Annonce
Danmark

Ytringsfriheden gælder først og fremmest for dem, der har folk imod sig

Claes Kirkeby Theilgaard

Blasfemi: Politiassistent Elvir Abaz skriver i avisen Danmark 2. februar om den kontroversielle islamkritiker og politiker Rasmus Paludan, formand for partiet Stram Kurs. Abaz er bekymret for Paludans fremturen, og hvad hans politiske tirader og demonstrationer kan føre med sig. Det er fuldt forståeligt - jeg er også bekymret. Til gengæld er jeg også bekymret for de standpunkter, Abaz fremfører.

Det er en misforstået opfattelse af ytringsfriheden. Ja, han viser sig faktisk som direkte modstander af ytringsfriheden. Abaz og ligesindede, der ønsker at forbyde Paludans ageren eller at fjerne hans politibeskyttelse, overser et afgørende aspekt ved ytringsfriheden: Den gælder først og fremmest for de, der har folkestemningen imod sig, og derfor skal vi også værne om Paludans frihed.

Ifølge Abaz er det afskaffelsen af blasfemiparagraffen, der har banet vejen for 'hadprædikanter' som Paludan. Derfor burde de ansvarlige politikere skamme sig, forstås det. Det er lodret forkert.

En politiker, der udvider friheden for landets borgere, bør ikke stilles til ansvar, hvis der blandt borgerne er nogle, der vælger at anvende friheden i det, der for flertallet opfattes som en usympatisk retning. Abaz tilslutter sig ligesom mange andre modstandere af ytringsfrihed idéen om, at ord fører til handling. Det er en komplet misforstået opfattelse, der har sine rødder fra tiden efter 2. verdenskrig. Her konkluderede de sejrende parter, at Holocaust først og fremmest var et resultat af uinddæmmet antisemitisme. Snarere var nazismens fremmarch med Holocaust til følge hjulpet på vej af retssager mod prominente nazister og antisemitister, der derved blev ophævet til martyrer.

Abaz erklærer sig som religionsfrihedens forsvarer i sit indlæg, og det er en sympatisk position at indtage. Det er da heller ingen hemmelighed, at det er netop denne religionsfrihed, som Paludan gerne vil til livs. Stram Kurs' primære politiske mål er at forbyde islam i Danmark. Vi må kæmpe for, at de aldrig lykkedes med det mål, men ytringsfriheden skal ikke dø på slagmarken.

Også Hizb ut-Tahrir skal have lov at ytre sig - på trods af, at også de har et ønske om at komme religionsfriheden til livs. Hvor Paludan vil af med islam, vil Hizb ut-Tahrir lade islam råde og indføre sharialovgivning. Udemokratiske synspunkter er i alle afkroge af samfundsdebatten. Dog er demokratiets helt unikke styrke, at det kan rumme alverdens holdninger - selv de udemokratiske.

Men hvordan skal vi så bekæmpe Paludan og lignende skikkelser, der vil vores frihed og demokrati til livs? Abaz kommer selv ind på svaret. I stedet for at forbyde Paludan at demonstrere eller fjerne hans politibeskyttelse bør vi hver især sige fra. Grupperinger og foreninger kan samles i kampen mod hadet. Om det skal ske ved simpelthen at ignorere ham eller ved på det kraftigste at fordømme ham, når muligheden byder sig, må være op til den enkelte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce