Annonce
Indland

Yderligere seks personer er indlagt med coronavirus

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Antallet af indlagte med coronasmitte stiger fra 529 til 535 personer. 146 personer er på intensiv afdeling.
Annonce

Antallet af indlagte med coronavirus er onsdag steget til 535 personer. Tirsdag var tallet 529.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Af de 535 personer er 146 personer indlagt på intensiv afdeling. Det er én person mere end tirsdag.

Til gengæld er antallet af personer, der er så syge, at de ligger i respirator, faldet fra 131 til 129 personer.

Opdateringen af tallene er foretaget onsdag middag.

Der foreligger ikke noget nyt om antallet af døde.

Det blev senest oplyst tirsdag eftermiddag, at 90 personer er døde, efter at de inden for 60 dage var påvist smittet med coronavirus.

Man kan se af tallene, at smitten især hærger i hovedstadsregionen.

Cirka halvdelen af alle indlagte - 260 - er indlagt på sygehuse i Region Hovedstaden.

Tirsdag blev det oplyst, at der samlet set er 2860 danskere, der er testet positive med coronavirus.

Det skal dog tages med forbehold.

Det er kun de mest alvorlige syge, der bliver testet, efter at myndighederne 11. marts skiftede strategi.

Sundhedsmyndighederne er af den opfattelse, at vi fortsat vil se flere smittede og indlagte med coronavirus.

Men meget tyder ifølge myndighederne på, at det er lykkedes at afbøje kurven, så sundhedsvæsenet ikke bliver lagt ned af coronasyge danskere.

Det fik mandag statsminister Mette Frederiksen (S) til at bebude en gradvis åbning af samfundet, hvis tallene for antal smittede fortsætter den jævne udvikling, vi har set indtil nu.

Store dele af det offentlige Danmark har siden 11. marts været lukket ned.

Der er indført forsamlingsforbud, så der ikke må forsamles flere end ti personer ved arrangementer.

Desuden er storcentre, restauranter, caféer og værtshuse landet over lukket ned.

Endelig er der indført skærpet grænsekontrol ved Danmarks grænser i bestræbelserne på at inddæmme coronavirusset.

/ritzau/

Her er oversigten hos Sundhedsstyrelsen
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Lone må lukke ned for bryllups-biks i tre uger: Overnatningsmuligheder på Fanø er revet væk

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Knallert stjålet: Har du set NK086?

Annonce