Annonce
Sport

Zidane ramt af coronavirus midt i sløj periode

Zinedine Zidane har ført Real Madrid til mange store triumfer, men for tiden går det ikke så godt. (Arkivfoto). Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Real Madrid-cheftræneren er blevet konstateret smittet med coronavirus, skriver klubben på sin hjemmeside.

Det går ikke godt for Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane hverken på eller udenfor banen for tiden.

Midt i en stime af halvsløje resultater er franskmanden nemlig blevet konstateret smittet med coronavirus.

Det skriver Real Madrid på sin hjemmeside i en kortfattet besked. Det fremgår ikke, om Zidane oplever symptomer, eller hvor lang tid han forventes at sidde ude.

Ifølge assistenttræner David Bettoni har Zidane det fint.

- Jeg talte med ham i morges, og han har det godt. Han var lidt trist over ikke at kunne være sammen med holdet, siger Bettoni fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Real Madrid har kun vundet en enkelt af sine seneste fem kampe. Holdet ramte onsdag bunden, da det i Copa del Rey mod Alcoyano fra tredjebedste række endte med et nederlag på 1-2.

Inden de mange ærgerlige resultater havde storklubben ellers vundet seks kampe i træk.

Mens det er uvist, hvor lang tid Zidane må sidde ude, står det klart, at han ikke vil være at finde på sidelinjen, når Real Madrid lørdag møder Alaves i La Liga.

Zinedine Zidane er i gang med sin anden tørn som cheftræner i Real Madrid. Han stod første gang i spidsen for klubben fra 2016 til 2018, men forlod så Real for derefter at vende tilbage igen i 2019.

Som Madrid-træner har han ført klubben til hele tre triumfer i Champions League og vundet La Liga to gange, senest i sidste sæson.

/ritzau/

Læs nyheden på Real Madrids hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce