Annonce
Udland

YouTube lukker konti som har blandet sig i Hongkong-protester

YouTube mener, at flere konti har været en del af påvirkningskampagne rettet mod demonstrationer i Hongkong.

YouTube har deaktiveret 210 brugerkonti, som har uploadet videoer, som menes at være en del af en koordineret påvirkningskampagne rettet mod demonstrationerne i Hongkong.

Det meddeler Google, der ejer den populære videodelingstjeneste, i en udtalelse.

Det forklares, at de mange brugerkonti blev slettet tidligere på ugen.

- Vores fund svarer overens med observationer og handlinger relateret til Kina, som også Facebook og Twitter har annonceret, siger Shane Huntley, leder af Googles Security's Threat Analysis Group.

Tidligere på ugen meddelte netop Facebook og Twitter, at man havde slettet hundreder af brugere, som ifølge selskaberne deltog i en kinesisk påvirkningskampagne, der skulle vende offentligheden mod demonstranterne i Hongkong.

I 11 uger har millioner af borgere i Hongkong demonstreret mod øget kinesisk indflydelse på den delvist uafhængige storby.

Kina har formelt haft kontrol med Hongkong, der dog nyder markante demokratiske friheder og har et uafhængigt retsvæsen.

Google siger, at der er blevet brugt VPN-forbindelser og andre metoder til at skjule de mange brugerkontis ophav.

Ved at bruge VPN-forbindelser kan man eksempelvis sløre en brugers geografiske placering.

Voldsomme billeder har de seneste uger floreret i medier verden over, hvor demonstranterne slås mod politiet.

Mens ordensmagten har sendt tåregas og gummikugler mod protesterne, har nogle af demonstranterne brugt molotovcocktails og kastet sten.

Kina har skærpet tonen og fordømt nogle af demonstranterne, der ifølge landet står bag "terroristlignende" handlinger.

Siden begyndelsen af juni har demonstranter fyldt i gaderne. Demonstrationerne begyndte i protest mod et lovforslag om, at indbyggere i Hongkong kan udleveres til retsforfølgelse i Kina.

Protesterne er de største og mest voldelige, der har fundet sted i Hongkong i årtier.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Haderslev For abonnenter

Jobcenter-medarbejdere: Vi er pressede til det yderste

Annonce