Annonce
Sydjylland

16-årige Tilde begik selvmord: I dag kan Lotte tænke på sin datter uden at græde

16 år efter sin datters selvmord som 16-årig kan Lotte Ohlsen i dag smile, når hun fortæller historier om Tilde. Men det kan også fortsat være svært at holde tårerne tilbage. Foto: Søren Gylling

Tilde Ohlsen var dygtig i skolen, hun var flittig, og hun var vellidt. Men hun var også påvirket af de to stemmer, som talte i hendes hoved, og det betød i sidste ende, at hun tog sit eget liv som 16-årig i 2002. Dermed sendte hun også sin familie ud i dyb sorg, som mange år efter fortsat sidder i dem. Tildes mor fortæller om 16 år uden sin ældste datter og om 16 år uden en eneste dag, hvor hun ikke er i deres tanker.

I må ikke blive sure og kede af det, for det var bedst for os alle sammen, for jeg har jo ikke været til andet end besvær det sidste stykke tid. Jeg har såret og skuffet jer, og det vil I nu være lettet for.

Ordene er skrevet med blyant på stiplet papir. De er skrevet med perfektionistisk nøjagtighed og omtanke. De er skrevet omhyggeligt og med omhu. De er skrevet for at sige farvel.

Afsenderen af dette farvel er 16-årige Tilde Ohlsen i 2002. De er skrevet en torsdag aften. De er fra et afskedsbrev til Tildes nærmeste, for fredag morgen tog hun livet af sig selv, da hun hængte sig på sit værelse.

Samme torsdag aften havde Tildes mor, Lotte Ohlsen, bemærket et blankt ark papir og en blyant på datterens skrivebord. Næste gang hun så papiret, havde Tilde nedskrevet sine sidste ord med samme koncentration, som hun altid dedikerede sine gøremål.

Det var de sidste ord fra mig. Jeg elsker jer alle, og bebrejd ikke jer selv for det, der er sket, for ingen af jer kunne have ændret på det. Det var helt alene min beslutning, som jeg fandt bedst.

Brevet afsluttes af ''FARVEL'' skrevet i versaler efterfulgt af Tilde signatur.

To stemmer i hovedet
Vinteren påvirkede altid Tildes humør voldsomt. I januar, tre måneder før sin død, besøgte hun den børnepsykiatriske afdeling på Augustenborg Sygehus for første gang. Hun var blevet henvist dertil i oktober, og både familien og Tilde selv var frustrerede over det udbytte, de fik af samtalerne på afdelingen. Lotte foreslog derfor, at datteren fremover skulle have enesamtaler i stedet for at have hele familien, mor, far og en lillesøster på dengang ni år, til at sidde i lokalet og lytte med.

Men så langt nåede de aldrig, og de månedlige samtaler kunne ikke redde Tilde fra hendes indre konflikter.

For der var to stemmer, som talte i Tildes hoved i månederne op til hendes selvmord. Den ene sagde noget godt, og den anden sagde noget skidt. Det var altid den onde stemme, som vandt diskussionen. Hun kunne ikke få ro i sit hoved, og til sidst fyldte hendes skrig hele huset, når det hele blev for meget, og hun måtte udtrykke sit indre dilemma.

Et par dage før sit selvmord begyndte Tilde at skære i sig selv. Hendes mor var konstant bange, vågnede uroligt talrige gange hver nat og lagde mærke til alle de mindste lyde fra sin ældste datters værelse. Hun var vred og følte sig magtesløs.

Som teenager havde Lotte tidligere haft selvmord inde på livet, da hendes fars samlever slog sig selv ihjel, så hun kendte allerede til det mørke, som det medfører, når en kær vælger livet fra. Hun fortalte sin datter, at det var den dårligste løsning at tage sit eget liv, fordi det ville gå ud over de mennesker, der holdt mest af hende. Og Tilde lovede sin mor, at hun ikke ville gøre det.

Annonce

Lotte Ohlsen


  • Bor i Christiansfeld sammen med sin mand Aksel Krogh.
  • Deres ældste datter, Tilde Ohlsen, begik selvmord som 16-årig i 2002.
  • Lotte Ohlsen er uddannet pædagog og arbejder i dag med udviklingshæmmede.
  • Tildes lillesøster Signe bor i dag i Odense, hvor hun er Ph.d.-studerende og underviser på Syddansk Universitet.
Håndskriften fra Tilde Ohlsens afskedsbrev til sin familie er blevet kopieret og indgraveret på det træskrin, hvor hendes mor Lotte Ohlsen har samlet de fysiske minder om sin datter.

Nogle gange smiler Lotte

Tildes afskedsbrev ligger i dag gemt i en trækasse sammen med andre fysiske minder om den pige, der valgte livet fra som 16-årig. Kassen bærer samme håndskrift som brevet, da Tildes signatur er blevet kopieret og indgraveret på kassens front.

