne tal, lyder det fra professor og forsker i infektionssygdomme Nina Weis, Hvidovre Hospital.

Men med den begyndende genåbning af samfundet kan tallene på sigt se helt anderledes ud, vurderer hun.

- Min mavefornemmelse er desværre, at vi kan få en tredje bølge.

- Det er baseret på, at det stadig er en relativ lille del af befolkningen, der er beskyttet mod coronavirus, siger hun.

Nina Weis henviser også til, at det - selv med en relativ hård nedlukning - ikke er lykkedes at banke de daglige smittetal væsentligt ned under 500 nye smittetilfælde.

Med de forskellige varianters fremkomst - og i lyset af den begyndende genåbning af samfundet - kan det ifølge professoren føre til risiko for eskalerende smitte.

- Det er en kalkuleret risiko, vi løber. Hvordan det kommer til at gå, afhænger meget af, hvor hurtigt vaccinen bliver rullet ud.

- For hvis man er vaccineret og overholder retningslinjerne, så gør det jo ikke noget, at samfundet lukker gradvist op, siger Nina Weis.

Der er det seneste døgn sket 31 nye indlæggelser af smittede. Når antallet af indlagte alligevel falder, skyldes det, at der også er udskrevet patienter.

Derudover er tre smittede afgået ved døden. Det vides ikke, om de var indlagt på hospitalet.

Derudover er der fundet 147 smittede i 52.769 lyntest, som ikke indgår i opgørelsen.

Yderligere 16.707 danskere har fået det første stik med en coronavaccine. 1343 har fået det andet og sidste stik.

Det betyder, at 466.430 danskere - eller otte procent af befolkningen - er i gang med at blive vaccineret. Af dem har 187.020 fået begge stik.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Kvinde anholdt med favnen fuld: Sigtet for at stjæle indbo og ejendele fra sammenstyrtet hus

Annonce