Annonce
Vejen

Zannie vender tilbage til barndommens kro

Zannie og Lars Nielsen er nyt forpagterpar på Bække Kro. Foto: John Randeris

Zannie Nielsen og Lars Nielsen er nyt forpagterpar på Bække Kro. Zannie Nielsen vender dermed tilbage til den kro, hvor hun er vokset op.

Annonce

Bække: Siden 2015 har Bække Kro stået tom, men nu kommer der igen liv i den gamle kro.

Det er 33-årige Zannie Nielsen og 38-årige Lars Nielsen, der har forpagtet kroen af ejerne Per Jacobsen og Anniette Henriksen. Og ejere og forpagtere kender hinanden særdeles godt, for Zannie Nielsen og Anniette Henriksen er søskende.

- Og det var min mor og far, der i sin tid havde kroen, så jeg er født her, fortæller Zannie Nielsen, der er uddannet bager og i gang med at uddanne sig til kok.

Lars Nielsen er uddannet tjener og har de seneste år arbejdet som tjener på freelancebasis.

Officielt tog Zannie og Lars hul på livet som kro-par i mandags, og de har allerede mærket stor opbakning fra Bækkes borgere.

- De har virkelig savnet deres kro. Vi har fået flere henvendelser om arrangementer, blandt andet en konfirmation til næste år, smiler Zannie Nielsen, der glæder sig til at komme i gang.

Til at begynde med vil Bække Kro være åben for selskaber og forskellige arrangementer. Foto: John Randeris
Annonce

Tradition og fornyelse

Da Zannie Nielsen har tilbragt en del af sine barneår på kroen, og kroen i en lang årrække har været på familiens hænder, er hun helt bevidst om, at der ikke skal ske store ændringer i det, der kendetegner en gammel historisk kro.

- Det vil fortsat være traditionelle danske retter, men vi skal også se på, hvorfor folk skal vælge Bække Kro. Så det skal være en kombination af det nye og det gamle. Man kan godt bygge bro mellem det klassiske og gourmet. Men vi vil også gerne skille os lidt ud, fortæller Zannie Nielsen og fortsætter:

- Jeg har en tanke om, at når vi for eksempel har et arrangement med kagebord, så står der et bord i midten, hvor jeg for eksempel glaserer en kage, så gæsterne på den måde er med i processen, og jeg kommer på den måde i øjenhøjde med gæsterne.

Zannie Nielsen slår fast, at det er vigtigt for både hende og Lars at give deres gæster en god oplevelse, de kan mindes i mange år.

- Når folk bestiller et arrangement, har vi mulighed for at forevige øjeblikke i deres liv og være med til at skabe en helt speciel dag for dem, siger Zannie Nielsen.

Annonce

Meget arbejde

Til at begynde med vil det hovedsagelig være Zannie og Lars Nielsen, som gæster kan møde på kroen. Men når der er behov for det ved større selskaber eller arrangementer, har parret forskellige personer, de kan benytte.

- Men nu skal vi lige have det hele løbet i gang. Vi har nogle, vi kan trække på. For det er vigtigt, at det er de rigtige folk, vi får, siger Lars Nielsen, der sideløbende med kroen stadig vil arbejde freelance som tjener, så det kan passes ind i forhold til de selskaber og arrangementer, der er på kroen i Bække.

For parret er helt med på, at det er hårdt arbejde at drive en kro, men da de har i flere år kunnet følge med fra sidelinjen, ved de, hvad de går ind til.

- Og det skal være nu, mens vi er unge og kan løbe stærkt, smiler Zannie Nielsen, der har kendt Lars Nielsen siden 2002. Parret har tre sønner - Tristan på syv år, Tim på 12 år og Tobias på 14 år.

Annonce

Reception

For at give borgerne i Bække mulighed for at hilse på, holder Zannie og Lars Nielsen åbningsreception på kroen på søndag den 7. maj fra klokken 13.30 til cirka 20, hvor der bydes på kagebord, kaffe og te.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Revet ned fra hylderne: Corona får esbjergenserne til at gå amok i julelys

Annonce