Familiens læge sagde til Tildes forældre, at de en dag skulle komme til et punkt, hvor de kunne lægge sorgen ned i en skuffe og finde den frem igen. Det blev trækassen, som udover afskedsbrevet indeholder mælketænder, billeder fra begravelsen, det sidste foto taget af Tilde og mange andre minder, et symbol og den bogstavelige løsning på.

Nok kan Lotte Ohlsen gemme de fysiske minder ned i et skrin, men det samme er ikke muligt med alle tankerne og følelserne, som 16 år efter Tildes selvmord stadig fylder i hverdagen. Ikke en eneste dag passerer, hvor hun ikke tænker på Tilde og på den fredag morgen, hvor hendes datters liv sluttede og hendes eget blev ændret for altid.

Hun græder ikke længere hver gang, hun tænker på datteren. Nogle gange smiler hun endda, når hun fortæller historier om Tilde. Men da datterens afskedsbrev bliver fundet frem og læst igennem i stilhed, presser tårerne sig alligevel på. Lotte tager sine briller af og dupper øjnene hurtigt, før hun et splitsekund kigger op i loftet.

- Jeg kan godt blive vred på hende stadigvæk. Det var jeg også dengang. Det var en form for magtesløs vrede. ''Det kunne du ikke være bekendt, Tilde, for jeg havde jo sagt til dig, at du ikke måtte gøre det'', siger Lotte Ohlsen.

- Misforstå mig ikke, men et eller andet sted kan jeg måske også godt forstå hende, når hun har været så forpint. Hun magtede ikke at leve mere.

Om selvmord


  • Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-04. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.
  • JydskeVestkysten har i sin artikelserie om selvmord været opmærksom på de etiske overvejelser ved emnet. Avisen har derfor læst og fulgt WHO's råd for ansvarlig journalistik omhandlende selvmord. Historierne er blevet fortalt på kildernes præmisser, og de har læst artiklerne igennem, før de er blevet publiceret.
  • I år 2016 var der i alt 568 personer, der begik selvmord i Danmark. I Region Syddanmark, hvor der både målt på antal og per indbygger blev begået næstflest, blev der begået 132 selvmord.
  • Selvmord som dødsårsag er tre gange så stor som trafikulykker i Danmark.
  • Der er flere mænd end kvinder, som begår selvmord, men der er flere kvinder end mænd, som forsøger at begå selvmord.

Kilder: Center for Selvmordsforskning og Livslinien

Tildes forældre bor fortsat på den gård lidt uden for Christiansfeld, hvor hun gjorde en ende på sit liv i 2002.

Tildes far fandt hende

Hun er ikke i tvivl om, at datteren havde planlagt timingen af sin handling ganske nøje. Hun havde købt dykkerbriller i fødselsdagsgave til sin lillesøster Signe, som fyldte 10 år få uger efter, hun havde købt fødselsdagsgave til sin kærestes mor, og hun havde lavet sin del af det gruppearbejde på gymnasiet, som hun var en del af.

Hun var pligtopfyldende, flittig og perfektionistisk til det sidste.

Tilde havde fritidsjob i den lokale bager i Christiansfeld, og torsdag aften, dagen før hun begik selvmord, var hun på arbejde. Lotte har siden talt med nogle af de kollegaer, som også var på vagt den dag, og ifølge dem virkede Tilde lige præcis den aften meget gladere, end så mange gange før.

Fra huset i Christiansfeld er hun i dag overbevist om, at Tilde var afklaret på dette tidspunkt. Den 16-årige pige vidste, hvad hun skulle gøre. Samme aften hyggede de sammen i sofaen, og det var længe siden, at Tilde havde haft overskud til netop det.

Morgenen efter skulle Lotte møde på arbejde tidligt, Tildes søster var taget i skole, og Aksel, Tildes far, var i stalden på gården. Han plejede altid at sige godmorgen til sin datter, når han havde set til dyrene. Denne fredag måtte han sige farvel, da han havde taget turen op ad trappen til 1. sal. Hans egen datter havde endt sit liv på sit værelse. Først ringede han til lægen, derefter ringede han til Lotte.

Beskeden fra Aksel trængte ikke ind. Hun kunne ikke forstå, hvad han fortalte hende, og da hun med flere kilometer i timen over fartgrænsen havde kurs hjem mod Christiansfeld, sad hun og tænkte, at det ikke kunne passe. At Aksel havde taget fejl. Hun bildte sig selv ind, at Tilde stadig var i live, men da hun så sin datter kort efter, lå hun livløst på sin seng.

Hvert skridt var en kamp

Selve dagen er tåget i hukommelsen. Familie og venner kom på besøg. Lotte hentede Tildes lillesøster i SFO'en sammen med døtrenes faster. Og de fik da også aftensmad, for Lotte havde jo allerede taget kød op, som på enhver anden almindelig hverdag.

I begyndelsen gik det ikke op for Lotte, at det var slut. At datteren var død, og at hun aldrig skulle se hende igen. Det kom dryppende senere, mens hun skiftevist var opslugt af sorg og vrede, hjælpeløshed og frustration.

Hun var sygemeldt i flere uger efter datterens selvmord, og i denne periode bebrejdede hun sig selv for, hvad der var sket. Hendes hoved var fyldt med tanker om, om hun kunne have taget sig mere af Tilde, og om hun kunne have givet hende mere nærvær.

- Bagefter kan man pege på en masse ting, man skulle have gjort anderledes, men det er ikke sikkert, at det havde ændret noget, siger hun i dag om selvbebrejdelsen.

Lotte er uddannet pædagog, og da hun igen begyndte på arbejdet, var det i første omgang på deltid. Hver gang hun skulle gå op i tid ''røg proppen ud af badekarret'', og hun måtte starte forfra. Sådan gik fire år, indtil hun blev bevilget fleksjob.

- Jeg skulle tage mig sammen til at tage hvert skridt, men vi ville prøve at fortsætte med en så almindelig hverdag som muligt. Jeg var bekymret for Tildes lillesøster, og det var vigtigt for mig, at hun fik så ''normal'' en opvækst som muligt. I dag finder jeg helt sikkert trøst i, at Signe har det godt. Jeg tror ikke, at jeg havde været her i dag, hvis vi ikke havde haft hende, siger Lotte Ohlsen om Tildes lillesøster, som i dag bor i Odense, er Ph.d.-studerende og underviser på Syddansk Universitet.

Håndskrevne beskeder på gravpladsen

Selvom Tilde i sit afskedsbrev gav udtryk for, at hun havde været sin familie og venner til besvær, så var det ikke sådan, hendes kære opfattede hende. Det vidnede fremmødet til begravelsen om.

Her sagde præsten i sin tale, at Tilde nok skulle give Gud et møgfald over, at hun skulle ende på denne måde. Og i samme moment som kisten blev sat i rustvognen, lød der et voldsomt tordenbrag fra den grå himmel over den tragiske begivenhed. Men der kom ingen regn. Selvom hun ikke selv er troende, er Lotte sikker på, at det var datteren, som markerede sig en sidste gang.

En af Tildes bedste veninder besøgte ofte kirkegården i flere år efter hendes død. Her efterlod hun små håndskrevne beskeder til Tilde - skrevet, som om hun stadig var i live, men ofte med det afsluttende budskab, at hun var savnet. Beskederne blev ved at dukke op i flere år, og Lotte tog dem altid med hjem, når hun så dem på sin datters gravplads. Den seneste er fra 2013 - 11 år efter Tildes død.

De beskeder har varmet. De har bekræftet Lotte i, at der også er andre, som tænker på hende endnu.

Søster overtog Tildes værelse

Forældrene bor fortsat på gården lidt uden for Christiansfeld. I Tilde og Signes barndomshjem, og Tildes værelse er der endnu. Længe stod det uændret, som om 16-årige Tilde stadig havde tøjkrise derinde om morgenen, stadig lavede sine lektier om eftermiddagen og stadig sov der om natten. Lotte havde brug for at kunne gå derind, sætte sig ned og mærke hende.

Men en dag spurgte Tildes lillesøster, om hun måtte flytte ind på værelset, som var større end hendes eget. Det måtte hun gerne. Og så var der igen liv i det rum, hvor Tildes sluttede som 16-årig.

De vægge, som havde overværet en tragedie, fik nye øjne og blev malet i en ny farve. Det var mærkeligt i starten for Lotte, at den yngste datter nu pludseligt var flyttet på Tildes værelse. Men det var også rart, at rummet nu blev brugt og ikke stod efterladt tilbage.

Da værelset blev ryddet, fandt Lotte endnu et afskedsbrev, som Tilde havde skrevet flere måneder før sit selvmord.

Papiret, som dette brev er skrevet på, er blevet gulligt efter flere år på Tildes værelse uden at nå frem til dets modtagere. I dag ligger det i trækassen sammen med det brev, Tilde havde efterladt fremme på sit skrivebord, de håndskrevne beskeder fra veninden og alle de andre minder.

Allerede måneder før sit selvmord beskrev Tilde i det første afskedsbrev, hvordan hun ''ikke kan klare at leve mere''.

... I kan sagtens leve videre uden mig, skrev hun.

Og det gør de så. Tildes forældre, søsteren Signe, veninden der i årevis efterlod beskeder ved gravstedet og alle de andre. Men det er kun fysisk, at Tilde ikke længere er med dem. For som hendes mor selv siger det, så går der ikke en dag, hvor de ikke tænker på hende. Og minderne, tankerne og følelserne kan ikke gemmes ned i en trækasse. De er der for altid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce